Kun digitalt: Unge Voksne
Hvad det kræver at få vores retfærdige ønsker opfyldt
Da min familie blev ramt af fattigdom, var jeg usikker på, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme på mission.
Længe inden jeg blev døbt ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ønskede jeg at tjene Herren. Jeg sagde altid til mig selv, at jeg ville tilegne ham al min tid, uanset hvad. Det var min drøm at tjene ham igennem hele mit liv. Og at slutte mig til Jesu Kristi Kirke gav mig en endnu bedre mulighed for at forfølge min drøm.
Jeg blev døbt i december 2017. Det var den bedste dag i mit liv. Evangeliet lærte mig at tænke anderledes, hvordan man inspirerer andre, overvinder sin frygt, og hvordan man styrker sine talenter og finder nye. Med tiden lærte jeg også om muligheden for at tjene som fuldtidsmissionær. Jeg vidste straks, at det var noget, jeg gerne ville. Så dag for dag forberedte jeg mig. Jeg læste skrifterne, kom til institut og passede min kaldelse. Men der var dog et problem i min familie, der gjorde mig usikker på fremtiden.
Fattigdom.
Da jeg blev 18, blev min familie ramt af fattigdom. Vi havde knapt til mad, skole eller transport til kirken. Det eneste, vi havde at holde fast i, var vores tro. Denne situation hæmmede virkelig min proces med at skulle tjene som missionær. Jeg talte med min mor om mit ønske, men hun gentog noget, hun så ofte havde sagt til mig: »Gør skolen færdig, og følg så dine drømme.« Vores økonomiske situation gav mig ikke meget valg. Så jeg arbejdede hårdt i skolen.
Jeg fik min eksamen og var endelig klar til at tage ud og tjene Herren. Men vi var stadig ramt af fattigdom.
Jeg blev frustrereret.
Jeg tænkte: »Jeg er blevet færdig med skolen og har gjort alt, jeg kan. Hvorfor går dette ikke i orden?« Jeg havde ikke lyst til at vente længere på, at min drøm gik i opfyldelse, men trods min skuffelse stolede jeg på, at tingene ville ordne sig med tiden.
Jeg besluttede at arbejde ekstra hårdt for at tjene alle pengene til mine missionsudgifter. Jeg bad hver dag, mødtes med missionærerne så ofte, det var muligt og styrkede mit vidnesbyrd ved at studere Kirkens materialer.
En masse af mine slægtning var imod min drøm om at tage på mission. De sagde, at det kun ville gøre situationen sværere for mig og min familie, hvis jeg tog på mission. Men jeg stod fast. Jeg vidste, at jeg ville tjene som missionær og at vor himmelske Fader ville åbne en udvej.
Efter lang tid med arbejde og opsparing, sendte jeg mine missionsansøgning ind. Da min biskop ringede til mig og sagde, at jeg havde fået mit kald, råbte og hoppede jeg af glæde. Jeg tog straks hen til stavskontoret og fik brevet. Den aften åbnede jeg mit missionskald og fortalte min familie, at jeg var blevet kaldet til at tjene i Cabanatuan missionen i Filippinerne.
Jeg græd af glæde den aften. Trods alt der var sket, var jeg igennem tro, hårdt arbejde og tillid til Herren endelig nået alt, jeg behøvede for at kunne tjene som missionær og opfylde min drøm. Jeg indså, at hvis jeg ikke havde oplevet modgang inden min mission, ville jeg ikke have været helt beredt fysisk, følelsesmæssigt, åndeligt, mentalt og økonomisk. Men på grund af omstændighederne havde jeg udviklet mig på så mange måder.
Jeg ved, at vor himmelske Fader har en plan for os alle. Alt, vi går igennem, giver måske ikke mening lige med det samme, og man kan ønske, at tingene sker noget hurtigere, men stol på hans timing frem for jeres egen. Hvis vi stoler på ham og udøver tro og arbejder hårdt, vil han lede os til opfyldelsen af vores retfærdige ønsker til rette tid og lade os vokse langs vejen (se Enosh 1:12 og Alma 29:4).