Venter på løftet
Min datter havde lagt afstand til Kirken, men jeg vidste, at hun ville blive velsignet af det, hun havde lært om evangeliet.
Illustration: Megan Schaugaard
Tre måneder inden jeg blev 21, blev jeg døbt sammen med min søster, min mor og min otteårige nevø. I årenes løb har vi holdt fast i evangeliet trods mange udfordringer.
Da min mand og jeg blev gift, var vi fast besluttede på at være aktive i Kirken. Da vi fik børn, stræbte min mand og jeg efter at være gode forældre og undervise i evangeliet i vores hjem.
En dag var jeg til konference med vores datter på et år. Under konferencen talte en områdehalvfjerdser om forældres ansvar for at undervise deres børn i evangeliet. Så kom han med et løfte, der gjorde et stort indtryk på mig. Han sagde: »Hvis et af jeres børn vælger at forlade Kirken, efter I har gjort alt for at undervise dem i evangeliet, vil de stadig være velsignede ved mindet om det, de har oplevet derhjemme.«
Den områdehalvfjerdsers ord fyldte mit hjerte med håb, for jeg havde niecer og nevøer, der havde forladt Kirken. Flere år senere forlod min datter, den samme etårige jeg havde i armene under den konference, Kirken, da hun blev 17. Hun havde mødt en, der ikke havde rod i evangeliet, og de blev gift. Hun kom aldrig i kirke efter det.
Det var smerteligt for mig. Jeg blev ved at spørge mig selv, hvad jeg havde gjort forkert. Hendes far og jeg har altid prøvet at holde buddene og tjene i Kirken. Vi elsker vores børn og ønsker det bedste for dem. Efter mange tårer og spørgsmål kom vi endelig til den konklusion, at vores børn bliver store, de udøver deres handlefrihed og tror ikke altid på det, de er blevet undervist om derhjemme.
Desværre gik min datters ægteskab i stykker, og hun ønskede stadig ikke at komme tilbage til Kirken. Alt, jeg kan gøre, er at huske det løfte om, at hun vil huske og blive velsignet på grund af det, hun er blevet undervist om derhjemme.
Jeg vedbliver med at bede for min datter. Jeg elsker hende af hele mit hjerte, og det sårer mig at se hende væk fra Kirken. Men jeg ved, at det, jeg har lært hende, er sandt på trods af min ufuldkommenhed. Jeg ved, at vor himmelske Fader er retfærdig og kærlig, og at han lytter til vores bønner. Jeg ved uden nogen tvivl i mit hjerte, at hvis jeg gør min del, vil han besvare dem til den tid, han anser for den rette.