I elsker, han frelser
Forfatteren bor i Utah i USA.
Vi bad om, at vores børns hjerte ville blive blødgjort. Så kom den ubehagelige (og befriende) erkendelse.
Min mand og jeg havde opdraget vores børn i evangeliet. Vi havde studeret skrifterne sammen som familie hver morgen, bedt sammen og holdt ugentlige familieaftener. Vi gik i kirke, spiste sammen og tog på familieferie. Vores børn tog regelmæssigt til templet for at udføre dåb for de døde, de gennemførte seminar og to af dem tog på mission.
Og som voksne begyndte de så at udforske veje og tanker, der adskilte sig fra det, vi havde lært dem. En for én holdt vores børn op med at komme i Kirken, indtil der kun var et af vores fem børn, der valgte stadig at komme. Vi fældede mange tårer over vores børn og spekulerede på, hvad vi som forældre havde gjort forkert, eller om der var noget, vi kunne have gjort anderledes.
I lang tid tryglede vi Herren om at ændre deres indstilling, og til sidst besvarede Herren vores bønner. Men ikke på den måde, vi havde forestillet os.
I stedet for at ændre vores børns indstilling, viste han os, at vi var nødt til at begynde at ændre vores. Selvom forældre har et vigtigt ansvar for at undervise sine børn, mindede han os om, at Jesus Kristus er deres Frelser og dommer.
I min bestræbelse på at frelse mine børn, brugte jeg mange timer i bøn, studium af skrifterne og i templet, hvor jeg tænkte, at gjorde jeg alt det rette, kunne jeg gøre mig fortjent til, at Gud greb ind – som om mine handlinger ville få Gud til at tilsidesætte deres handlefrihed og tvinge dem til at tro, som jeg gør.
Min mand og jeg ville så gerne redde dem, men vores version af redning lignede mere prædikener, kritik eller at vise skuffelse over deres valg, hvilket i sidste ende førte til strid. Vi indså, at vi i vores desperation for at få vores børn tilbage, faktisk skubbede dem længere væk. Jo mere de mærkede vores fordømmelse og skuffelse, jo mere undgik de os.
Mine bønner ændrede sig til en tryglen om, at mit hjerte måtte ændres. Jeg indså, at mine motiver for at ønske, at mine børn ændrede indstilling, ikke kom fra det rette sted. Jeg bad om mere kærlighed. Jeg bad også om at overvinde min følelse af skam og mindreværd over, at min familie ikke lignede de perfekte familier, som mine venner viste på de sociale medier med fotografier af deres børn, der blev gift i templet eller børnebørnenes dåb.
Da jeg vendte mig til Frelseren for at blive helet, begyndte mit hjerte at blive blødgjort over for mine børn. Jeg indså, at skulle jeg elske dem, som han gør, indebar det nogle ændringer. For ham er kærlighed ikke en metode – det er motivationen bag alt, han gør. Han har sagt, at han ikke gør »noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden« (2 Ne 26:24).
At jeg satte min lid til Frelserens evne til at udføre sit værk (se 2 Ne 27:20) lod mig rette mit fokus mod at elske mine børn og overlade frelse til Herren. Det betød ikke, at jeg opgav at prøve at hjælpe dem, men da det at elske dem blev min motivation i min omgang med dem, ændrede det den måde, jeg omgås dem på.
Jeg begyndte at se dem i et andet lys. Jeg begyndte at fokusere på deres styrker og talenter og begyndte at se, hvor kærlige, generøse, intelligente og gode mennesker de var.
Min mand og jeg lyttede mere og snakkede mindre. Vi spurgte ind til deres liv og interesser. I stedet for fordømmelse viste vi nysgerrighed. Vi erstattede kritikken og skuffelsen med udtryk for kærlighed, og vores børn kunne mærke, at det var ægte.
Vores hjem blev et sted, hvor de kunne føle sig elsket og accepteret. De holdt op med at holde ting skjult for os og begyndte at være åbne og ærlige om, hvad der foregik i deres liv. Vi kom tættere på hinanden.
Vores familie er stadig et værk under opførelse, men vores børn nyder at komme hjem til os og bruge tid sammen nu. De føler sig trygge med os og igennem vores kærlighed håber jeg, at de kan føle Guds kærlighed til dem. Jeg ved ikke, om det bliver i dette liv, at de vender tilbage til det, de blev undervist om som børn, men jeg ved, at de er i Frelserens hænder.