Kun digitalt: Sidste dages hellige røster
Vores perfekte trekant af håb og helbredelse
Lægerne gav os kun ringe håb om, at vores nyfødte pige ville udvikle sig normalt, men tro, faste, bøn og præstedømmevelsignelser ændrede udfaldet.
Fotografi: Leslie Nilsson
Vi var alle meget spændte på Agathas fødsel i 2015. Hun ville blive mine forældres første barnebarn. Alt gik godt indtil den dag, hun blev født. Hun var en stor baby, der opstod komplikationer, og lægen var længe om at komme til hospitalet. Da han endelig ankom, måtte han bruge en tang for at få hende ud. På det tidspunkt havde hun lidt af neonatal kvælning.
Da de lagde Agatha på mit bryst et øjeblik, troede jeg, det var for, at jeg kunne sige farvel. Sygeplejerskerne hastede derefter med hende til den neonatale intensivafdeling. Jeg fandt senere ud af, at hendes Apgar-score, der bruges til at vurdere en nyfødts generelle tilstand, kun var på 2. En score på 7 til 10 betragtes som normal.
Scanninger viste en stor hvid plet på Agathas hjerne, der afslørede en væsentlig skade på grund af iltmangel. Læger fortalte os, at hvis hun overlevede, ville hun få alvorlige kognitive og fysiske handicap og sandsynligvis lide af epilepsi.
Da min familie fandt ud af, hvor alvorligt syg Agatha var, fik mine forældre og svigerforældre lov til at komme ind på den neonatale intensivafdeling på forskellige tidspunkter for at se Agatha og sige farvel. Både min far og svigerfar, der ikke kendte hinanden, gav hende en velsignelse. Min mand gav hende også en velsignelse. Den søndag organiserede vi en faste i familien for hende.
Agatha tilbragte 11 dage på hospitalet, før vi kunne tage hende hjem. I flere måneder gennemgik hun forskellige test og procedurer. Hun kunne ikke synke, hun havde dårlige reflekser, og hun fik kramper. De fortalte mig, at hun aldrig ville kunne bevæge hovedet, aldrig gå og aldrig tale.
I løbet af det næste år fortsatte vi med at bede og faste for Agatha, og vi tog hende til en fysioterapeut for at hjælpe hende med at lære at bevæge sig. Venstre side af hendes krop var særligt påvirket af hendes iltmangel under fødslen. Hun kunne bevæge sin højre hånd, men ikke sin venstre. Lægerne fortalte os, at fremskridtene ville komme langsomt. Men efter et par behandlinger kunne hun bevæge begge sider af kroppen lige meget. Terapeuten sagde, at det var et mirakel. Fordi hun var så hurtigt til at lære, undrede han sig over, at vi overhovedet var kommet med hende.
Hver lille forbedring gjorde os lykkelige. Snart begyndte Agatha at bevæge sit hoved. Så begyndte hun at kunne sidde oprejst. Da hun begyndte at smile, vidste vi, at vores tro og bønner var blevet besvaret. Og da hun sagde »mor« for første gang, blev jeg meget glad.
Vi modtog det største mirakel ved hendes årlige kontrol. Et magnetisk resonans-billede (MR) viste ingen hvid plet på hendes hjerne. Hendes læge kunne ikke tro det.
»Denne scanning ser ud som om, den kom fra et andet barn,« sagde han og sammenlignede det nye billede med det originale billede, der blev taget efter hun blev født. Han bad om en ny scanning og spurgte: »Hvad foregår der her?«
I dag har Agatha ingen kognitive eller fysiske handicap, og hun tager ikke længere medicin mod epilepsi. Hendes skole betegner hende som et intellektuelt avanceret barn.
Vi tilskriver Agathas helbredelse det, min far kalder »en perfekt trekant«: Tro, faste og bøn og præstedømmevelsignelser fra retfærdige mænd. Vi ved, at Herren elsker os, vi ved, at han har magt, og vi ved, at han lader os udøve sin magt her på jorden. Vi er taknemmelige for, at han helbredte Agatha.