Valget af den lige og snævre frem for den brede vej
Jeg stod ved en korsvej, og jeg vidste, at der kun var en måde at vide på, hvilken en jeg skulle tage.
Jeg voksede op i Nagano i Japan, med mine forældre. Religion var en del af alt, min familie gjorde. Min far knælede foran et buddhistisk alter hver morgen og aften. Jeg tænkte ikke på buddhisme som en religion – det var vores måde at leve på. Det ville havde været let for mig at forblive buddhist resten af mit liv, men Gud viste mig mange gange, at den lette eller populære vej ikke altid er den bedste vej.
Skolebog eller hellig bog?
Som teenagedreng kæmpede jeg meget med min identitet. Jeg spekulerede på, hvorfor jeg var på denne jord, og hvem det var meningen, jeg skulle blive. Da jeg var omtrent 13 år, gav skoleinspektøren hver eneste elev en udgave af Det Nye Testamente med engelsk og japansk tekst side om side. »Det er ikke af religiøse årsager,« sagde han. »Det er en meget god oversættelse, så brug den til at læse engelsk.« Da jeg slog op i den, indeholdt den skriftstedshenvisninger til, når man føler sig ensom, har brug for svar eller kæmper med noget. Jeg kunne genkende alle situationerne!
Jeg læste om Jesus Kristus. »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28). »Tag jeres kors op og følg mig« (se Matt 16:24). Ordene gav genklang i mig, selvom jeg ikke helt forstod dem. Jeg tænkte over, hvem Jesus Kristus er, og hvad det vil sige at have ham som Frelser. Jeg spekulerede over, om jeg var den eneste, der følte en sådan tilknytning til noget, der bare skulle være en skolebog.
Løbe væk eller blive og lytte?
Nogle få år senere mødte jeg missionærerne for første gang. Mine forældre havde advaret mig mod de unge kristne, der gik rundt og prædikede. Jeg var på vej hjem, da en høj amerikansk missionær med et stort smil stoppede mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for, at han ville tale om sin kirke. Hvis han gjorde, måtte jeg løbe den anden vej! Han spurgte blot om, hvor postkontoret lå. Jeg fortalte ham det og gik hjem.
Da jeg gik væk, følte jeg noget. Hvis jeg ser missionærerne igen, tænkte jeg, vil jeg tale med dem.
Der gik ikke lang tid, før jeg løb ind i et andet par missionærer. Jeg blev overrasket over, at Gud hørte og besvarede bønner fra en dreng som mig, indtil jeg læste om Joseph Smith. Jeg havde læst i Det Nye Testamente om altid at bede, men at Gud gav sig til syne for mennesket? Det føltes både vildt og rigtigt. Frem for at løbe væk, traf jeg en aftale om, hvornår de kunne undervise mig.
Kom med undskyldninger eller opdag sandheden?
Efter en måneds møder med missionærerne, opfordrede de mig til at blive døbt. Jeg havde ikke lyst til at skuffe dem, men jeg tøvede med at forlade mine forældres traditioner og alle omkring mig. Jeg stod ved en korsvej, og jeg vidste, at der kun var en måde at vide på, hvilken en jeg skulle tage – jeg måtte bede som Joseph Smith. Jeg spurgte vor himmelske Fader i Jesu Kristi navn, om det, missionærerne havde undervist mig om, var sandt.
Det blev et vendepunkt for mig. Fra da af vidste jeg selv, at det gengivne evangelium er sandt. Ingen kunne tage den viden fra mig. Jeg vidste, hvilken vej jeg skulle tage, og intet kunne ændre det.
Jeg havde mange spørgsmål, da jeg var yngre. Jeg lærte, at jeg er Guds barn, han elsker mig, han har en plan for mig, og han ønsker at besvare mine bønner. Denne kundskab ændrede hele mit syn på livet. Jeg fandt ud af, hvem jeg er, og hvad jeg gør er vigtigt.
Passe ind eller skille sig ud?
Inden jeg opdagede, at jeg var Guds barn, ville jeg gerne passe ind blandt alle. Jeg var bange for at skille mig ud. Efter jeg fandt ud af, at jeg er Guds barn, indså jeg, at jeg kan skille mig ud; jeg kan være anderledes.
Bøn og forståelse af, at jeg er søn af Gud, gav mig mod til at fortælle mine forældre, hvad jeg følte, men de forstod det ikke helt. De tænkte, at jeg gjorde oprør og var for umoden til at træffe beslutningen om at blive døbt. De skammede sig over, at deres søn fulgte denne mærkelige religion frem for deres traditioner. Jeg vidste, hvem jeg var, og hvad jeg ønskede, men jeg ville også gerne ære mine forældre og håbede, at de ville ære min religion.
Ære mine forældre eller ignorere deres bekymring?
Jeg forklarede situationen for søstermissionærerne. De havde et forslag – de ville komme og tale med mine forældre, så de måske fik et andet syn på denne religion. Jeg sagde, at jeg var bange for, at de ikke ville tale med dem. En af søstrene foreslog, at vi fastede sammen.
Da jeg ikke spiste morgenmad, blev min mor bekymret. »Hvorfor spiser du ikke?« spurgte hun. Jeg forklarede, at jeg fastede, og det gjorde hende endnu mere bekymret.
»Først går du med til denne fremmede religion og nu spiser du ikke. Jeg er bekymret. Jeg er rystet! Jeg ringer til de missionærer.«
Hun ringede til søstrene, og på en eller anden måde fik de inviteret sig til middag hjemme hos os!
Vi havde det så hyggeligt. Missionærerne lærte mine forældre sangen »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195), og vi sang den sammen. Min far elskede det. Efter middag med søstrene var ingen af mine forældre bekymrede over, at jeg gik i kirke. Og jeg følte, at jeg var i stand til at ære dem ved at efterleve evangeliet, for det rummede faktisk alt, de havde lært mig. Jeg tænkte, at hvis jeg elskede dem længe nok og behandlede dem venligt nok, ville de med tiden forstå mig. Der gik 35 år, fra jeg blev døbt, til min mor blev døbt og gik igennem templet for nogle få år siden.
Det at vide, at jeg er Guds barn, har påvirket mange af mine valg i livet. Jeg ved også, at når vi følger Ånden og gør det, vor himmelske Fader beder os om, selvom det virker svært, vil han velsigne os. Det er altid det bedste valg.