Tvunget til at forlade hjemmet: Kristuslignende omsorg for mennesker, der er drevet på flugt
Fordrevne mennesker har brug for mere end ressourcer. De har brug for meningsfulde forhold og omsorg.
Ovenfor: Foto fra Getty Images. Andre fotos: Marc Marriott
At være nødt til at flygte fra sit hjem er måske det mest traumatiske, man kan opleve. Tiltagende voldeligheder, økonomiske udfordringer og politisk uro kan tvinge familier til at opgive deres hjem uden tid til at pakke dyrebare ejendele eller nødvendige forsyninger. Familier splittes ofte under den farlige rejse, da de rejser hundreder af kilometer for at komme i sikkerhed. Børn kan være vidner til eller opleve ekstrem mangel på mad og fysiske skader. Disse mennesker kan kun håbe på, at deres vanskelige rejse ender et sikkert sted.
I løbet af det seneste årti har mindst 100 millioner mennesker måtte flygte fra deres hjem og søge tilflugt enten i eller uden for deres hjemland.1 Med sådanne tankevækkende statistikker er situationen for mennesker, der er fordrevet fra deres hjem, dybt bekymrende. Ved at se på Frelserens eksempel kan vi finde personlige måder til at hjælpe dem på, der er i nød.
En syrisk familie modtager hjælp i Libanon. Krigen i Syrien har gjort 11 millioner syrere hjemløse. Frelseren var selv flygtning engang og er meget opmærksom på dem, der lider under denne prøvelse.
Erkendelse af vores fælles historie
For sidste dages hellige bør fordrevne mennesker være mere end blot en historie i nyhederne. Vi bør se dem som vores næste (se Matt 22:39), som vi og Frelseren selv har en fælles historie med. »Deres historie var vores historie for ikke så mange år siden,« har ældste Patrick Kearon fra De Halvfjerds’ Præsidium sagt.2
Vi behøver ikke skue langt tilbage for at se en tid, hvor sidste dages hellige med vold blev fordrevet fra deres hjem og levebrød. Vi kan også se, hvordan nogle af deres nye naboer gjorde en forskel på deres rejse. Da de hellige blev drevet ud af staten Missouri, modtog beboere i Quincy i Illinois dem og tilbød hjælp. Disse mennesker var eksempler på kristuslignende tjeneste og »reddede sidste dages hellige fra et større tab, end de ellers måtte have lidt.«3
Frelseren oplevede også at være flygtning i sit jordiske liv. Brett Macdonald fra Latter-day Saint Charities har om sine besøg i flygtningelejre rundt om i verden sagt: »Jesus og hans forældre var flygtninge i det nordlige Afrika i en periode. Man kan fornemme hans påvirkning af og intense interesse for livet blandt de lidende.«4
En frivillig fra Latter-day Saint Charities besøger en flygtningelejr i Jordan. Hjælpearbejdere følger humanitære principper, som også kan vejlede os, når vi hjælper flygtninge og andre fordrevne.
Efterlevelse af humanitære principper i dag
I dag har vi muligheder for at række ud og tilbyde den samme hjælp, som Kirkens medlemmer i det 19. århundrede modtog fra deres naboer. Men vores brødre og søstre, der er fordrevet fra deres hjem i dag, har brug for mere end ressourcer eller penge. De har brug for meningsfulde relationer og kristuslignende omsorg.
Mange humanitære organisationer, herunder Latter-day Saint Charities, følger humanitære etiske principper, der kan hjælpe os med at drage omsorg for fordrevne mennesker. Mens principperne i vid udstrækning gælder humanitært arbejde, er der samtidigt evangeliske principper, der kan hjælpe os med mere effektivt at »opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ« (L&P 81:5).
Ved at fokusere på at opbygge relationer kan vi finde meningsfulde måder at tjene på. Til venstre: Et kirkemedlem giver en flygtningemor et særligt tæppe, hun havde lavet til sin egen adopterede søn. Nedenfor: Vi kan hjælpe flygtninge med at lære om den lokale kultur, herunder madlavning, som de måske ikke kender.
Princippet om medmenneskelighed
Princippet om medmenneskelighed handler om, at når vi tjener, arbejder vi på at se hver eneste person som et Guds barn. Dette lyder enkelt nok, men det kan være svært at huske på, når folk ser anderledes ud, opfører sig anderledes, taler eller tror anderledes, end vi gør.
For at kunne se det guddommelige i hver person, kan I spørge jer selv: »Hvis denne person var medlem af min familie eller en, jeg holdt af, ville min opfattelse af denne person så være anderledes?«
Dette spørgsmål blev meget personligt for en kvindelig sidste dages hellig, da hendes Hjælpeforening holdt et babyshower for en flygtningemor i nabolaget.
Hjælpeforeningens præsidentskab kontaktede et lokalt agentur for genhusning af flygtninge for at finde en mor, de kunne hjælpe. Da de havde fået kontakt med en mor og hendes familie, besøgte præsidentskabet hjemmet for at høre, hvordan de bedst kunne hjælpe. (En vigtig del af princippet om medmenneskelighed er at respektere et flygtningeagentur ved at spørge, hvordan de ønsker at blive hjulpet og derefter oprigtigt lytte).
