Billeder af pionerer i Indien
Mødet med Kirkens pionerer i Indien har ændret mit billede af pionerer.
Søskende Suvarna og Sarala Katuka sluttede sig til Kirken i 1984 og tog senere begge på mission.
»Når jeg tænker på pionerer,« som primarysangen lyder, »tænker jeg på tapre kvinder og mænd.«1 Historier om sidste dages hellige, der kæmpede sig frem i tro, har altid inspireret mig. Som ung mor har historierne om pionerkvinderne mindet mig om mine velsignelser som sidste dage hellig. Jeg har kunnet føde børn på et hospital og ikke i en håndkærre!
Definitionen på en pioner som »en foregangsmand, der bereder eller åbner vejen for andre«2, beskriver de sidste dage hellige pionerer, der rejste til Zion med vogne og håndkærrer. Men det beskriver også de nutidige pionerer og det spor af tro, de sætter over hele verden.
Da alle mine fem børn var begyndt at gå i skole, begyndte jeg at studere religionshistorie. Jeg valgte at undersøge Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Indien som emne for min ph.d.-afhandling. Min forskning i Indien har ændret mit billede af pionerer.
Støtter for Kirken
Forinden havde jeg som ung studerende i 1986 været i Sydasien med Brigham Young University Young Ambassadors. Det var en oplevelse, der ændrede mit liv, da den omfattede en dag i Calcutta (der nu hedder Kolkata) med moder Teresa. Det var lige så spændende at møde sidste dages hellige, der var nutidspionerer i Indien og Sri Lanka.
Et af disse medlemmer var Raj Kumar, der fandt Kirken, da han var til en forestilling af BYU Young Ambassadors i 1982. Da vi mødte ham, var han næsten lige kommet hjem fra sin mission i Fresno i Californien i USA. Han bar stadig sit missionærnavneskilt og fortsatte med at undervise alle i Delhi, der ville høre. Raj var en af de omtrent 600 medlemmer i Indien dengang, men for mig lignede han en ensom sidste dages hellig i et menneskehav af millioner.
I 1986 mødte jeg Raj Kumar efter hans mission. Han bar stadig sit missionærnavneskilt og fortsatte med at undervise alle, der ville høre.
Jeg blev inspireret af Raj Kumars eksempel, da jeg valgte at tage på mission. Raj banede også en vej af tro for nogle af de første indfødte indiske missionærer, der tjente i landet. Suvarna Katuka og hans missionærkammerater er delvist blevet oplært som missionærer i Chennai. Deres missionspræsident, der befinder sig i Singapore, har kaldet Raj til at give dem mere undervisning i Delhi.
Suvarna Katuka mindes, hvordan deres missionering ændrede sig på grund af Raj Kumars eksempel og undervisning. De blev i stand til at erstatte frygt med større tro og mod. Suvarna forklarer: »Jeg tror, at det var der min virkelige omvendelse begyndte. Jeg følte Helligånden, og det var der, jeg besluttede mig for at hjælpe med at opbygge riget her i Indien.« 3
Suvarna havde sluttet sig til Kirken i Rajahmundry. Der blev han sammen med fem brødre og en søster døbt i 1984. På sin dåbsdag blev Suvarna ordineret som præst og indsat som andenrådgiver i grenspræsidentskabet. I en velsignelse blev han også lovet, at forblev han trofast, ville han blive en »støtte for Kirken i Indien.«
Suvarnas søster Sarala har også været på mission. Inden hun tog af sted, præsenterede hun sin veninde Swarupa for evangeliet. Da Suvarna vendte hjem fra sin mission, blev han velsignet af sin søsters missionering og giftede sig med Swarupa. Den lille gren i Rajahmundry er nu blevet til en stav. Mange hjemvendte missionærer fra Rajahmundry er blevet ledere i Kirken over hele Indien.
Jeg mødte Suvarna og Swarupa Katukas børn, mens jeg underviste på BYU i 2014. Josh Katuka har for nyligt færdiggjort en mission i Bangalore i Indien, og hans søster Timnah har lige modtaget sit kald til samme mission. Da jeg spurgte Timnah og Josh, om de kendte Raj Kumar, svarede de: »Ja, han er vores onkel!« Raj Kumar havde giftet sig med Sarala.
Jeg er taknemmelig for, at familien Katuka præsenterede mig for flere andre pionerer, da de hjalp mig med at rejse i Indien. Mange af dem kan spore deres pionerspor tilbage til den kærlighed og det eksempel, som familien Katuka har udvist. På et tidspunkt fik Suvarna og Swarupa mulighed for at emigrere til Canada. Men det afslog de, fordi de følte, at Herren havde brug for, at de blev i Indien og opbyggede Guds rige der. Deres hengivne tjeneste har i sandhed gjort dem til støtter for Kirken.
Delwin Pond (i midten) præsenterede Michael Anthoney for Kirken i 1981.
Pionermedlemmer i Bengaluru og Hyderabad
I den sidste halvdel af det 20. århundrede er Kirken blevet etableret i forskellige byer i Indien af pionermedlemmer.4 Hver historie vidner om, hvordan Herren har ledt folk til det gengivne evangelium.
