Unge voksne

Hvor blev mit øjeblikkelige mirakel af?

Erika Lamb

Forfatteren bor i Utah i USA.

Når jeg læste om, hvordan Frelseren helbredte andre øjeblikkeligt, blev jeg modløs, fordi jeg ikke havde set en sådan velsignelse i mit liv.

Jeg har bedt om et mirakel i flere måneder.

I september 2019 skulle jeg have en bihuleoperation, og der indtraf en uventet komplikation, der resulterede i, at jeg mistede funktionen i det ene øje. Jeg blev nødopereret for at forsøge at genoprette det beskadigede øje, og min kirurg følte sig overbevist om, at det ville hele op inden for tre måneder. Jeg modtog også adskillige præstedømmevelsignelser, hvor jeg hver gang blev lovet fuld bedring.

Men de tre måneder kom og gik, og intet ændrede sig.

Jeg er blevet lovet helbredelse. Mange gange. Men jeg har fået aflyst operationstider og haft andre tilbageslag og skuffelser, og mit øje er stadig langt fra helet.

Denne oplevelse har medført mental, følelsesmæssig, åndelig og fysisk kamp i månedsvis. Men hver gang jeg får en ny velsignelse, bliver jeg altid lovet, at jeg bliver helbredt.

Det har fået mig til at tænke. Hvad gør vi, når vi venter på mirakler, der ikke ser ud til at dukke op, og når himlen synes tavs? Hvordan kan vi komme videre, når vi sidder fast i en af de afventende perioder, som livet nogle gange byder os?

Jeg har tænkt over dette spørgsmål i et stykke tid nu og forsøgt at finde mening med min situation. Jeg har også tænkt på alle de mirakler, jeg har læst om i skrifterne.

Jeg har studeret alle de gange, hvor Jesus udførte et mirakel eller helbredte nogen under sin tjeneste. Og for at være ærlig blev jeg i starten ked af det, for hver eneste gang nogle blev bragt til Kristus, helbredte han dem straks.

En kvinde, der led af blødninger, rører ved hans klæder, og straks blev hun helbredt. (Se Mark 5).
Den blindfødte mand bad om helbredelse, og Kristus fik ham til at vaske sig i Siloadammen. Og i det øjeblik han gjorde det, blev han helbredt. (Se Joh 9).
En spedalsk ønskede at blive helbredt, og – på et øjeblik – blev han fuldstændig renset. (Se Matt 8).
Jairus’ datter, der var død, blev bedt om at rejse sig fra de døde af Frelseren, og det gjorde hun. Med det samme! (Se Mark 5).
En mand, der var besat af en dæmon, blev straks sat fri, da Kristus befalede det. (Se Luk 4).

Det gav ingen mening for mig. Når alle disse mirakler skete øjeblikkeligt, hvorfor ventede jeg så stadig på mine? Det virkede så uretfærdigt.

Men efter nogle overvejelser gik sandheden op for mig: Selvom alle disse mirakler skete øjeblikkeligt, havde de, der blev helbredt, håndteret deres vanskeligheder og lidelser i lang tid i forvejen.

Kvinden, der led af blødninger, led i tolv år og havde opbrugt alle sine følelsesmæssige og økonomiske ressourcer, før hendes mirakel indtraf.
Den blinde kendte ikke til andet end blindhed i hele sit liv, før han blev velsignet med evnen til at kunne se.
Den spedalske led under den skræmmende begyndende spedalskhed og smerten ved sygdommen og levede som en udstødt i hvem ved hvor lang tid, før han blev helbredt.
Jairus’ datter havde lidt, indtil hun døde, før hendes mirakel indtraf.
Den besatte mand havde været bundet af de urene ånder i nogen tid, før der opstod en mulighed for at blive fri.

Det viste mig, at mirakler undertiden ikke indtræffer, lige når lidelserne begynder. Hver person måtte leve med deres smerte og kamp, før de blev helbredt. Og mens det for nogle varede længere end for andre, indtraf helbredelsens mirakel altid.

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvor længe min prøvelse skal vare, men måske er det netop meningen, at vi ikke skal vide det. Udfordringer bringer muligheder. Vi kan vælge at lade vores kampe forme os til at blive den bedste version af os selv. Vi kan bruge denne ventetid til at komme nærmere Gud nærmere, der skabte os. Vi kan relatere til og føle empati for andre i deres lidelse.

Vi har altid en mulighed for noget godt, vækst og udvikling, mens vi venter på et mirakel.

Jeg holder fast i håbet om og troen på, at mit helbredelsesmirakel vil komme, og at de løfter, jeg har modtaget, en dag vil blive opfyldt. Men i mellemtiden kan jeg være til stede på min rejse med denne smerte. Jeg kan bruge denne ventetid til at blive bedre, klogere, stærkere, venligere, mere tålmodig og mere ydmyg. Jeg kan gøre mit forhold til vor himmelske Fader og min frelser, Jesus Kristus dybere.

Hvilket mirakel eller løfte I end venter på, og hvor længe I end har ventet, må I ikke miste håbet. Det, som vor himmelske Fader har lovet jer, vil ske. Men mirakler indtræffer til hans tid og ikke vores. Mist ikke håbet i ham. Tro ikke, at himlen er tavs. Han forbereder vejen for jer. Fokuser på nutiden og gør, hvad I kan for at komme videre på jeres rejse i dag. Et skridt ad gangen. Bliv ved med at holde fast i håbet, mens I venter på jeres mirakel.

Det vil komme.