Kom og følg mig
Det, som kommer ovenfra, er helligt
Ældste Jorge M. Alvarado
De Halvfjerds
Ingen af Guds befalinger bør der tages let på.
Illustrationer: Dilleen Marsh
Da jeg var 15 år, besluttede jeg mig for at sætte tiendeloven på prøve. Jeg arbejdede med at pakke varer i poser i en butik i Ponce i Puerto Rico. Hver anden time havde jeg en pause på 15 minutter. I pausen talte jeg, hvor meget jeg havde fået i drikkepenge, og så lagde jeg min tiende til side. Efter at jeg begyndte at gøre dette systematisk, bemærkede jeg, at mængden af mine drikkepenge steg! Jeg ved ikke, om dette var et resultat af guddommelig indgriben, men jeg vidste, at jeg holdt en befaling, og at når vi holder befalinger, modtager vi før eller senere velsignelser.
Naturligvis kommer velsignelser ikke altid helt på den måde, som vi tror. Efter jeg havde betalt tiende i et stykke tid, vidste jeg, at det jeg gjorde, var helligt. Det var ikke kun det at donere penge til Kirken. Jeg behandlede det, som Herren havde sagt, med respekt, og jeg sørgede for, at min tiende blev betalt regelmæssigt og hurtigt. Jeg var begejstret for at gøre, hvad jeg kunne for at hjælpe med at opbygge Guds rige.
Jeg glemte min tiende
En søndag morgen var jeg længere tid om at vågne end normalt. Mine forældre ville tidligt i kirke, så da jeg endelig stod op, havde jeg travlt. Først da vi kom til kirkebygningen, opdagede jeg, at jeg havde glemt min tiende. »Jeg betaler den bare i næste uge,« tænkte jeg. Men jeg havde det skidt med det. Jeg ønskede, at min himmelske Fader vidste, at jeg var lydig.
Efter møderne kom vi hjem og fandt ud af, at der havde været indbrud i vores hjem. Smykker, et videokamera – stort set alt, der havde værdi, var blevet stjålet. Jeg skyndte mig ind på mit værelse og ledte i skuffen, hvor jeg havde lagt min tiende. Den var også væk. Nu havde jeg det endnu mere skidt med det. Jeg følte, at hvis jeg havde husket at bringe min tiende til kirken, ville den ikke være forsvundet.
Så følte jeg mig tilskyndet til at sige noget til min far: »Bare rolig. Det ordner sig alt sammen. Den person, der røvede os, tog Herrens penge, så han tog noget, der er helligt.« Jeg mente ikke, at Herren ville lade det gå ubemærket hen.
Men jeg tror, at Herren ville lære mig at være mere påpasselig med, hvad der tilhørte ham. Snart blev tyven pågrebet, og alt blev returneret – undtagen min tiende. For at gøre alting godt igen tog jeg det samme beløb fra min opsparing og afleverede det til biskoppen søndagen efter. Lige siden har jeg altid forsøgt at betale min tiende til tiden. Jeg ved, at tiende er en lov fra Gud, og det betyder, at jeg bør tage den alvorligt.
Tag ikke let på det, der er helligt
I Lære og Pagter, afsnit 63, lærer Herren os et helligt princip: Lydighed. »Jeg, Herren, lader min røst lyde, og den skal adlydes« (v. 5). Det, som han siger, »er helligt og skal omtales med varsomhed« (v. 64).
Da denne åbenbaring blev modtaget, blev Joseph Smith kritiseret af flere, der havde vendt sig imod ham. En af dem var Ezra Booth. Booth havde været præst i et andet trossamfund, men han besluttede at blive døbt, efter han havde set Joseph hele en kvindes arm gennem præstedømmets kraft.
Imidlertid mistede Booth snart troen på det, som han havde været vidne til. Han blev kritisk over for profeten. Han forstod ikke, at tegn eller mirakler ikke alene kan skabe vedvarende tro. Da han begyndte at tage let på det, der var helligt, for han vild og blev en af de »ugudelige og genstridige« (v. 2).
Det er interessant for mig, at når Herren taler om vores lydighed, taler han også om hans valg. Hans valg er ikke tilfældige og vilkårlige. De er baseret på evangeliet og principper. I afsnit 82 i Lære og Pagter erklærer han: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger« (v. 10).
