2020
Har I spørgsmål om evangeliet? Her er fem forslag til at finde svar
Juli 2020


Kun digitalt

Har I spørgsmål om evangeliet? Her er fem forslag til at finde svar

Jeg har også spørgsmål. Og det er ikke noget at være bange for.

»Er der nogen, der har nogen spørgsmål?«

Har I nogensinde hørt det, når en lektion er ved at være til vejs ende og tænkt: »Ja, jeg har en million spørgsmål« eller bare følt, at I var helt blanke, men I forblev tavse alligevel?

Det har jeg. Og sommetider er jeg stadig bange for at have spørgsmål.

Jeg er bange for ikke at vide nok, hvad andre tænker og løbe ind i information, der måske efterlader mig med flere spørgsmål.

Uanset hvad, bør ingen være bange for eller skamme sig over at have spørgsmål og ønsker om at forstå mere, især hvad angår evangeliet. Vor himmelske Fader ønsker, at vi søger større kundskab! Selv ældste Dieter F. Uchtdorf har sagt: »Det er ikke et tegn på svaghed at stille spørgsmål, det er en forløber for udvikling.«1

Alle har mere at lære. Og spørgsmål åbner en dør til kundskab og større tro – så længe, at I søger svarene på den rette måde! Her er fem måder at kaste lys over jeres spørgsmål på.

1. Tjek jeres kilder

Der er masser af gode pålidelige kilder, der kan give jer mere indsigt, som skrifterne og Kirkens materialer. Men der er også en masse falsk information og upålidelige kilder i verden. Heldigvis kan I skelne sandhed fra bedrag!

Anthony Sweat, assisterende professor i Kirkens historie og doktrin på Brigham Young University, har fem spørgsmål, man kan stille sig for at afgøre, om en kilde er pålidelig:

  1. Er det en primærkilde? (Er den skrevet eller fremstillet af nogle, der har deltaget i eller observeret begivenheden).

  2. Er det en samtidig beretning? (Er det optaget eller nedfældet tæt på tidspunktet for begivenheden).

  3. Har den en objektiv vinkel? (Forsøger forfatteren for så vidt muligt at være retfærdig, afbalanceret, uvildig og upartisk).

  4. Hvad er forholdet til andre kilder? (Stemmer datoer, fakta, påstande osv. overens med andre kilder, der omhandler den samme begivenhed).

  5. Understøttes påstande af beviser? (Udtalelser er baseret på solide beviser og understøttende data).2

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Når det gælder tro og overbevisning, hjælper det at rette sin forespørgsel mod dem, der har en!«3 Hans ord og de ovennævnte spørgsmål kan indgyde jer selvtillid til at finde pålidelig information.

2. Stol på profeternes ord

Profeter og apostle overbringer læresætninger og sandhed (og dermed svar til jer!) gennem åbenbaring. Jeg har utallige gange fundet trøst ved at læse eller lytte til en generalkonferencetale, når jeg er forvirret eller foruroliget.

Selvom man ikke forstår alt ved nogle af Kirkens lederes budskab, så husk at deres ord kommer fra vor himmelske Fader – de kommer fra en kilde af kærlighed og sandhed. Hvis I husker og stoler på ældste Ulisses Soares’ ord: »At vi har profeter er et tegn på Guds kærlighed til sine børn«,4 vil I føle håb, uanset hvilken kundskab I søger.

3. Studere skrifterne … virkelig studere

Hvordan ser jeres studium af skriften ud? Mit kunne være bedre! Men når jeg rigtig tænker over, hvad jeg læser, mærker jeg en forskel hos mig selv. Jeg føler større fred og håb. Prøv disse tip til, hvordan man åbner sit sind for inspiration fra skrifterne:

  • Indled og afslut jeres studium med bøn. Når I indbyder Ånden til at hjælpe jer med at forstå, vil I få større indsigt og flere tilskyndelser.

  • Skriv de tilskyndelser, som I modtager, ned. Når I læser dem på et senere tidspunkt, kan det hjælpe jer til at se nogle forbindelser og svar, I har fået over tid.

  • Brug et øjeblik på at være stille. Sid stille og læg mærke til de tanker og følelser, der dukker op, når I har læst og studeret. Husk, at Ånden taler med en stille, sagte røst.

4. Lær hvordan man modtager åbenbaring

I disse tider i livet har jeg har mere brug for vor himmelske Fader end ellers til at vejlede og hjælpe mig med at styrke min tro. Og jeg har sommetider været frustreret, når jeg har gjort alt for at indbyde Ånden, og jeg stadig ikke modtager svar fra himlen. Heldigvis har jeg lært af søster Sheri L. Dew, tidligere andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, at man for at åbne for kommunikationslinjerne med vor himmelske Fader skal stille sig selv disse spørgsmål:

  • Stiller I spørgsmål med en formodning om, at der er svar?

  • Er I villige til at stole på Herren og lade tvivlen komme ham til gode?

Og bed så vor himmelske Fader om:

  • At lære jer, hvordan han taler specifikt til jer.

  • Hvad han føler for jer.

»Læg så mærke til, hvordan han underviser jer,« siger hun, »deriblandt hvilke skrifter I drages mod, fremhævelser i generalkonferencebudskaber I ikke lagde mærke til første gang og så videre … Med tiden vil han fortælle jer det, og når han gør, vil I lære mere om at skelne åbenbaring gennem Ånden.«5

Disse to vigtige spørgsmål har gjort en stor forskel for min evne til at skelne og modtage åbenbaring.

5. Hold fast i det, I ved

Sommetider kommer svar ikke lige med det samme. Her og nu kan svaret ganske enkelt bare være at stole på vor himmelske Fader og være tålmodig. Husk ældste Uchtdorfs råd: »Betvivl derfor først jeres tvivl, før I betvivler jeres tro.«6

Føler I jer mismodige, så tænk på de sandheder I har i hjertet. Når jeg kæmper, husker jeg på de stunder, hvor jeg helt sikkert vidste, at jeg er en elsket datter af himmelske Forældre, at Gud har en plan for mig, og at Jesus Kristus er min Frelser.

Når man har spørgsmål, kan det være let at fokusere på det, man ikke forstår, frem for det, man forstår. Men er I villige til at blødgøre jeres hjerte, bevare et evigt perspektiv og ydmygt indordne jer vor himmelske Faders vilje, vil han altid lede jer til sandheden og give jer håb, indtil der tilflyder jer yderligere kundskab. Og en dag vil I have fået svarene på jeres spørgsmål (se L&P 101:32-36).

Noter

  1. Dieter F. Uchtdorf, »Spejlbilledet i vandet« (CES foredrag for unge voksne, 1. nov. 2009), broadcasts.ChurchofJesusChrist.org.

  2. Se Anthony Sweat, Seekers Wanted: The Skills You Need for the Faith You Want, 2019, s. 11-20.

  3. Ældste Jeffrey R. Holland, »Meldingen, meningen og mængden«, Liahona, nov. 2019, s. 6.

  4. Ulisses Soares, »Profeter taler ved Helligåndens kraft,« Liahona, maj 2018, s. 99.

  5. Sheri L. Dew, Worth the Wrestle, 2017, s. 8, 9, 41.

  6. Dieter F. Uchtdorf, »Kom, slut jer til os«, Liahona, nov. 2013, s. 23; se også Jeffrey R. Holland, »Herre, jeg tror«, Liahona, maj 2013, s. 93-94.

Udskriv