At ældes med trofasthed

Sammen eller hver for sig

Rod Jeppsen

Terapeut i klinisk psykologi

Hvilken vej skal I gå som par, nu hvor reden er tom?

Når jeg rådgiver par, der ikke længere har hjemmeboende børn, beskriver de ofte oplevelsen af den »tomme rede« på denne måde: »Det sneg sig ind på os så hurtigt! Det virker som om, at vi lige har ventet på, at det første barn skulle ankomme, og pludselig er alle børnene vokset op og rejst væk. Årene er fløjet af sted! Nu ser vi på hinanden og siger: ›Hvad har vi til fælles?‹«

Ingen magisk liste

Måske tænker I: »Denne artikel er nøjagtig, hvad jeg har brug for!« eller »det er præcist, hvad min ægtefælle har brug for!« I længes måske efter en liste med banebrydende forslag til, hvordan I bør håndtere livet efter ungerne er fløjet fra reden. Men her er en sandhed, som jeg har opdaget gennem mange år med parrådgivning: Generelt fungerer en liste over kreative ting, man kan gøre sammen, eller måder at forbinde sig med hinanden igen, sjældent på lang sigt – medmindre der er en god følelsesmæssig forbindelse.

Uanset om vi bor i Ulan Bator, Mongoliet eller São Paulo i Brasilien, er vi alle Guds sønner og døtre. Vi er mennesker med følelser. Vi udtrykker følelser forskelligt, afhængigt af vores kultur og opdragelse, men alle har dem – ensomhed, afvisning, frygt, tristhed, lykke og glæde. Selv i kulturer, hvor familier bor flere generationer sammen, er det sådan, at når børn bliver voksne, vokser deres forældre ofte fra hinanden.

Når børnene er flyttet hjemmefra siger par ofte til mig: »Vi har ikke noget til fælles mere.« Og hvis de kun ser på, hvad den ene kan lide at gøre i modsætning til, hvad den anden person ønsker gøre, så er det normalt rigtigt. Uden en følelsesmæssig forbindelse kan vi befinde os i samme rum som vores ægtefælle og stadig føle os ensomme.

Så hvad kan et par gøre, så de ser hinanden i stedet for at se forbi hinanden? Lad os begynde med at diskutere baggrunde.

Baggrunde påvirker ægteskabet

Vi kommer alle med forskelligt i bagagen. Vi har oplevelser med forældre, søskende, udvidet familie, venner og medarbejdere, der former, hvad vi gør, og hvad vi forventer os af ægteskabet. Var vores forældre for eksempel følelsesmæssigt nærværende eller fjerne under vores opvækst? Alt efter vores baggrund kan vi stille to vigtige spørgsmål:

Hvor tæt en følelsesmæssig forbindelse til vores ægtefælle er vi villige til at få?
Er vi villige til at lade vores ægtefælle få adgang til vores følelsesliv?

Når vi fokuserer på vores ægtefælles adfærd i stedet for at se på baggrunden for, hvorfor denne adfærd kan have udviklet sig, bliver vi ofte fastlåste og afviser ømme følelser. Når man får indsigt i og medfølelse for de vanskelige perioder, som vores ægtefælle har oplevet i sin opvækst, får man normalt et ønske om at være mere støttende. Medfølelse, ømhed og mildhed giver grobund for at dele følelser. At lære at tale om vores følelser med vores ægtefælle er en katalysator for at skabe følelsesmæssig tryghed og forbindelse.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Kommuniker godt med din ægtefælle … Par har brug for private øjeblikke til at observere, tale og virkelig lytte til hinanden.«¹

Beskriv, føl, anerkend og del

Selv efter mange års ægteskab kan det være svært at tale om følsomme emner. Men her er nogle forslag til at gøre det lettere:

Beskriv jeres følelser. Sæt navn på dem som f.eks. »desperation«, »forventning« eller »iver.«
Føl dem. Sæt farten ned. Spørg: »Hvor og hvornår mærker jeg følelsen?«
Anerkend dem. Der er et formål med følelser. Bebrejd ikke jer selv eller jeres ægtefælle for at have følelser. Søg snarere vor himmelske Faders hjælp og vejledning.
Del dem. Når I taler med jeres ægtefælle om følelser, fører det jer ofte tættere sammen. I Evangeliske emner læser vi: »Par kan styrke deres ægteskab ved at tage sig tid til at tale sammen og lytte til hinanden, være betænksomme og respektfulde og ofte udtrykke ømhed og hengivenhed.«²

Ægtefæller i alle aldre styrker deres forhold ved at lære at identificere, genkende, forstå og tale om deres følelser sammen. Det kan være nyttigt at anvende to inspirerede principper: (1) »Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden«, og (2) ægtemand og hustru er »forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere.«³

Lav en »blid opstart«

En velkendt ægteskabsforsker, dr. John Gottman, anerkender, at kernen i et godt ægteskab er evnen til at drøfte og arbejde sig igennem vanskelige emner og følelser. Han har udviklet en model, som han kalder for en »blid opstart.« Ægtefællen med problemet skaber omhyggeligt en ramme for at drøfte sin bekymring snarere end at kritisere den anden ægtefælle. Der er fire dele:

