Kirkens historie: En kilde til styrke og inspiration
Ældste Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Baggrundsartikler af kirkehistorikerne Kate Holbrook og Matt Grow
Når vi lærer mere om fortidens hellige, vil vi blive styrket til at opfylde vores egen mission som Guds døtre og sønner.
Til højre: Fotografi af en kvinde fra Getty Images; yderst til højre: Addison Pratt og hans dagbog, Fransk Polynesien, 1844
Ældste Cook: Kirkens historie kan være en væsentlig kilde til tro, men af visse mennesker, er den blevet misforstået eller overset. Nogle har tilmed bevidst udlagt fortidens begivenheder forkert for at så tvivl.
Ved at lære mere om Kirkens ufattelige historie, knyttes vi til fortidens og nutidens hellige. Vi vil finde eksempler på ufuldkomne personer som os, der gik fremad i tro og lod Gud bruge dem til at udføre sit værk. Jeg lover jer, at studiet af Kirkens historie kan øge jeres tro og ønske om at efterleve evangeliet mere helhjertet.
Historien om genoprettelsen er en fortælling om offervilje, beslutsomhed og tro. Vi er alle en del af genoprettelsen og Kirkens historie. Vi har hver især en mission at udføre i dette liv, som vil være med til at få evangeliet til at dække hele jorden. Når vi lærer mere om fortidens hellige, vil vi blive styrket til at opfylde vores egen mission som Guds døtre og sønner.
I de mere end 24 år, jeg har været generalautoritet, har det været brødrenes ønske at være så åbne som muligt, både hvad angår Kirkens historie og læresætninger. Vi føler, at indsatsen for at trække nye ressourcer frem – i særdeleshed The Joseph Smith Papers, evangeliske emneessays, emner i Kirkens historie og nu serien i flere bind Saints1 – er en vidunderlig måde at få folk til at studere ting i en sand kontekst på, der vil hjælpe dem til at forstå Jesu Kristi evangelium som troværdigt.
En af mine yndlingsberetninger i Saints er historien om Addison Pratt, der tog til det sydlige Stillehav. Han døbte i omegnen af 60 mennesker. Min hustru, Mary, og jeg fik mulighed for at besøge øer i Australien og Fransk Polynesien, hvor Addison underviste.
En af de mere bemærkelsesværdige oplevelser, jeg nogensinde har haft, var at høre en ung kvinde sige: »Jeg er syvende generationsmedlem af Kirken.« Addison Pratt havde døbt en af hendes forfædre, inden de hellige drog mod Utah.
Hvor i verden I end er, uanset hvad jeres slægtslinje er, så er I vigtige, I er en del af Kirkens historie. Vi har stort behov for jer og ønsker, at I er med. I vil velsigne menneskers liv.
Hvorfor er Kirken ikke mere åben omkring nogle af de kontroversielle ting i dens historie?
Kate Holbrook
Til venstre: Illustration af David Green
Da jeg var fire år gammel, arbejdede min mor og bedstemor i Beehive House, Brigham Youngs gamle hus i Salt Lake City i Utah. De lærte mig om Brigham Young, og at han havde mange koner. Omtrent 10 år efter lærte jeg, at Joseph Smith havde mange koner. Jeg lærte ikke om seerstenene, som Joseph brugte som hjælp i oversættelsen af Mormons Bog, før jeg var blevet voksen. Kirken skjulte ikke information for mig, men der blev ikke lagt så stor vægt på historisk information, da jeg var helt ung.
Det, jeg lærte til mine søndagsmøder og i min seminarklasse handlede om det, som Kirken primært arbejder for. Jeg lærte om omvendelse. Jeg lærte at leve mit liv i harmoni med Jesu Kristi evangelium. Jeg lærte, hvordan jeg skaber et forhold til min Fader i Himlen. Og det er det vigtigste i mit liv. Jeg ved, at for visse mennesker kan det være rigtig smerteligt at lære om noget, som man føler, at man burde have vidst. Det er derfor, Matt og jeg arbejder med det, vi gør. Vi håber, at den oplevelse nu kan blive noget, der hører fortiden til, fordi vi nu har bogen Saints, som skildrer hele historien for folk.
Hvordan kan vi vide, om en kilde til Kirkens historie er pålidelig?
Matt Grow
Jeg har arbejdet for Kirken i de sidste 9 år med at skrive historien. Jeg har set vores generalautoriteters holdning til vores historie. Samtalerne handler ikke om, hvordan man kan skjule eller censurere historien. De handler derimod om, hvordan vi kan gøre historien mere tilgængelig og forståelig.
