2021
Hvad jeg lærte gennem frivilligt arbejde i en flygtningelejr
Juni 2021


Kun digitalt

Hvad jeg lærte gennem frivilligt arbejde i en flygtningelejr

Forfatteren bor i Utah i USA.

Jeg arbejdede i den største flygtningelejr i Grækenland, og det var en oplevelse, der ændrede mit liv.

Billede
mand holder en ældre kvinde i hånden

I november 2015 lå jeg behageligt i min varme seng og så en video om den forfærdelige flygtningekrise i Grækenland. Da videoen var færdig, føltes mit hjerte, som var det ved at briste. Jeg vidste, hvad den velkendte følelse betød. Jeg havde fået en tilskyndelse, og få uger senere var jeg på vej ind i det uhyggelige centrum i den største flygtningelejr på øen Lesbos.

Som ældste Patrick Kearon fra De Halvfjerds’ Kvorum sagde ved generalkonferencen: »Det er svært at fatte den virkelige situation, før man selv ser det.«1

Jeg kan personligt vidne om, at dette er sandt.

Efter selv at have set de utrolige forhold og efter fundet ud af, hvor farligt det var for flygtningene i lejren at komme dertil i live, spurgte jeg en syrisk mand, hvorfor han ville risikere så meget for at komme derhen. Hans svar endte min naive undren:

»Enten bliver vi og dør, eller også rejser vi og dør måske

Min tid i flygtningelejren Moria var en af de sværeste oplevelser i mit liv, men den blev også hurtigt en af de mest inspirerende. I begyndelsen troede jeg ikke, at de små opgaver, jeg blev tildelt, gjorde nogen forskel for nogen, men jeg oplevede på egen hånd den sande, ubestridelige kraft, som kærlighed virkelig er.

Kærlighedens indflydelse

En eftermiddag talte jeg med Ebrahim, en ny ven fra Iran. Han ville gerne vide, hvor meget jeg fik betalt for at hjælpe til i lejren. Jeg smilede og fortalte Ebrahim, at jeg var frivillig. Han havde aldrig hørt om dette ord, så jeg forklarede det for ham. Han blev chokeret og spurgte så, hvor mange penge min teamleder tjente. Jeg lo og fortalte ham, at alle i lejren var frivillige.

Jeg antager, at den oplysning spredte sig, for flere af mine nye venner begyndte at kommentere det og fortælle, hvor overraskede de var over, at vi ville hjælpe dem uden at få noget til gengæld. De havde aldrig oplevet noget lignende.

Efter de forfærdelige, umenneskelige måder, de var blevet behandlet på, troede de med rette, at ingen ville hjælpe dem – især fremmede. Mange fortalte mig, at de ikke havde haft nogen idé om, hvad der ville ske med dem, når de nåede europæisk jord. Det må have været en stor overraskelse at klare sig igennem det rasende hav og blive budt velkommen med åbne, omsorgsfulde arme og nødtæpper.

Det var ikke længe efter, at disse samtaler om os frivillige var begyndt at cirkulere i lejren, at jeg bemærkede noget meget interessant. Flygtningene begyndte at hjælpe mig med mine opgaver! De begyndte at samle skrald. De spurgte, om de kunne hjælpe med at lave varme drikke og servere dem i de iskolde nætter. De hjalp med at folde, sortere og distribuere doneret tøj og sætte telte op og tage dem ned. Og til min forbløffelse var der næsten intet arbejde for mig at gøre ved afslutningen af min tjeneste.

Jeg kunne ikke bære en tung vandkande, uden der kom en mand og tilbød at bære den for mig. Jeg kunne ikke vaske op, uden der var flygtninge, der med glæde fortalte mig, at de ville gøre det. Og ikke nok med, at jeg ikke kunne åbne en affaldspose, uden der var en hel flok drenge, der skyndte sig at hjælpe, men flygtningene var næsten helt holdt op med at smide deres affald på jorden!

De ændringer, jeg var vidne til i lejren, var ubestridelige.

Da den triste dag kom, hvor jeg var nødt til at forlade de mennesker, som jeg var kommet til at holde af, genkendte en mand mig på færgen. Han kom hen og takkede mig for det, jeg havde gjort, og så, at jeg kun havde en standardbillet. Han insisterede på, at jeg byttede min billet med hans førsteklassesbillet til den lange tur på 14 timer. Han fortalte mig, at det at se de frivilliges gode eksempel forandrede ham. Han ville også hjælpe nogen, og at bytte sin billet var det bedste, han kunne gøre lige nu.

»Vil du ikke nok?« bad han. »Vil du ikke nok?«

Tårer fyldte mine øjne, da jeg endnu en gang blev vidne til, hvordan oprigtig tjeneste og kærlighed kan brede sig som ringe i vandet.

Jeg havde været så naiv at tro, at de små kopper te, jeg havde serveret, ikke rigtig gjorde nogen forskel.

Vi har jo brug for hinanden

Takket være denne oplevelse har jeg indset, at disse mennesker virkelig har brug for os. De har brug for vores tid, de har brug for vores donationer, de har brug for vores kærlighed, og de har brug for vores gode eksempler. Og vi har også brug for dem.

Hvilken smuk verden det ville være, hvis vi i stedet for at vende ryggen til dem eller lade dem navigere alene i deres nye situation kunne omfavne dem, som vores Frelser ville – vise dem kærlighed, fællesskab og taknemmelighed og indgyde dem et ønske om at tjene andre, så snart de er i stand til det.

Med de vedvarende flygtningekriser rundt om i verden og de forskellige holdninger til, hvordan man skal håndtere dem, bliver jeg ofte mindet om princippet i Mosija 4:19: »For se, er vi ikke alle tiggere? Er vi ikke alle afhængige af det samme væsen, nemlig Gud, med hensyn til alt det gods, som vi har, med hensyn til både føde og klæder og med hensyn til guld og sølv og alle de rigdomme, som vi har af enhver art?«

Det er min bøn, at vi en dag kommer til at indse, at vi alle er tiggere. Vi har alle brug for hjælp her i livet, og jeg er overbevist om, at vor himmelske Fader forventer, at vi lærer af den uvægerlige lidelse, der finder sted omkring os. Vi kan lære at elske og tjene dem, der har brug for det.

Erfaringer som f.eks. at hjælpe i en flygtningelejr giver os mulighed for at være mere ydmyge, mere forstående og mere medfølende. Og de giver os den hellige ære og det privilegium at række en hånd ud mod vores brødre og søstre og at udvikle sand, fuldkommen kristuslignende kærlighed til hinanden.

Jeg vidste allerede, at Gud elsker disse flygtninge højt nok til at have sendt andre til at hjælpe dem. Men nu forstår jeg, at han elsker mig lige så meget ved også at lade mig lære af dem.

I begyndelsen af min tjeneste følte jeg mig modløs og ubrugelig, og jeg ønskede så inderligt, at jeg kunne løse alle problemer eller i det mindste gøre mere end blot at servere te for nødlidende mennesker. Men til sidst blev jeg vidne til de meget større følgevirkninger af det, jeg rent faktisk lavede der. Min kaldelse var i virkeligheden – at sprede håb, godhed og lys i en stadigt mørkere verden.

Vi er alle børn af himmelske forældre, og der er meget, vi kan gøre for at hjælpe hinanden, uanset hvor vi måtte være.

Note

  1. Patrick Kearon, »Tilflugt fra uvejret«, Liahona, maj 2016, s. 112.

Udskriv