Det sidste ord
Vidnesbyrd og omvendelse
Fra en tale holdt ved oktoberkonferencen 2012.
En vigtig lektie om forbindelsen mellem vidnesbyrd og omvendelse ses tydeligt i Mosijas sønners missioneringsindsats.
»Så mange som blev bragt til kundskab om sandheden ved Ammons og hans brødres forkyndelse i overensstemmelse med åbenbarelsens og profetiens ånd og Guds kraft, som gjorde mirakler ved dem – ja … så sandt som Herren lever, at så mange af lamanitterne, som troede på deres forkyndelse og blev omvendt til Herren, faldt aldrig fra.
For de blev et retfærdigt folk; de nedlagde oprørsvåbnene, så de ikke mere kæmpede mod Gud …
Se, dette er dem, der blev omvendt til Herren« (Alma 23:6–8).
Der beskrives to væsentlige elementer i disse vers: (1) kundskab om sandheden, som kan tolkes som et vidnesbyrd, og (2) omvendt til Herren, som jeg forstår som en omvendelse til Frelseren og hans evangelium. Således frembragte den stærke kombination af både vidnesbyrd og omvendelse til Herren fasthed og standhaftighed og gav åndelig beskyttelse.
Et vidnesbyrd er en åndelig kundskab om sandhed, der opnås ved Helligåndens kraft. Fortsat omvendelse er en konstant hengivenhed for den åbenbarede sandhed, vi har fået – med et hjerte der er villigt og af retfærdige årsager. Kundskab om, at evangeliet er sandt, er kernen i et vidnesbyrd. Bestandigt at være tro mod evangeliet er kernen i omvendelse. Vi bør vide, at evangeliet er sandt og være tro mod evangeliet.
At lægge værdsatte »oprørsvåben« som selviskhed, stolthed og ulydighed til side kræver mere end blot tro og viden. Overbevisning, ydmyghed, omvendelse og underdanighed går forud for nedlæggelse af vores oprørsvåben. Er I og jeg stadig i besiddelse af oprørsvåben, der afholder os fra at blive omvendt til Herren? Hvis det er tilfældet, så har vi brug for at omvende os nu.
Jeg lover, at når vi kommer til kundskab om sandheden og omvendes til Herren, vil vi forblive trofaste og standhaftige og aldrig falde fra.