Da jeg følte mig ført bag lyset om Kirken
Derfor gik jeg. Og derfor kom jeg tilbage.
Illustrationer af Mark Smith
For adskillige år siden fulgte jeg en samtale på de sociale medier mellem to af mine tidligere missionærkammerater. Det var mænd, jeg elskede og respekterede.
De drøftede nogle spørgsmål, de havde om Kirken og dens lære. Det stod snart klart, at de begge havde forladt Kirken. Det rystede og foruroligede mig. Jeg havde aldrig hørt om nogle af de ting, de drøftede. Jeg følte, at jeg var nødt til at vide, om de ting havde hold i virkeligheden. Så jeg begyndte at kigge efter argumenter hos nogle, der nærede tvivl om Kirken.
Nogle af de ting, jeg læste i løbet af de næste to år, førte til, at jeg stillede spørgsmål til alt ved Kirken. Nogle, som oplever dette, bliver kede af det. De sørger over den tro, de mister. Jeg blev vred. Jeg følte, at Kirken havde bedraget mig. Jeg var ikke sikker på, hvad der var virkeligt, eller hvem jeg kunne stole på.
Jeg fandt det svært at gå i kirke. Jeg bad om at blive afløst fra min kaldelse. Mit forhold til min hustru, Cheri, og min familie blev anstrengt. Jeg fortsatte med at gå i kirke, men jeg var der kun for syns skyld og for at holde sammen på min familie. Livet var et rod. Jeg kunne ikke føle Ånden, og jeg tvivlede på, om jeg overhovedet nogensinde havde følt Helligånden.
Da mit ældste barn, Kayson, skulle på mission, kastede jeg en trist skygge over noget, der skulle have været en glædelig begivenhed. Efter to år vidste det meste af familie, hvad jeg gik igennem. Da de alle tog til templet med Kayson, der var hans første gang, var jeg ikke med.
Jeg følte mig så alene i det hele.
Støtte hele vejen omkring mig
En dag mødtes mine brødre for at tale med mig om, hvad jeg gik igennem. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad de sagde, men jeg vidste, at de gjorde det af kærlighed. Da vi talte, begyndte jeg at forstå, hvad jeg savnede. Det ansporede til en forandring. Det burde have været mig, der ordinerede Kayson til ældste. Det burde have været mig, der fulgte ham til templet. Det burde have været mig, der gav ham en fars velsignelse, inden han tog af sted. Det var meningen, at jeg skulle være der under de vigtige begivenheder i hans liv, ikke andre. Jeg husker, at jeg spurgte mig selv, hvad jeg lavede.
Kort tid efter følte en god ven sig inspireret til at præsentere mig for et medlem af hans stavspræsidentskab. Denne venlige mand lyttede opmærksomt på min historie og syntes at vide, hvad jeg ville sige, inden jeg sagde det. Vi talte sammen i flere timer. Min historie, mine spørgsmål, den logik jeg havde været udsat for, svarede til noget andre havde fortalt ham. Jeg begyndte at se, at der var fornuftige svar på mange af mine bekymringer, og at mange af mine spørgsmål, omend de var oprigtige, var blevet plantet af mennesker, der havde til hensigt at svække tro.
Forsvandt alle mine spørgsmål og bekymringer bare som dug for solen? Nej, selvfølgelig ikke. Men mit hjerte blev blødgjort nok til at indse en større sandhed: Spørgsmål er gode, men visse spørgsmål er vigtigere end andre.1 Var det værd at miste min familie og status hos Gud, fordi jeg havde ubesvarede spørgsmål? Da jeg begyndte at fokusere på de spørgsmål, der var vigtigst, først og satte Gud først i mit hjerte igen, begyndte jeg at finde svar, der forvissede mig om, at jeg var på vej tilbage på rette spor.
Min stavspræsident og biskop var der også for mig. De var en stor hjælp for Cheri og jeg i nogle svære stunder. De gav aldrig op. De og min familie på begge sider af sløret hjalp mig. Jeg ved, at vor himmelske Fader kender og elsker os. Han sender mennesker vores vej, når vi har brug for dem. Vi er bare nødt til at være villige til at tage imod deres hjælp.
Hvis det sker for jer
Jeg ved, at der er andre derude, der går igennem noget lignende. Det kan være jer selv eller nogle, I kender.
Jeg ved, at Frelseren stiftede sin Kirke med den fornødne myndighed til at sørge for de ordinancer og pagter, vi behøver for at vende tilbage til ham. Satan arbejder konstant på at bringe Herrens kirke i miskredit, og han skyr ingen midler. Det er let at stille spørgsmål og skabe tvivl. At falde i hans fælder kan ske for alle. Det kan være langt lettere at stole på den information og de svar, andre giver, frem for selv at gøre arbejdet med at finde sandheden »ved studium og også ved tro« (L&P 88:118; fremhævelse tilføjet). Men i sidste ende er det det, Gud fordrer af os.
Hvis I kæmper med spørgsmål eller tvivl om Kirken eller jeres tro, så finder I ikke sandheden ved at læse blogs eller lytte til podcasts af dem, der er imod eller har forladt Kirken. Men I stiller jer sikkert heller ikke tilfreds med overfladiske svar, og I synes nok heller ikke om forslaget om at »lægge jeres spørgsmål til side.«
Jeg lærte, at vi ikke altid kan leve på lånt lys, men at vi derimod må vende os til Gud, som er kilden til al lys og sandhed (se L&P 93:26). Vi må gennemtænke det i vores sind, men vi er også nødt til at spørge Gud, om det, vi tænker, er rigtigt (se L&P 9:8). Vi er selv nødt til at erfare, ligesom Joseph Smith gjorde (se JS-H 1:20) og være tålmodige i vores søgen (se Alma 32:41). Men at lære ved tro vil sige, at vi må bevise sandheden ved at efterleve den (se Joh 7:17; 1 Thess 5:21).
Da jeg studerede det, der var i modstrid med Kirken, følte jeg det bogstavelig talt som, om jeg var omtåget (se 1 Ne 8:23-24; 12:17). Da jeg greb fat i Guds ord og tog det første skridt mod ham, var alt, han behøvede at sende sin Ånd for at blødgøre mit hjerte.
Er håb nok?
Nogle få uger efter Kayson var taget af sted på mission, besøgte min stavspræsident mig. Jeg fortalte ham, hvad der var sket i de uger efter mine brødre havde talt med mig. Jeg sagde, at jeg gerne ville have en ny tempelanbefaling. Han spurgte, om jeg kunne svare passende på anbefalingsspørgsmålene. Jeg tilstod og sagde: »Præsident, jeg tror ikke, at jeg endnu kan sige, at jeg ved, at Kirken er sand, men jeg håber af hele mit hjerte, at den er. Og jeg vil leve mit liv i overensstemmelse med det håb. Er det nok?«
Han tænkte over det et øjeblik, så sagde han: »Travis, det vil altid være nok.«
Der er nogle ting, jeg stadig venter på at kunne forstå, men andre ting er blevet meget tydelige for mig. Jeg ved, at vor himmelske Fader elsker mig. Jeg ved, at vi kan strejfe om og kæmpe til tider. Men jeg ved, at gennem Kristus, hans forsoning og det håb, den giver, er det muligt at komme tilbage på den sti, der fører tilbage til ham.
Forfatteren bor i Utah i USA.