Udtryk, hvordan I har det. Fokuser på, hvad I føler, snarere end hvad den anden gør eller siger. For eksempel: »Jeg er ængstelig, bekymret, bange eller frygtsom.« Udtryk jeres følelser med »jeg«-udsagn, såsom »jeg føler …«
Tal om en bestemt situation eller begivenhed. Prøv at være præcis og gå lige til sagen. Undgå at vurdere eller fordømme jeres ægtefælle. Nævn også det, I har oplevet på grund af begivenheden og jeres relaterede følelser.
Udtal et positivt behov. Beskriv, hvad der er vigtigt for jer i forholdet. Bed jeres ægtefælle om at tage positive skridt for at imødekomme jeres behov. Vær venlig i jeres anmodning. »Vil du være sød« eller »jeg ville sætte pris på« kan man komme langt med.
Giv udtryk for taknemmelighed. Ros jeres ægtefælle for de ting, der fungerer for jer.

Tilknytningsskader

De fleste af os er enten dybt taknemmelige for eller længes dybt efter følelsesmæssig forbindelse med vores ægtefælle. Som skriften lyder: »Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden« (1 Kor 11:11). Hvis vi rækker ud til vores ægtefælle af nød, af en hvilken som helst grund, og vores ægtefælle ikke er parat til eller i stand til at berolige os, er der en stor mulighed for, at vi oplever det, som dr. Sue Johnson kalder en tilknytningsskade. Disse skader genererer negative reaktioner, der kommer i flere former:

Vi angriber.Vi bider ad vores ægtefælle og kritiserer dem for ikke at være der, med absolutte udsagn som: »Du har aldrig været der for mig. Du er ligeglad med, hvad jeg har brug for.«
Vi gyder olie på vandene. Vi udtrykker enighed med vores ægtefælles synspunkt, idet vi håber, at diskussionen ikke fortsætter eller intensiveres, men intet bliver løst, og resultatet er normalt en ophobning af vrede.
Vi forsvarer os. Vi leverer beviser som en advokat i en retssag for, hvorfor vores reaktioner er berettigede under de nuværende omstændigheder.
Vi trækker os tilbage. Vi trækker os tilbage og bliver tavse. Vi holder afstand og taler kun om daglige fornødenheder, uden at have en meningsfuld forbindelse.
Vi fortsætter og fortsætter. Vi har så intenst brug for en tilknytning, at vi fortsætter med at stille spørgsmål, kræve svar, bede om tilsagn og forsøge at forblive i kontrol – ikke for forholdets skyld, men for at dulme vores sårede følelser.

Disse reaktioner er ikke unormale, når vi føler, at vi har mistet tilknytningen til den, vi elsker. Men de er farlige, fordi de kan generere en negativ cyklus. For det første tilknytningsskade, for det andet en negativ reaktion, derefter en negativ reaktion på den første reaktion, og sådan bider det sig selv i halen. På denne måde bidrager hver ægtefælle til og bliver også skadet i trædemøllen.

Fysisk og følelsesmæssig intimitet

Selvfølgelig er intimitet en vigtig del af ægteskabet. Det kan siges, at intimitet er en mangesidig komponent i ægteskabet. At føle sig tæt på hinanden, have fysisk kontakt og føle en stærk følelsesmæssig forbindelse hænger sammen.

Følelsesmæssig intimitet fremmer tilknytningen og nærheden, hvilket forøger og beriger den seksuelle intimitet. Det er udfordrende for en ægtefælle med lav seksuel lyst at engagere sig seksuelt, hvis han eller hun kun føler en ringe eller slet ingen følelsesmæssig forbindelse. I denne forstand skaber en stabil, meningsfuld følelsesmæssig forbindelse et trygt grundlag for seksuel intimitet.

Når vi bliver ældre, kan seksuel intimitet blive vanskeligere. I nogle tilfælde kan en kompetent læge eller certificeret terapeut give indsigt og hjælp. Men jeg tror, at der kan være stor værdi i at opretholde fysisk kontakt gennem ting så enkle som at kysse hinanden godnat, regelmæssigt holde hinanden i hånden eller give hinanden et kærligt kram eller klem.

En bedre liste

Hvis I stadig synes, at I længes efter den liste over kreative ting, I kan gøre, eller måder at forbinde jer med hinanden på igen, når børnene er flyttet hjemmefra, så er her en god nyhed: Når I forbliver følelsesmæssigt forbundet eller bliver følelsesmæssigt forbundet igen, bliver det meget lettere at lave en liste, som I begge kan bidrage til. Det vil være jeres liste, og fordi I selv har lavet den, er det mere sandsynligt, at I vil følge den. Par, der bygger stærkere følelsesmæssige forbindelser, arbejder normalt tæt sammen og er i stand til at finde løsninger i deres ægteskab, uanset hvad deres baggrund, hobbyer, interesser eller aktiviteter er.