Sådan forbereder jeg mig på et tempel i Indien

Yeshwanth Kosireddy

Jeg har altid gerne villet i templet. Nu, hvor profeten har bekendtgjort et tempel i Indien, kan jeg se frem til, at jeg kan modtage mine ordinancer her.

Som født og opvokset i Indien var min familie og jeg hinduer. Jeg har altid været omgivet af tro på, at der var mange guder at tilbede. Da jeg var ung, havde jeg også venner, der var kristne. De fortalte mig, at der kun var en Gud, der havde skabt verdenen og alle mennesker. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor jeg bad til så mange guder, når andre kun troede på en.

Da jeg kom i high school, fik jeg nogle dårlige vaner. Jeg drak meget, jeg var ubehøvlet og min familie var oprørt over min opførsel. Så jeg flyttede og begyndte forfra i Hyderabad, en by med en masse jobmuligheder.

Jeg begyndte at blive deprimeret og ensom på grund af min livsstil. En dag mødte jeg to mænd. De forklarede, at de var missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og fortalte mig om Jesu Kristi evangelium. Og igen blev jeg belært om, at der kun er en Gud, der har lagt en plan for lykke for alle sine børn. Deres budskab fyldte mig straks med glæde og håb. Jeg ville gerne lære mere.

Nu har jeg været medlem af Kirken i syv år. Jeg har ændret mig, jeg har set mirakler i mit liv, og jeg har lært så meget om evangeliet. Jeg elsker den glæde, det giver mig. Men der er endnu en vigtig del af evangeliet, jeg stadig har til gode at opleve – templet.

Fra det øjeblik jeg først hørte om templet, ønskede jeg komme dertil for at lære og mærke Ånden, at blive beseglet for evigt til min familie og indgå pagter med Herren. Men der er ingen templer i Indien, og jeg havde ikke haft mulighed for at rejse til et. Så mange sidste dages hellige i Indien og jeg har bedt utallige bønner, vi har fastet, og vi har ventet i tålmodighed og tro på, at der en dag ville blive bygget et tempel i Indien.

Under aprilkonferencen 2018 besvarede Gud vores bønner, da præsident Russell M. Nelson bekendtgjorde, at der ville blive bygget et tempel i Bengaluru i Indien. Jeg vil aldrig glemme den dag. Ånden fyldte mit hjerte med glæde og mine øjne med tårer ved profetens ord. Jeg takkede straks vor himmelske Fader for at besvare vores bønner. Og jeg er så spændt på endelig at skulle se og træde ind i templet om nogle få år.

Jeg er så glad for og stolt over at være medlem af Jesu Kristi Kirke. Jeg ved, at Herren gengav det sande evangelium på denne jord gennem profeten Joseph Smith. Jeg ved, at templet er der, vi kan komme Gud nærmere, blive beseglet til vores familie og lære mere om formålet med livet. Og mens jeg venter på, at templet bliver færdigbygget her i Indien, arbejder jeg hårdt for at forberede mig til at komme derind.

Jeg beder og lærer så meget, jeg kan, om templet, de pagter, jeg kommer til at indgå, og de ordinancer jeg vil modtage der.
Jeg spørger andre medlemmer, der allerede har været igennem templet, til råds om, hvordan man forbereder sig åndeligt.
Jeg lærer, hvordan man laver slægtsforskning, så jeg kan tage mine forfædres navne med til templet.
Jeg deltager i tempelforberedelsesklassen.

Jeg ønsker at være rede til den dag, hvor jeg endelig kan træde ind i templet og gøre det til en prioritet i mit liv. Jeg vil stræbe efter altid at være værdig til at komme derind, så jeg kan modtage lovede velsignelser, vejledning og længe ventede svar på mine bønner. Jeg kan næsten ikke vente til den dag.