Nyheder
Og så blev det jul
En skøn fælles tradition
I mere end 10 år har Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige været med til at indsamle og uddele julepakker til værdigt trængende familier i Gladsaxe kommune. Disse familier har ikke selv bedt om hjælp, men er blevet indstillet til at modtage pakkerne af ansatte i kommunen (socialrådgivere, lærere, præster, pædagoger m.m.). Gladsaxe Julekomité – som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige arbejder sammen med – foretager på baggrund af indstillingen en vurdering, og udpeger de familier, der skal modtage julepakkerne.
Takket være donorer
Medlemmer af menighederne Gladsaxe 1 og Gladsaxe 2 har igennem december måned været med til at donere indholdet til julepakkerne, samtidig med at lokale dagligvarebutikker og Danske Lægers Vaccinations service har givet gavmilde donationer. US Marines fra USA’s ambassade havde igen i år hjulpet med at indsamle julegaver til børnene i de udvalgte familier.
Søndag d. 22. december – efter kirkemøderne var færdige – mødtes 13 familier og enkeltpersoner fra Kirken frivilligt op for at køre ud for at aflevere julepakkerne til familierne. I alt modtog 32 familier julepakkerne i julen 2019.
Styrker alles ånd
Det er fantastisk, at Kirken arrangerer og støtter initiativer som »Julepakkerne i lokalsamfundet«. De af os, der var heldige at være en del af projektet, fik mulighed for at tage del i julens særlige ånd og samtidig hjælpe med at sprede glæde blandt de familier, der modtog pakkerne.
Søndag eftermiddag den 22. december 2019 mødets alle de medlemmer, som havde meldt sig, til at køre ud med julepakker.
Vi mødtes i aktivitetssalen, hvor vi indledte med bøn, og derefter blev vi informeret om, hvilke familier vi hver især skulle ud til, og hvilke pakker og evt. gaver vi skulle have med.
Da bilerne var pakket, kørte vi ud til de tildelte adresser, hvor vi blev mødt med smil, ydmyghed, taknemmelighed og knus.
Tanker fra et par deltagere
Kim & jeg var med igen i år til at køre nogle pakker ud til et par familier i Søborg … Det er fantastisk at få lov til at være med til, at glæde andre. Vi blev mødt med kæmpe glæde og store smil. På denne tid af året var det specielt rørende, at få lov at gå ind og sætte en julepakke og sprede glæde hos andre. Meget specielt.
Det var vidunderligt at se børnenes glæde over, at det alligevel ville blive en god juleaften.
Tak
Kim og jeg vil gerne takke dem, der har stået for dette kæmpe arbejde og for deres store kærlighed og omsorg for andre.
Vi vil også gerne takke for, at vi kunne være en lille del af det.
Vi er dybt taknemmelig for den kærlighed og omsorg vi selv har følt i 2019.
Inge-Lise og Kim Sønderby, Gladsaxe 2. Menighed