Vi ved, at det i informationsalderen ikke er en udfordring at finde svar – vi er omgivet af svar – men at skelne mellem gode svar og dårlige svar, god information og misinformation. Der er så mange diskussioner på nettet om vores historie, og de fleste af dem opildner langt mere end de oplyser.
Pas på de informationskilder, der kun forsøger at nedgøre folk. Se i stedet for efter informationskilder, der er baseret på folks egne efterladte optegnelser, og som forsøger at være fair mod dem. Det er nemt at lege fangeleg med fortiden, at tage et citat eller en episode ud af konteksten og få det til at se alarmerende ud.
Som historiker forsøger jeg at følge et råd fra en britisk forfatter. Han sagde: »Fortiden er et fremmed land; de gør tingene på en anden måde der« (L.P. Hartley, The Go-Between, 1953, prolog). Det betyder, at når vi besøger fortiden, ønsker vi ikke at være dårlige turister. Vi ønsker at prøve at forstå folk i deres rette kontekst og deres egen kultur. Vi ønsker at være tålmodige med det, vi kan opfatte som fejl ved dem. Vi ønsker at være ydmyge omkring vores egen begrænsede viden. Og vi ønsker at have en ånd af næstekærlighed omkring fortiden.
Joseph Smith og Mormons Bog
Da jeg var teenager, troede vi ikke, at min storebror fik lov til at tjene som missionær, fordi menigheden kun måtte sende en ung mand af sted på mission ad gangen. Alle andre skulle stå til rådighed for militærtjeneste. Men vores biskop og stavspræsident fandt ud af, de kunne sende en mere. Så de talte med min bror om det, og han kom hjem og talte med mine forældre.
Min far var en vidunderlig mand, men han var ikke aktiv i Kirken. Han reagerede negativt – men af en ualmindelig årsag. Han var ikke kritisk over for Kirken eller tanken om en mission, men min bror forberedte sig på at studere til læge. Min far sagde: »Du har forberedt dig på lægestudiet. Du har taget klasser. Du kan gøre mere godt, hvis du bliver færdig som læge, end du kan på en mission.«
Den aften kom min trofaste, vidunderlige bror ind og snakkede med mig. Vi kom frem til, at det i virkeligheden var tre spørgsmål, der afgjorde svaret til vores far. Det første var: »Er Jesus Kristus verdens Frelser?« Og det andet var: »Er Mormons Bog Guds ord?« Og det tredje var: »Var Joseph Smith en sand profet?« Jeg indså, at svarene på de tre spørgsmål ville komme til at påvirke næsten alle de beslutninger, jeg ville komme til at træffe resten af mit liv.
Jeg havde altid elsket Frelseren, og jeg havde læst Mormons Bog, men da jeg indså, hvor væsentlige de svar var, bad jeg den aften og modtog igennem Helligånden dybe bekræftende svar på de spørgsmål. Jesus Kristus er Frelseren, Mormons Bog er Guds ord, og Joseph Smith var profet. Jeg vidner om, at disse ting er sande.
Hvorfor er beretningerne om Joseph Smiths første syn lidt forskellige?
Matt Grow
Joseph Smith nedskrev eller bad sine skrivere om at nedskrive fire forskellige beretninger om det første syn. Beretningerne er en konsistent historie, men der er nogle forskelle. Det bør ikke overraske os. Hvis disse beretninger var fuldstændig ens, var det der, hvor jeg som historiker ville blive mistænksom, fordi det er ikke sådan, at hukommelsen virker. Vi ser det samme mønster i andre historiske beretninger eller i skrifterne (se ApG 9:7; 22:9).
Husk også på, hvor svært det er at beskrive en hellig oplevelse med ord. Joseph kaldte sproget for »et lille, trangt fængsel« (i History of the Church, 1:299). Tænk over jeres egne mest hellige oplevelser. Hvor let er det at sætte ord på dem? Vi bør være glade for, at vi har flere forskellige beretninger, for de giver os ny indsigt og et nyt perspektiv. Læs de fire beretninger om det første syn i evangeliske emneessays. Det vil øge jeres påskønnelse af det, der skete den dag.
Hvilken rolle spillede Urim og Tummim i oversættelsen af Mormons Bog?
