Sådan bevarer vi en tæt kontakt til vores børn

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum

Vi må ikke trække os væk fra vores børn. Vi må blive ved med at prøve, blive ved med at række ud, blive ved med at bede, blive ved med at lytte.

Det står i stigende grad klart, at vi enten personligt må undervise vores familie i evangeliet og efterleve disse lærdomme i vores hjem eller også løbe den risiko for sent at opdage, at en primarylærer eller præstedømmerådgiver eller seminarlærer ikke kunne gøre det for vores børn, som vi ikke ville gøre for dem.

Må jeg komme med en stor opmuntring omkring dette store ansvar? Hvad jeg værdsætter i mit forhold til [min søn] Matt er, at han tillige med sin mor, lillesøster og lillebror er min nærmeste, kæreste ven. Jeg vil hellere være her til dette præstedømmemøde i aften med min søn end med nogen anden mandlig ledsager i denne verden. Jeg elsker at være i selskab med ham. Vi taler meget. Vi griner meget … Jeg beder for ham og har grædt med ham, og jeg er utrolig stolt af ham …

Tidligt i vores ægteskab knoklede min unge familie og jeg på en kandidatskole på et universitet i New England. [Min kone] Pat var hjælpeforeningspræsident i vores menighed, og jeg tjente i vores stavspræsidentskab. Jeg studerede på fuldtid og underviste på halvtid. Vi havde to små børn dengang og småt med penge og masser af stressfaktorer. Faktisk var vores liv omtrent som jeres.

En aften kom jeg hjem fra en lang dag i skolen og følte den berømte tyngde af verdens vægt på mine skuldre. Alting syntes at være særdeles krævende, nedslående og dystert. Jeg spekulerede på, om daggryet nogensinde ville komme. Da jeg kom ind i vores lille studenterbolig, var der usædvanligt stille i værelset.

»Hvad er der galt?« spurgte jeg.

»Matthew har noget, han vil fortælle dig,« sagde Pat.

»Matt, hvad har du på hjerte?« Han legede stille og roligt med sit legetøj henne i hjørnet og prøvede ihærdigt at undgå at høre mig. »Matt,« sagde jeg lidt højere, »har du noget at fortælle mig?«

Han holdt op med at lege, men så for en stund ikke op. Derefter rettede han sine to store, tårefyldte brune øjne mod mig, og med den smerte, som kun en femårig kan føle, sagde han: »Jeg var ulydig over for mor, og jeg talte grimt til hende.« Så brast han i gråd, og hele hans lille krop rystede. En barnagtig overtrædelse var blevet bemærket, en smertefuld tilståelse var fremkommet, en femårigs udvikling kunne fortsætte, og en kærlig forsoning kunne have udfoldet sig.

Alt kunne have været fantastisk – hvis det ikke havde været for mig. Jeg skammer mig mere, end nogle ord kan udtrykke, når jeg nu fortæller jer, hvordan jeg dengang reagerede. Jeg mistede besindelsen. Det var ikke sådan, at jeg mistede besindelsen på grund af Matt – det var på grund af de hundrede andre ting, jeg havde i tankerne. Men det vidste han ikke, og jeg havde ikke selvbeherskelse nok til at indrømme det. Han fik hele skraldet.

Jeg fortalte ham, hvor skuffet jeg var, og hvor meget mere jeg havde forventet af ham … Så gjorde jeg, hvad jeg aldrig havde gjort mod ham før – jeg sagde, at han skulle gå lige i seng, og at jeg ikke ville bede sammen med ham eller fortælle ham en godnathistorie. I et forsøg på at skjule sin hulken, gik han lydigt hen til sin seng, hvor han knælede – alene – for at bede. Så vædede han sin lille pude med tårer, som hans far burde have tørret væk.

Hvis I tænker, at stilheden ved min hjemkomst var alvorstung, skulle I have følt det nu. Pat sagde ikke et ord. Det behøvede hun ikke. Jeg havde det elendigt!

Senere, da vi knælede ved vores egen seng, havde mine svage bønner om velsignelser over min familie en frygtelig hul klang i mine ører. Jeg ønskede rejse mig og gå ind til Matt for at bede ham om tilgivelse, men han var for længst faldet i en fredfyldt søvn.