For mig betyder det, at han lover, at hvis vi er lydige, vil han altid holde sine løfter. Han vil beskytte os. Han vil vejlede os. Og selvom vi ikke bør se efter tegn for at overbevise andre om sandheden eller for at bevise vores tro, så vil tegn og mirakler ske som et resultat af tro på Jesus Kristus, alt efter Guds vilje (se L&P 63:9-10). Vores lydighed har faktisk betydning for Herrens mulighed for at velsigne os. Det er tankevækkende for mig.
Hans domme er retfærdige
Et andet princip for lydighed er, at den ødelæggelse og dom, der kommer over de ugudelige, selvom det er svært at høre om eller forestille sig, vil være retfærdig. Hvis ikke der blev undervist i og forventet lydighed, kunne det ikke være på den måde. Men fordi evige love har evige konsekvenser, vil selv modtageren af konsekvenserne vide, at Herrens domme er retfærdige (se Mosi 16:1). »Alt kød skal vide, at jeg er Gud« (L&P 63:6).
Belønningen og straffen tilkommer det Herren at give. Når han advarer dem, der gør oprør, gør han det af kærlighed til dem for at opmuntre dem til at vende tilbage til den rigtige vej, mens de stadig kan, »for uden tro behager ingen Gud« (v. 11).
»Men den, som holder ud i tro og gør min vilje, han skal overvinde alt« (v. 20), og »til den, som holder mine befalinger, vil jeg give mit riges hemmeligheder, og disse skal i ham være en kilde af levende vand, der vælder op til evigtvarende liv« (v. 23).
»Ved ord og ved flugt«
Faktisk siger Herren, at vi ikke kun bør være lydige selv, men vi bør opmuntre andre til også at være det. Han siger, at »enhver skal tage retfærdighed i hænderne … og opløfte en advarende røst til jordens indbyggere og kundgøre både ved ord og ved flugt, at ødelæggelsen skal komme over de ugudelige« (v. 37).
»Både ved ord og ved flugt.« Jeg elsker denne vending. De, der er lydige, vil flygte fra verden og samles i Zion. Det betød tidligere at samles ved Kirkens hovedkvarter. I dag betyder det at samles på retfærdige steder, herunder templet. Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Vi har hver især brug for den vedvarende åndelige styrkelse og undervisning, der kun er mulig i Herrens hus.«1
Når vi samles i Zion, bør det være et budskab til andre. Med andre ord bør folk bemærke, at vi ikke længere deltager i bestemte ting. Vi forlader bestemte steder. Vi flygter til templerne, til vores kirkebygninger og til vores hjem. Det bør stå klart for andre, hvad vi spiser og ikke spiser, hvad vi ser eller ikke ser, hvad vi læser eller ikke læser, og hvad vi siger eller ikke siger. Vores flugt fra verden bør bemærkes, og dette vil i sig selv være en besked til de ulydige.
Herren forventer også, at vi bruger vores røst. Mens vi flygter fra verdens ondskab, bør vi også forkynde evangeliets herlighed. Det er helt normalt og naturligt, at folk vil være nysgerrige omkring, hvorfor vi ikke deltager i visse verdslige ting, og vi bør have modet til at svare dem, ikke nedladende eller af medlidenhed, men af kærlighed og et ærligt ønske om, at de må blive frelst.
Som ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Jeg beder jer ikke om at stå på et gadehjørne med en megafon og udråbe skriftsteder fra Mormons Bog. Det, jeg beder jeg om, er, at I altid ser efter muligheder for at bringe jeres tro på banen på naturlige og normale måder med andre mennesker – både personligt og online. Jeg beder jer om at ›stå som vidner‹ (Mosi 18:9) om evangeliets kraft til alle tider – og om nødvendigt bruge ord.«2
Gør hvad er ret
Da jeg begyndte at betale tiende for mange år siden, indså jeg ikke den fulde betydning af det, jeg gjorde. Men jeg vidste, at det var rigtigt at gøre, og at jeg burde tage Guds befalinger seriøst, for det, der kommer ovenfra, er helligt. Det er interessant for mig, at der her i afsnit 63 også tales om økonomiske beslutninger og donationer til Kirken, og der gives dette løfte fra Herren: »Den, der er trofast og holder ud, skal overvinde verden.«
»Den, der sender skatte op til Zions land, skal få en arvelod i denne verden, og hans gerninger skal følge ham, og også en belønning i den tilkommende verden« (v. 47-48).