Nyheder
En særlig oplevelse
På tur med menigheden
Min mand, Johannes og jeg havde en bemærkelsesværdig oplevelse i templet for ca. 2 år siden. Vi rejste sammen med søskende fra vores menighed, Aalborg, og var en del af tempeltursgruppen, som bestod af ca. 80 medlemmer, børn, unge og ældre.
Et overraskende besøg
Fredag eftermiddag var vi nogle søstre, som sad og talte sammen oppe på gæstehjemmet. Pludselig kom der en mand ind og låste sig ind på et af værelserne. Han så ikke særlig præsentabel ud og slet ikke som en tempelbesøgende. Vi sad der, tre søstre, og vi kiggede på hinanden. En af os frygtede, at han måske ville »slå os ihjel«. Men han havde fået en nøgle oppe i templet, så nogen havde sagt god for ham.
En russisk gæst
Så kom han ud af værelset og kom ind i køkkenet, hvor vi sad. Han stillede sig lige foran os og stirrede på os. De andre to søstre forsvandt ind på deres værelser og der sad jeg, Ingegerd, helt alene med manden. Jeg følte at jeg blev nødt til at sige noget, så jeg spurgte ham, om jeg kunne hjælpe ham med noget. Det kunne jeg ikke, for han forstod ikke dansk, kun russisk og en meget lille smule engelsk.
En særlig historie
Med hjælp af de få ord på engelsk han kunne, lykkedes det mig at stykke hans historie sammen. Han kom fra Rostov Don i det sydlige Rusland, og nu var han kommet til København for at udføre ordinancer i templet for dem, som ikke kunne det selv. Han var fløjet via Moskva i 15 timer, og da jeg spurgte, hvorfor han ikke havde valgt et tempel, der lå tættere på – Helsinki eller Stockholm, rystede han energisk på hovedet. Nej, det skulle være Kastrup, som han kaldte det.
Hans kone havde været medlem, men hun døde af kræft i december. Og nu var han blevet medlem 2 måneder efter hendes død og var nu kommet for at gøre dåb i templet for sine forældre og bedsteforældre. Han var godt klar over, at han ikke selv kunne gå gennem templet.
Han fortalte videre, at der var 3 grene i Rostov Don, og den han tilhørte var den mindste.
Med til fest
Johannes syntes, at vi skulle invitere ham til festen i skolen, hvor en stor del af gruppen boede, samme aften. Han blev så glad, og vi lykkedes klemme ham ind i bilen på bagsædet mellem to søstre. Som vi plejer, begyndte vi med at spise – Lasagne som Mariann og Michael Odgaard stod for – og vores russiske ven Ivan kunne virkelig spise. Og han deltog med iver i de sange, vi sang, og det var lige meget om de var på dansk eller engelsk.
Oprydning og dåb – på russisk
Lørdag morgen var der oprydning på gæstehjemmet, før vi skulle køre hjemad. Ivan overtog hele arbejdet med det, og så gik Johannes med ham i templet for at gøre dåb. Det var så heldigt, at bror Helge Nørrung var leder for dåben, for han havde været på mission i Rusland sammen med sin hustru.
Men dåbsforretteren, som var Nikolaj Christiansen fra Aalborg, fortalte til næste dags vidnesbyrdsmøde, at han aldrig før havde oplevet en mand med så stærk en ånd som bror Ivan Rabroffs.
Vi fik en stor omfavnelse af Ivan, da han med tårer i øjnene sagde tak for, at vi tog os af ham og farvel til vi ses igen.