Kate Holbrook
Til venstre: Illustration af David Green
Joseph Smith oversatte Mormons Bog ved Guds gave og kraft. Urim og Tummim, der bliver nævnt i Mormons Bog, blev nedgravet sammen med pladerne. Da Moroni gav Joseph Smith guldpladerne, gav han ham også Urim og Tummim. Den seersten, som Joseph også brugte, når han oversatte, lå ikke nedgravet sammen med pladerne. Den fandt Joseph selv nogle år tidligere, og den hjalp ham til at føle sig i harmoni med åndelig åbenbaring. Så han brugte begge dele.
Emma, der var en af hans skrivere, sagde senere, at når Joseph satte sig ned for at begynde at oversætte igen, spurgte han ikke: »Hvor var det nu, jeg var? Hvor var det, vi stoppede?« Han begyndte bare lige der, hvor de var stoppet. Hvis I ser på en side i Joseph Smiths personlige dagbog, som han skrev tre år efter, at han havde oversat Mormons Bog, så er den fuld af ord, han har streget over, ufuldstændige tanker og afbrudte sætninger. Når I ser på en side i den dikterede Mormons Bog, så er der ikke noget af det. Det er formfuldendt smuk prosa – med hele sætninger uden udstregninger.
Det er alt sammen meget interessant at tænke på, men det, der betyder noget for mig, er indholdet i Mormons Bog. I Mormons Bog lærte kong Benjamin mig at sætte generøsitet over fordømmelse, der lærte Alma mig, hvad det betød, når jeg blev døbt, hvad jeg lovede at gøre for og med mine medhellige. Og i Mormons Bog lærte Moroni mig om, hvor vigtig barmhjertighed er, og hvad man må gøre for at opnå den. Mormons Bog har formet mig som menneske og måden, jeg ser verden på.
Flerkoneri
Jeg ville gerne kommer med tre pointer omkring flerkoneri. For det første, står det klart, at der var mange ofre forbundet med flerkoneri. Der var en masse kærlighed og enighed, men der var også ofre, og forældrene i de ægteskaber lærte deres børn noget om at ofre. Mange børn af disse polygame ægteskaber bragte Jesu Kristi evangelium ud over meget af verden til velsignelse for mange.
For det andet, var der nogle, så som Vilate Kimball, der selv modtog personlig åbenbaring – inden de helt vidste, hvad der ventede – om, at denne doktrin kom fra Gud.2
Og for det tredje, i Kirkens øverste råd er der en opfattelse af, at flerkoneri, som det blev praktiseret, opfyldte sit formål. Vi bør ære de hellige, men formålet med det er opnået.
Nu er der ubesvarede spørgsmål. Men jeg vil gerne have, at I skal vide, at vi har en kærlig himmelsk Fader, der har en fuldkommen plan, at hans plan handler om lykke, og at vi har en Frelser, der har gjort alt for os. Vi kan stole på dem.
Hvorfor praktiserede de flerkoneri i Kirkens første tid?
Kate Holbrook
Mormons Bog siger om flerkoneri, at monogami er Herrens ønske for sit folk, men der er sjældne undtagelser, hvor han giver befaling om flerkoneri for at kunne skaffe sig et retfærdigt folk (se Jakob 2:30). Dette er den sjældne undtagelse, som Joseph Smith blev befalet at foranledige. Joseph satte i årevis hælene i, og han var tilbageholdende med at gøre det, men til sidst indførte han flerkoneri, fordi han ønskede at være lydig mod Guds befalinger til ham. Han prøvede at praktisere flerkoneri i midten af 1830’erne, men det var egentlig først i 1841, at han langsomt, og mere officielt, introducerede sine betroede for denne praksis. De blev chokerede. De tryglede i bøn deres Fader i himlen for at forstå dette princip, og de modtog personligt vidnesbyrd om, at det var rigtigt for dem på det tidspunkt.
Flerkoneri, der blev praktiseret officielt i ca. 50 år, var noget folk kunne vælge. Lærde prøver stadig at afgøre, hvor mange voksne sidste dages hellige der faktisk var en del af flerkoneriet, men vi ved, at det generelt var et mindretal blandt de hellige. Og vi ved, at mange af dem var de mest hengivne, gudfrygtige, trofaste medlemmer af vores kirke. I 1890 udstedte Wilford Woodruff (1807-1898) så en erklæring, der skulle blive enden på flerkoneri. For visse mennesker var det en lettelse. Flerkoneri havde været svært for dem. Og atter andre blev fortvivlede over bekendtgørelsen. De havde ofret så meget, og de havde vidnesbyrd om dette princip.