Min egen trøst lod vente på sig, men til sidst faldt jeg i søvn og begyndte at drømme, hvilket jeg sjældent gør. Jeg drømte, at Matt og jeg pakkede to biler, fordi vi skulle flytte. Af en eller anden grund var hans mor og lillesøster ikke til stede. Da vi var færdige, vendte jeg mig mod ham og sagde: »Okay, Matt, du kører den ene bil, og jeg kører den anden.«

Den femårige dreng kravlede lydigt op på sædet og forsøgte at gribe fat i det kæmpestore rat. Jeg gik hen til den anden bil og startede motoren. Da jeg begyndte at køre, så jeg bagud for at se, hvordan min søn klarede det. Han prøvede – åh, hvor han prøvede. Han forsøgte at nå pedalerne, men det kunne han ikke. Han skruede også på og skubbede til knapperne for at starte motoren. Man kunne næsten ikke se ham over instrumentbrættet, men han stirrede på mig igen med de samme store, tårefyldte, smukke brune øjne. Da jeg kørte væk, råbte han: »Far, bliv hos mig. Jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg er for lille.« Og så kørte jeg væk.

Kort tid senere i min drøm indså jeg i et stærkt, forfærdeligt øjeblik, hvad jeg havde gjort. Jeg huggede bremserne i, slog døren op og begyndte at løbe så hurtigt, jeg kunne. Jeg efterlod bil, nøgler, ejendele og alting – og jeg løb. Fortovet var så varmt, at mine fødder brændte, og tårerne blændede mig, mens jeg anstrengte mig for at se barnet et sted i horisonten. Jeg blev ved med at løbe, mens jeg bad om tilgivelse og om, at min dreng var i sikkerhed.

Da jeg rundede en kurve, næsten segnefærdig af fysisk og følelsesmæssig udmattelse, så jeg den fremmede bil, jeg havde ladet Matt køre. Den var trukket forsigtigt ud til vejsiden, og han lo og legede i nærheden. En ældre mand var hos ham og legede med ham. Matt så mig og råbte noget i retning af: »Hej far! Kom herover. Vi har det så sjovt.« Han havde åbenbart allerede tilgivet og glemt min frygtelige ugerning mod ham.

Men jeg frygtede den ældre mands blik, der fulgte alle mine bevægelser. Jeg forsøgte at sige »tak,« men hans øjne var fyldt med sorg og skuffelse. Jeg mumlede en akavet undskyldning, og den fremmede sagde ganske enkelt: »Du skulle ikke have ladet ham være alene om at udføre denne vanskelige opgave. Ingen ville have krævet det af dig.«

Der sluttede drømmen, og jeg satte mig brat op i sengen. Min pude var gennemblødt af sved og tårer. Jeg kastede dynen til side og løb hen til den lille feltseng, hvor min søn lå. På mine knæ og i tårer, vuggede jeg ham der i mine arme og talte til ham, mens han sov. Jeg fortalte ham, at enhver far begår fejl, men at de ikke gør det med vilje. Jeg fortalte ham, at det ikke var hans skyld, at jeg havde haft en dårlig dag. Jeg fortalte ham, at når drenge er 5 år eller 15, så glemmer fædre det nogle gange og tror, de er 50. Jeg fortalte ham, at jeg ville have, at han skulle forblive en lille dreng i lang, lang tid, for han ville alt for tidligt vokse op og blive en mand, der ikke legede på gulvet med sit legetøj, når jeg kom hjem. Jeg fortalte ham, at jeg elskede ham og hans mor og hans søster mere end noget andet i verden, og at uanset hvilke udfordringer vi havde i livet, ville vi møde dem sammen. Jeg fortalte ham, at jeg aldrig mere ville tilbageholde min kærlighed eller tilgivelse fra ham, og at jeg bad om, at han aldrig ville tilbageholde sin fra mig. Jeg fortalte ham, at jeg var beæret over at være hans far, og at jeg af hele mit hjerte ville forsøge at være værdig til et så stort ansvar.

Jeg har ikke vist mig at være den perfekte far, som jeg lovede at være den aften, men jeg ønsker stadig at blive det, og jeg forsøger stadig. Jeg tror på dette kloge råd fra præsident Joseph F. Smith: »… Hvis I vil holde jeres [børn] nær på jer, trykke dem i jeres favntag, hvis I kan få dem til at føle, at I elsker dem … og holde dem nær på jer, vil de ikke vige langt bort fra jer …«¹

Vi må ikke trække os væk fra vores børn. Vi må blive ved med at prøve, blive ved med at række ud, blive ved med at bede, blive ved med at lytte. Vi må bevare dem »i vores favn.«