Kom og følg mig
Sådan fandt Emily Richards »noget at sige«
31. maj-6. juni
Emily Richards trådte op på den smalle talerstol ved mødet i National Woman Suffrage Association [den nationale organisation for stemmeret til kvinder] i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. Hun vidste, at dette var et af de mest afgørende øjeblikke i hendes liv. Året var 1889, og temaer som kvinders stemmeret i Utah og flerkoneri blev debatteret voldsomt. Selvom Emily var nervøs, følte hun sig rede til at tale på baggrund af sin hjemstavn, sit køn og sin religion.
En kilde fortæller: »Man frygtede, at damen fra Utah ikke ville være i stand til at tale salen op – det var ikke lykkedes for andre talere i den henseende – men til udbredt overraskelse og glæde trængte hendes klare røst ind i de fjerneste afkroge af bygningen, og hendes tale var en sand triumf.«1
Der findes ikke nogen optegnelse over, hvad Emily sagde den dag, men en journalist rapporterede, at hun talte i omkring en halv time. Hun gav »en godt opbygget, videnskabelig præsentation«, der præsenterede fakta og begreber, der »afvæbnede fordomme.« Journalisten fortsatte med at skrive, at Emilys ord havde en »mild ånd«, der den dag blødgjorde manges hjerte i forhold til området Utah.2
Men Emily havde ikke altid været dygtig til at tale offentligt. Hun huskede, hvordan Eliza R. Snow, den daværende hovedpræsident for Hjælpeforeningen, havde givet hende nogle råd: »Første gang [søster Snow] bad mig om at tale ved et møde, kunne jeg ikke, og hun sagde: ›Det er okay, men næste gang du bliver bedt om at tale, så prøv at have noget at sige.‹«3
Emily tog dette råd til sig og sørgede for, at hun altid var parat til at tale, når der var brug for det. Ligesom Emily Richards bør vi til enhver tid være parate til at »åbne munden« (L&P 60:2) og forkynde Guds ord.