Nogle medlemmer af Kirken undrer sig over, hvilken betydning vores tidligere praksis med flerkoneri vil få for livet herefter. Kirkeledere har lært os, at flerkoneri ikke er nødvendigt for ophøjelse eller for evig herlighed. Selvom jeg personligt er taknemmelig for, at monogami er reglen og polygami undtagelsen, så udelukker jeg ikke de vidnesbyrd og den ærværdige lydighed, som vores åndelige forfædre udviste ved at praktisere dette princip. De var lydige, og de havde et vidnesbyrd om, at det var rigtigt.
Templer og pagter
Foroven: Templet i Kirtland, af Al Rounds; til højre: Moses, Elias og profeten Elias, af Gary Ernest Smith
I Kirtland var en af de helt ufattelige ting, der fandt sted, opførelsen og indvielsen af templet i Kirtland. Indvielsesbønnen, som Joseph modtog gennem åbenbaring, er at finde i afsnit 109 i Lære og Pagter. I den bøn bad han Herren om at godtage de helliges håndværk og ofre for at bygge templet.
En uge efter indvielsen af templet fik Joseph Smith og Oliver Cowdery endnu et syn. Det skete i påsken, som også faldt sammen med den jødiske påske. Herren kom i et syn og godtog huset. Han fortalte de hellige, at de skulle fryde sig over, at de »med al deres kraft [havde] bygget dette hus til [hans] navn« (L&P 110:6). Da synet blev lukket, kom tre fordums profeter til syne: Moses, der gengav nøglerne til Israels indsamling fra jordens fire hjørner; Elias, der overdrog Abrahams evangeliums uddeling og profeten Elias, som gengav nøglerne til beseglingsmagten (se L&P 110:11-16).
Gengivelsen af disse nøgler var absolut nødvendig for at fuldføre Herrens hensigter. Vi havde ikke alene brug for Mormons Bog, men også for de nøgler og tempelordinancer. Disse nøgler har aldrig været så vigtige, som de er nu.
Jeg har bemærket, at når en af de Tolv Apostle kaldes som profet, vendes hans hjerte på dramatisk vis mod templets ordinancer. Jeg havde privilegiet af at være med til indvielsen af templet i Nauvoo i Illinois med præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008). Jeg husker, hvor dybt bevæget han var over, at dette tempel var blevet bygget, og hvor vigtigt det var for ham at give de hellige templer. Præsident Thomas S. Monson (1927-2018) fortsatte indsatsen og modtog samme inspiration fra himlen, som præsident Hinckley gjorde. Og vi har på dramatisk vis set den inspiration hos præsident Russell M. Nelson. Profetens kappe er faldet på ham, og han har fået en øget opmærksomhed på det dyrebare ved templets ordinancer.
Et af hans første budskaber som præsident for Kirken var en opfordring til folk om at tage til templet, modtage deres ordinancer og blive på pagtens sti. Lige derefter sagde han, at hvis man af en eller anden årsag var faldet fra pagtens sti, skulle man se at komme tilbage.3
Hvordan velsignede tempeltjeneste de første sidste dages hellige?
Matt Grow
Da Joseph Smith døde, stod murene til templet i Nauvoo mindre end halvt færdige, og snart stod det klart for præsident Brigham Young (1801-1877), at de hellige igen ville blive fordrevet. Så han spurgte Herren: »Skal vi blive og bygge templet færdigt, velvidende at vi må forlade det, ligeså snart det er færdigbygget, eller skal vi rejse nu?« Svaret kom tydeligt, »Bliv« (se Brigham Youngs dagbog, 24. jan. 1845, Kirkens Arkiver; Ronald K. Esplin, »Fire in His Bones«, Ensign, mar. 1993, s. 46). Begavelses- og beseglingsordinancerne var så vigtige, at de hellige var nødt til at blive.
Så i det følgende år, lagde de alt, hvad de havde, i templet. Hen mod enden blev deres hjem rundt om i Nauvoo brændt ned, og de hellige forberedte sig på at drage mod vest, lige så snart de var færdige med templet. I december 1845 stod tilpas meget af templet færdigt til, at de hellige kunne indvie en del af det, og give de værdige deres begavelse og besegle ægtemænd og hustruer.
I løbet af de næste få måneder arbejdede de i døgndrift for at forberede alle åndeligt på den store vandring mod vest. For mig er det grundlæggende og helligt, at jeg med samme myndighed er beseglet til min hustru, mine børn, forældre og tidligere generationer og endnu ufødte generationer. Det er det genoprettelsen har gjort mulig.
Kan I fortælle om en begivenhed i forbindelse med genoprettelsen, der har styrket jeres vidnesbyrd?
