2021
»Evigt perspektiv«
Januar 2021


Budskab fra områdets ledelse

»Evigt perspektiv«

For mange år siden, da jeg tjente som stavspræsident, kom en kær søster tårevædet ind på mit kontor. Hun havde været på mission, giftet sig i templet og tjent trofast i sine kaldelser. Forfærdelige naturbrande havde hærget vores område, og mange hjem i vores stav var blevet fortæret, deriblandt hendes. Situationen blev ikke bedre af, at hendes hjem var godkendt som ældreplejecenter, og det var således, at de primært tjente til dagen og vejen. Alle var blevet sikkert evakueret, men hendes families verdslige ejendele og livsgrundlag var væk. Hun græd og sagde: »Hvorfor skete det for os? Vi har holdt vores pagter!«

Jeg opsendte en stille bøn og lagde et stykke hvidt papir på bordet foran hende. Så satte jeg en prik midt på papiret og sagde: »Denne prik repræsenterer jordelivet. Lad os antage, at papiret repræsenterer evigheden og rækker for evigt i hver retning. Jeg er ked af, at det her er sket for jer, men lad dig ikke forblinde af prikken.« Til denne søsters ros ændrede hun straks ansigtsudtryk, og hun sagde med et lettelsens suk: »Jeg hører, hvad du siger. Det ordner sig. Tak!«

Naturbrandene, der hærgede vores område, spredte sig med vinden med op til 140 km i timen. Flammerne åd sig i flæng igennem nabolag, og de hoppede tilfældigt fra et hus til et andet. Ældste Dale G. Renlund har observeret følgende: »At tro, at livet vil behandle en retfærdigt, fordi man er retskaffen, er som at tro, at tyren ikke vil angribe, fordi man er vegetar.« Skrifterne minder os om, at uretfærdige vilkår er en del af jordelivet: »[Gud] lader det regne over retfærdige og uretfærdige.«1

Den barske virkelighed er, at livets omskiftelighed sommetider gør ondt, men på grund af Frelseren overgår evighedens løfter selv de mørkeste af jordelivets prøvelser. Et evigt perspektiv ændrer alt, når vi først forstår, »at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.«2

Ældste Neal A. Maxwell delte sin indsigt: »Hvordan kan du og jeg så naivt forvente at glide problemfrit gennem livet, som om vi ville sige: ›Herre, giv mig erfaring, men ingen sorg, ingen smerte, ingen modstand, intet forræderi og lad mig slet ikke blive glemt. Hold alle de erfaringer fra mig, Herre, som har gjort dig til det, du er! Og lad mig så komme og bo sammen med dig, og dele din glæde!‹«

Vi er nødt til at rette vores opmærksomhed mod vores sande identitet og Guds plan for os for ikke at blive forblindet eller kørt af sporet ved de iboende vanskeligheder ved jordelivets »prik«. Som ældste John H. Groberg sagde: »Der er en forbindelse mellem himlen og jord. At finde den forbindelse giver alt mening, deriblandt døden. At gå glip af den gør alt meningsløst, deriblandt livet.«

At have et evigt perspektiv hjælper os til at se, hvad der virkelig betyder noget. Vi vil gøre klogt ved at overveje, at vi kun kan tage tre ting med os, når vi dør: Vores forhold, vores kundskab og vores karakter. Det ville være meget kortsigtet kun at fokusere på det irrelevante på bekostning af det relevante, hvilket dog er lige det, som det meste af verden gør. Job erklærede: »De henlever deres dage i lykke, og med fred synker de i dødsriget.«3

Apostlen Paulus bekræftede løftet om evigheden. »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«4 Det ville være tåbeligt at bytte sådanne forunderlige velsignelser for den velkendte »portion linser.«5 Det, der betyder mest, bør aldrig være prisgivet det, der betyder mindst! Når vi støder ind i livets udfordringer, er det min bøn, at vi kan se forbi den lille prik, som jordelivet udgør, når vi ser det i det lange løb, at vi erkender vores evige identitet, formålet med vores rejse på jorden og holder fast i håbet om den herlige evige skæbne, der venter den trofaste.

Noter

  1. Matt 5:45.

  2. L&P 122:7.

  3. Job 21:13.

  4. 1 Kor 2:9.

  5. Se 1 Mos 25:31-34.

Udskriv