Kun for unge
En vedvarende tilskyndelse
Illustrationer: Toby Newsome
En dag mens vi gik rundt og missionerede på de støvede veje i Kenya, kom min makker og jeg i snak med en dame. Hun tog imod den pjece, vi gav hende, men bad os ikke om at komme tilbage.
Nogle få dage efter befandt vi os på den samme vej, og vi fik en tilskyndelse til at følge op på hende. Jeg tænkte: »Hvorfor skal vi gå tilbage, når hun ikke bad os om at komme tilbage?« Men vi adlød tilskyndelsen.
Hun blev overrasket, da vi kom derhen, men hun sagde, at hun var glad for at se os. Vi begyndte at undervise, men det udviklede sig hurtigt til en diskussion. Min makker og jeg afsluttede lektionen med bøn og gik, umiddelbart enige om ikke at vende tilbage. Men allerede næste dag fik vi igen en stærk tilskyndelse til at vende tilbage. Jeg havde ikke lyst til at tage tilbage, men min makker sagde, at vi skulle lytte til Ånden. Så jeg slugte min stolthed, og vi tog tilbage. Da vi kom derhen, blev jeg meget overrasket. Damen virkede som et helt andet menneske. Hendes ansigtsudtryk var anderledes, og hun var villig til at lytte til det, vi sagde. Under vores næste besøg spurgte hun, om hun kunne blive døbt.
Fire uger senere blev hun døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Efter hun var blevet bekræftet som medlem, fortalte hun os, at hun var så taknemmelig for, at vi var kommet tilbage. Jeg lærte, at vi altid bør lytte til og handle på tilskyndelser. Vor himmelske Fader forbereder sine børn til at modtage evangeliet, og han bruger os alle til at finde dem gennem Helligånden.
Leaha M. fra KwaZulu-Natal i Sydafrika
Hvornår kunne jeg slutte mig til kirken?
Da jeg var omtrent fem år gammel, mistede min far sin tro og besluttede at forlade Kirken. Det var rigtig svært, særlig da jeg blev otte. Jeg glædede mig så meget til at blive døbt, men så sagde min far nej. Han ønskede, at jeg ventede, til jeg var blevet ældre, så jeg virkelig vidste, hvad jeg gik ind til. Så jeg så mine venner blive døbt.
Jeg husker, at jeg var forvirret – hvis Kirken var sand, hvorfor blev jeg så stoppet i at blive døbt? Som teenager var det ret svært at se alle de unge tage til templet, for jeg ville også så gerne dertil. Det var svært ikke at kunne tage del, men jeg vidste altid, at min chance ville komme!
I maj 2019 blev jeg endelig døbt i en alder af 16. Jeg huskede de mange erfaringer, jeg havde med at føle den rene glæde ved evangeliet og at få et vidnesbyrd. Det var en meget speciel oplevelse, og igennem alle de udfordringer, jeg havde haft med at nå dertil, vidste jeg af hele mit hjerte, at evangeliet er sandt, og at det altid har været det.
Trinity C. fra Colorado i USA
Årsagen til regler
Jeg var så spændt på at skulle til ungdomskonference, men så fandt jeg ud af, at der var en masse regler – for eksempel ingen mobiltelefoner eller at gå udenfor alene. Det virkede som om de voksne konstant havde et øje på os. Men jeg hyggede mig meget, fik en masse venner, arbejdede på et tjenesteprojekt og lærte om evangeliet.
Under et vidnesbyrdsmøde på konferencens sidste dag, talte en af lederne om, hvor meget han elskede os, stavens unge.
Hvis I elsker os, hvorfor er der så mange restriktioner her? tænkte jeg. Som om han kunne læse mine tanker, besvarede han i samme moment mit spørgsmål.
Lederne sætter reglerne, sagde han, ikke for at irritere os, men for vores sikkerheds skyld. I det øjeblik han sagde det, blev jeg rørt af Ånden. Jeg forstod, at vor himmelske Fader giver os bud af samme årsag. De er der ikke for at irritere os, men for at hjælpe os med at vende sikkert tilbage til ham (se L&P 82:2-9).
Helligånden rørte mig og hjalp mig til at vide, at det er sandt.
Serge P. fra Île-de-France i Frankrig