Kate Holbrook
Til venstre: Illustration af David Green
Jeg husker en historie om Emma Smith, der prøvede at flygte fra forfølgelsen i Missouri. Mississippifloden var kun delvist tilfrosset – isen var ikke stærk nok til, at en vogn med mennesker og deres ejendele kunne færdes på den. Det er en bred flod, og den var farlig at krydse. Emma havde et seksårigt barn, der holdt fast i hendes skørter, en otteårig ved siden af, en toårig på den ene arm og et spædbarn i den anden arm.
En svigerinde til en af Josephs skrivere havde syet bomuldsposer, der var knappet rundt om taljen. I disse poser under Emmas nederdel, bar hun den eneste udgave af Josephs oversættelse af Bibelen, som han havde arbejdet på i månedsvis. Med de dokumenter og sine børn tog hun et skridt ad gangen over den tilfrosne flod i håb om, at hun ikke faldt igennem isen.
For mig er det et fuldendt udtryk for mod og tro – et signal om, at når man er nødt til at gøre noget for det, man tror på, bevæger man sig bare fremad, en fod foran den anden.
Foroven: Illustration: Dan Burr; Miraklet ved Quincy, af Julie Rogers; Joseph Smith i fængslet i Liberty, af Greg K. Olsen
»Vær ved godt mod«
Mange af jer oplever udfordringer og prøvelser. Nogle af dem skyldes handlefriheden. Nogle af dem skyldes, at der er en modstander. Men I skal vide, at vi har en kærlig Fader i himlen, og at Jesu Kristi forsoning kan velsigne os på måder, som vi måske ikke helt forstår.
Nogle historikere siger, at antallet af hellige, der flygtede fra Missouri til Nauvoo i løbet af vinteren 1838-1839 var helt oppe på 8000. Det var vinter. Hvor var Joseph? Han sad i fængsel i Liberty, sønderknust over det, de hellige blev udsat for. Han følte sig forladt.
I den svære situation modtog han noget af det smukkeste i skriften – afsnit 121, 122 og 123 i Lære og Pagter. De er bemærkelsesværdige. Jeg håber, at I vil læse dem. Saints indeholder en kort beretning om den begivenhed:
»Joseph græd på de uskyldige helliges vegne. ›O Herre,‹ bønfaldt han, ›hvor længe skal de lide denne uret og ulovlige undertrykkelse, førend dit hjerte bliver blødgjort over for dem?‹
›Min søn, lad der være fred i din sjæl,‹ svarede Herren, ›din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik, og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender.‹
Herren forsikrede Joseph om, at han ikke var glemt. ›Hvis selve helvedes gab åbner sig vidt for at opsluge dig,‹ sagde Herren til Joseph, ›da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.‹
Frelseren mindede Joseph om, at de hellige ikke kunne lide mere, end han havde gjort. Han elskede dem og kunne sætte en stopper for deres smerte, men han valgte i stedet at bære deres lidelser med dem, at bære deres bedrøvelse og sorg som en del af sit sonoffer. En sådan lidelse fyldte ham med barmhjertighed, gav ham kraft til at bistå og forædle alle, som vendte sig til ham i deres prøvelser. Han opfordrede inderligt Joseph til at holde ud og lovede aldrig at svigte ham.«
Ældste Heber C. Kimball (1801-1868) havde troet, at dommerne ved højesteretten i Missouri ville løslade Joseph, men det gjorde de ikke. Heber vendte tilbage til fængslet i Liberty, hvor han ikke fik adgang til fangehullet, og råbte de dårlige nyheder ned til Joseph.
Joseph svarede ham varmt og venligt. »Vær ved godt mod,« sagde han. Så gav han Heber besked om at »få alle de hellige væk så hurtigt som muligt.«4
I dette ligger der en lektie til jer; vær ved godt mod, uanset hvad jeres udfordringer er. Hvis visse ting frister jer, så fjern jer fra dem. Stol på Helligånden. Josephs eksempel i fængslet i Liberty og de hellige, der flygtede fra Missouri til Nauvoo, er vidunderlige eksempler på styrke og tro på Herren Jesus Kristus.
Som apostel bærer jeg vidnesbyrd om Jesus Kristus. Jeg er et sikkert vidne om hans guddommelighed. Jeg ønsker, at I ved, at han vejleder og leder Kirken på en måde, der vil velsigne os alle. Jeg vidner om, at Herren lever.
Se hele foredraget ved at klikke ind på devotionals.ChurchofJesusChrist.org.