Anderledes, men sammen
Forfatteren bor i Georgia i USA.
»Lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil« (TA 1:11).
Ellie og hendes familie skulle besøge deres fætre og kusiner, der boede langt væk. Ellie var så spændt! Hun havde ikke set dem i lang tid.
Inden de tog af sted sagde Ellies forældre, at de skulle tale om noget.
»Når vi er sammen som familie, beder vi altid bordbøn. Og nogle gange taler vi om kirken, ikke?« spurgte far.
»Nemlig!« sagde Ellie.
»Tingene bliver lidt anderledes på denne tur,« sagde mor. »Jeres moster og onkel kommer ikke i kirke mere. Og de kan ikke lide, når folk nævner den.«
Ellie rynkede panden. »Hvorfor ikke?«
»Vi kender ikke alle årsagerne,« sagde far. »Men de elsker os meget højt. Jeg tror ikke, at de har lyst til at skændes med os eller såre vores følelser. Så de har bedt os om at lade være med at tale om kirketing hos dem.«
Ellie nikkede.
»Vi kan stadig læse vores skrifter og bede, mens vi er der. Men vi gør det bare for os selv,« sagde mor.
»Hvad så når vi skal vi spise?« spurgte Ellies søster.
»Lad os vente og se,« sagde mor. »Hvis de ikke beder bordbøn, kan vi hver især bede indeni os selv.«
»Okay,« sagde Ellie. »Det kan jeg godt.«
Næste dag stimlede Ellies familie sig sammen i bilen. De kørte til langt ud på aftenen. Da de endelig nåede frem til deres fætre og kusiners hus, hjalp Ellies moster og onkel dem med at få deres tasker ud af bilen. Så gik alle i seng.
Næste morgen bad Ellie en bøn, inden hun gik i køkkenet for at få morgenmad. Hun følte sig lidt nervøs for at se sin familie. Men så satte hendes moster sig ved siden af hende og smilede varmt til hende.
»Nogle af os tager hen på din kusines salon senere i dag. Vil du med?« spurgte hun Ellie.
»En frisørsalon?« spurgte Ellie.
»Jeps! Du og din søster kan få håret ordnet, hvis I vil.«
Ellie smilede og nikkede. Det lød sjovt!
Da de havde spist morgenmad, tog de en bus til salonen. Ellie elskede at se sin kusine arbejde. Hendes fingre fløj frem og tilbage, mens hun redte og flettede hår. Da alle havde fået ordnet hår, lavede de modeshow foran spejlene i salonen og fniste og grinede over deres nye frisurer.
Næste dag faldt regnen tungt. Så alle valgte at blive indenfor og spille brætspil. Ellie og en af hendes kusiner var på det ene hold mod to af de ældre drenge. De drillede hinanden, mens de rykkede rundt med deres brikker på brættet.
»Vi vandt!« råbte Ellie, da hun rykkede sin brik til slutfeltet. De gav hinanden »high fives« - selv de ældre fætre, der lod som om, de var sure over at tabe.
Der gik kun nogle få dage, så var det tid til at skulle hjem. Da Ellie kravlede ind bag i bilen, hørte hun sin familie sige farvel.
»Vi kommer til at savne jer!«
»Kom snart tilbage!«
»Vi elsker jer højt!«
Ellie smilede og vinkede, mens de kørte væk. Hun havde haft det rigtig sjovt. Selvom de troede på noget forskelligt, kunne de stadig være en glad familie. ●