Hjælpeforeningens præsidentskab foreslog et babyshower og forklarede, at det var en måde at fejre et nyt barn på og give gaver, som babyen og moderen havde brug for. Flygtningefamilien syntes, at det var en god idé.
Da menigheden begyndte at planlægge dette babyshower, fandt en søster ud af, at hun havde et særligt »blødt punkt« for mennesker, der har været nødt til at flygte, efter hendes erfaring med at adoptere en baby fra Guatemala. Under den lange adoptionsproces havde denne søster holdt sig beskæftiget med at lave et quiltet tæppe til sin baby. Da hun sammenlignede oplevelsen med sin egen adoptivsøn med dette nye flygtningebarn, ønskede hun at skabe et bånd til familien ved at give dem det tæppe, hun havde lavet.
Ved babyshoweret fortalte kvinden om, hvordan hun kunne relatere til flygtningemoren og beskrev, hvordan hendes unge søn også skulle komme til et nyt hjem, og hvordan de havde elsket at pakke ham ind i tæppet, da han ankom. Kvinden gav flygtningemoderen tæppet og sagde: »Jeg håber, at din baby også vil elske det.«
Princippet om upartiskhed
Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Gud elsker ikke en race mere end en anden … Han indbyder alle til at komme til sig: ›Sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde‹ (2 Ne 26:33) …
I dag beder jeg vores medlemmer overalt om at gå forrest og stoppe med fordomsfulde holdninger og handlinger.«5
Præsident Nelsons ord hjælper med at forklare princippet om upartiskhed. I vores tjeneste bør vi ikke skele til nationalitet, race, køn, religiøs overbevisning, samfundsklasse eller politiske holdninger. Vi tjener andre, selvom vi er forskellige.
Vi ser et eksempel på upartiskhed i Kristi lignelse om den barmhjertige samaritaner i Lukas 10. Samaritaneren, der var kulturelt udstødt blandt jøderne, tøvede ikke med at hjælpe nogle med en anden baggrund. Han tænkte endda på den sårede mands fremtid og forsøgte at gøre alt, hvad der var nødvendigt for at sikre ham en vellykket helbredelse.
Efter at have fortalt denne lignelse, lærte Kristus sine disciple, at den barmhjertige samaritaner handlede som den såredes næste ved at hjælpe ham. Kristus sagde så: »Gå du hen og gør ligeså!« (Luk 10:37).
Photograph by Nicole Johansen
Princippet om uafhængighed
Uafhængighed i forbindelse med at yde humanitær hjælp betyder, at vi tjener uden bagtanker. I stedet bør vi tjene for at fremme selvstændighed og selvhjulpenhed. Dette kan f.eks. betyde at hjælpe fordrevne mennesker med at finde måder at bruge deres færdigheder i deres nye samfund på eller hjælpe dem med at lære færdigheder, såsom at tale et nyt sprog, eller hvad de lokale kulturelle normer for at omgås er. Efterhånden som mennesker bliver mere selvstændige, får de mere kontrol over deres beslutninger, og de bliver bedre i stand til at gavne samfundet med deres færdigheder.
Et medlem fra USA, Nicole, spurgte nogle flygtninge i sit lokalområde, hvad de ønskede at lære for at blive mere selvstændige i samfundet. De svarede, at de ønskede at lære at lave amerikansk mad. Nicole organiserede tidspunkter sammen med andre søstre i menigheden, hvor de lærte flygtningene at bage brød og boller og forsynede dem med redskaber til at bage hjemme hos sig selv. Ved at lære flygtningene at fremstille mad selv hjalp Nicole dem til at blive mere uafhængige, når de tilpassede sig nye måder at lave mad på.6
Vi kan også fremme uafhængighed ved at lade de nødstedte hjælpe hinanden. Vi kan være med til at yde støtte, men når de nødstedte tager initiativ til at hjælpe sig selv og andre, bygger de også bånd til hinanden. Det hjælper dem med at opbygge deres lokalsamfund og styrke hinanden.
Tjen i højere grad som Frelseren
Som præsiderende biskop har Gérald Caussé sagt: »Alle os, der bor på denne smukke planet, har et helligt ansvar for at tage os af alle Guds børn … uanset hvem de er, og hvor de måtte være.«7 Den mest meningsfulde tjeneste opstår ofte, når vi fokuserer på de enkelte personer i vores samfund.
Et medlem, der har opdaget velsignelserne ved at opbygge personlige forhold til flygtninge, siger: »Bare det at være villig til at række ud, hjælpe og holde af dem kan gøre en stor forskel. Og når man først lærer en familie at kende, forstår man, at alle har deres historie.«8 At lære andre menneskers historier at kende hjælper os med at se dem som Guds børn og at tjene, som Frelseren ville have gjort.