Hvad I har gjort imod en af mine mindste
Et frø begynder at svulme.
Jeg håber, at læserne tilgiver mig, at jeg i denne artikel beskæftiger mig med nogen og noget, der står mig meget nær, men beretningen er for god til ikke at blive delt.
Mim kære hustru, Arja, er – foruden mange andre gode egenskaber – et yderst empatisk menneske. Som så mange andre har hun gennem årene fulgt med i nyheder fra hele verden, og som billeder fra diverse lejre – langt fra os – dukkede op gang på gang, blev der sået en spire i hendes bryst – et frø: »Hvor ville jeg dog gerne kunne gøre noget for de mange babyer, der kom til verden rundt omkring i diverse flygtningelejre.« Små skæbner, som blev født til trange kår, og hvor kolde vintre fra tid til anden resulterede i endnu en meningsløs død. Det lille frø begyndte at vokse og følelsen af dog bare at kunne favne disse små med varme voksede, ja, vel nærmest som Mesterens analogi med hønen, der beskytter de små med vingerne.
En idé blev født
Som tanken fortsatte med at udvikle sig bl. a. ved billeder fra lejrene i Tyrkiet og Grækenland, slog det pludselig Arja, at hun kunne gøre noget. En idé tog form, og hun – der er ganske ferm ved en symaskine – tegnede en babysovepose, en pose, der kunne foldes omkring babyen, men samtidig var nem at komme til til tøj- og bleskift. Og lynhurtigt blev den første pose syet.
Under denne proces blev vi inviteret til et arrangement i København omkring støtte til et projekt vedrørende lejre på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Vi mødte en af lederne, Maren, og lærte mere omkring forholdene i lejren. Alt sammen noget, der øgede ønsket om at kunne gøre noget, og som samtidig gav en fornemmelse af, hvordan det kunne føres videre.
Sociale mediers velsignelse
Efter nogle tilløb lykkedes det ved fælles hjælp af få postet et opslag på Facebook, et opslag, der forklarede om formålet og samtidig opfordrede »interessenter« til at melde sig til at sy eller evt. donere stof. Lo and behold, det varede ikke længe, før de første meldte sig, og en til formålet lukket gruppe blev oprettet. En gruppe, der relativt hurtigt voksede til flere end 80 personer, hvoraf ca. 20 er medlemmer af Kirken. Medlemmerne er spredt over hele landet, og mange har været særdeles flittige. Nogle uden for gruppen har doneret stof, andre midler til stof. Der blev også åbnet for, at de, der ikke kunne sy, i stedet kunne strikke babyhuer, da varmen hurtigt forsvinder fra det lille barnehoved.
Fra det hele begyndte til en gang primo juli blev der produceret ca. 170 poser og næste 800 huer.
Indsamling til Slagelse og hva’ så?
Som nævnt ovenfor blev der produceret over hele landet, og rundt omkring var nogle så flinke, at de samlede poser og huer sammen »regionsvis«. At få alt samlet på Sjælland var ikke så svært, men en masse lå og ventede på Fyn og i Jylland – ca. 150 poser. Da vi måtte erkende, at mængden var for stor til, at vi kunne rumme det hele i vores lille trofaste Panda, gik jeg til en lokal »bilmand« og foreslog ham at være en del af projekter – naturligvis efter at have bedt. Jeg gik derfra med tilsagn om en stor varevogn i de fornødne dage med fri kilometer og uden beregning.
Så en gang midt i juli tog vi en afhentningsrunde, hvor vi besøgte 10 byer (og 12-13 adresser) og samlede ind. Vi havde i mellemtiden lavet en aftale med den før nævnte Maren om, at hun skulle have en kuffert med 30 poser + huer med til Tyrkiet, men hvad med resten?
Kirkens forbindelser
Undervejs i projektet havde vi set en del billeder fra den famøse Moria lejr på den græske ø Lesbos og var blevet enige om, at den kunne været et egnet »mål« for resten af poserne/huerne. Som den, der påtaget mig ansvaret for en del af logistikken, havde jeg fundet frem til en række organisationer, der så ud til at have forbindelse til lejren. Tanken var, når vi kom hjem fra indsamlingsturen at tage kontakt til de forskellige og prøve at se, om vi ad den vej kunne finde en løsning. Men som bekendt arbejder vi jo i Kirken med tilskyndelser – åndelige tilkendegivelser – der kan vise os vej og lette opgaver. Og en tidlig morgen, få dage før jeg skulle ringe til organisationerne, vågnede jeg med tilskyndelsen: Ring dog til Kirkens humanitære afdeling.
Og det gjorde jeg. Kort fortalt: Jeg talte med en søster i afdelingen, forklarede situationen og fik lovning på, at jeg ville blive kontaktet. Der gik ikke mange dage, før en mail tikkede ind. Jeg forklarede på forespørgsel hvem vi var, hvad vi havde fået gjort og formålet med henvendelsen- nemlig kontakt til Morialejren. Efter en uge en ny mail, nu fra ældste og søster Barber, der er leder af Kirkens velfærdsprogram – Charities – for Grækenland. Endnu lidt korrespondance, og vi fik adresse og telefonnummer til Kirkens kontakt – The Hope Project – på Lesbos samt et løfte om økonomisk hjælp til forsendelse. Derefter kontakt til Philippa på Lesbos og ja tak – de ville gerne modtage vores varer.
Den senere udvikling
For at gøre Tyrkiet færdig, så kørte jeg en – meget tung – kuffert til vores søn i København, hos hvem Maren hentede den. Som billederne viser, er disse varer nu vel ankommet til lejren og ved at blive uddelt.
Vi har i spisestuen liggende i vacuumposer ca. 140 poser og mange, mange huer. Kasserne til forsendelse er bestilt og forventes leveret om en dag eller to. Så skal de pakkes og vejes og postmærkerne skal købes. Derefter til posthus og af sted til Lesbos. Vi var pludselig blevet dybt berørt og bekymret, for midt i det hele brændte lejren. Men en telefonsamtale med Philippa for et par dage siden bragte ro. En ny lejr er etableret, og varerne kan sendes og modtages. De må gerne hjælpe beboerne i lejren.
Så hvad der begyndte som et ønske, gik over en drøm, et frø, en plan, et Facebook-opslag og en masse menneskers uselviske handlinger og er næsten bragt til ende. Og hele vejen igennem har vi set Herrens hånd.
Hvor skønt at være en lille brik i en stor mosaik, bragt til live af en af Herrens skønne døtre.