Michael Anthoney, et pionermedlem i Bangalore (nu Bengaluru), kom på mirakuløs vis i kontakt med et medlem af Kirken i 1970. Da Delwin Pond, en biskop i Utah, gik til en kiropraktor på grund af rygsmerter, så han en artikel i et blad hos kiropraktoren om en ngo, der sponsorerede studerende i Indien. Han følte sig stærkt tilskyndet til at støtte en af disse studerende. Det førte til 10 års anonym korrespondance, der kulminerede med, at familien Pond tog kontakt til Michael og fortalte ham om evangeliet. Michael blev døbt i 1981 og tjente som missionær i Salt Lake City i 1982. Han vendte hjem tidligt, fordi hans mor blev alvorligt syg, så han tjente de sidste tre måneder af sin mission i Bangalore, hvor han underviste adskillige af sine venner og andre, der blev medlemmer af den første gren der.5 Nu foreligger der planer om at bygge et tempel i Bengaluru.
Elsie og Edwin Dharmaraju sluttede sig til Kirken i Samoa og blev kaldet af præsident Spencer W. Kimball til at vende tilbage til deres hjem i Hyderabad som missionærer for deres familie. I 1978 blev 22 medlemmer af Elsie og Edwins familie døbt, og det blev begyndelsen på, at den første stav i landet blev dannet i Hyderabad i 2012.6
Medlemmerne af Hyderabad Stav betragter sig i dag som sidste dages pionerer. Deres pionerdag i staven har både været en hyldest af de tidlige pionerers rejse og til de nutidige pionerers rejse. Deres fejring har bestået af square dans, mindevandringer og tilmed håndkærreture.
Stavscenteret for Hyderabad Stav, som blev dannet i 2012 af præsident Dallin H. Oaks.
På deres pionerdag i 2014 havde de lagt isblokke i en række bag kirken og opfordrede medlemmerne til at tage deres sko af og gå over isen med tanke på, hvordan de tidlige pionerer havde krydset tilfrosne floder. Mod afslutningen af deres fejring blev medlemmer af Hyderabad stav opfordret til at huske de tidlige pionerers ånd, og at »de alle er pionerer i deres familie.«7
De lyttede også til John Santosh Murala, der dengang tjente i missionspræsidentskabet og talte om, hvordan hans tante Elsie og onkel Edwin Dharmaraju kom til Hyderabad for at undervise deres familie om evangeliet. John var den yngste af de 22 pionerer, der blev døbt i 1978.
Da jeg besøgte Hyderabad i 2014, fortalte John Murala mig sin historie og meget om Kirkens historie, som han flittigt havde gransket. Han præsenterede mig også for sin hustru, Annapurna, der fortalte mig en af de mest rørende sidste dages hellige historier, jeg nogensinde har hørt.
Annapurna var 12 år gammel i 1991, da hendes bror Murthy blev undervist i evangeliet af to missionærer i Hyderabad. Annapurnas forældre ville ikke give tilladelse til, at hun lyttede til missionærerne eller kom i kirken. Men Murthy gav hende en Mormons Bog og en lind strøm af anden kirkelitteratur, som hun kunne læse. Annapurna studerede evangeliet på egen hånd i syv år og fik et stærkt vidnesbyrd om, at det var sandt. Hun drømte om at blive døbt, tjene som missionær og blive gift i templet, men hun fik ikke lov af sine forældre.
Annapurna stod over for en svær beslutning i sit liv, da hun blev præsenteret for John Murala. John havde været fast i troen, siden han blev døbt i 1978, og han ledte efter et medlem af Kirken, som han kunne gifte sig med. Efter et meget kort møde, hvor Annapurna bar sit vidnesbyrd om evangeliet, var John overbevist om, at han havde mødt sin kommende hustru. Annapurna vidste, at giftede hun sig med John, ville hun kunne blive døbt og en dag beseglet i templet. Men på samme tid planlagde Annapurnas forældre et arrangeret ægteskab for hende.
Annapurna traf det svære valg at stikke af hjemmefra og gifte sig med John. Hun følte, at det var eneste måde, hun kunne blive medlem af Kirken på. Hun fortalte, at det knuste hendes hjerte at skulle forlade sine forældre. Men selv i dag siger hun: »For alles frelse … for mine efterkommere og for mine forældre og deres forfædre, var jeg nødt til at tage det skridt for at kunne gøre tempeltjeneste for dem.«8
Medlemmer af Hyderabad Stav fejrer pionerdag med sang, dans og håndkærreture.
John og Annapurna er taknemmelige for, at hendes forældre nu har accepteret deres ægteskab. Mange medlemmer i Indien har måtte ofre noget, akkurat som de tidlige pionerer, for at blive medlem af Kirken. Alligevel har disse hellige trængt sig frem med tro, fordi de ser sig selv som pionerer og bindeled i familier på begge sider af sløret. Jeg elsker de mange historier om tro, ofre og mod, som jeg har hørt fra medlemmer, der baner vejen for evangeliske nybyggere. Jeg tænker stadig på de pionerer, der trak håndkærrer og krydsede tilfrosne floder, men nu kan jeg også se nutidige pionerer i Indien og verden over.
I sidste ende er alle pionerruter banet af mennesker, der har valgt at følge i Frelserens, Jesu Kristi, fodspor. I Det Nye Testamente kaldes Kristus for »banebryderen for [vores] frelse« (se Hebr 2:10). Jesus Kristus har banet vejen for, at vi kan vende tilbage til vores himmelske hjem. Sande pionerer følger og viser vejen til Kristus, der leder dette forunderlige og store værk i de sidste dage.