Budskaber fra områdets ledelse
Hør ham
»Det er min elskede Søn. Hør ham!1 sagde Faderen til Joseph Smith i en lille skov i staten New York en forårsmorgen i 1820. Det var begyndelsen på genoprettelsen af Jesu Kristi Kirke, ligesom Kristus havde organiseret den, da han var her på jorden. På grund af et frafald, der påbegyndte kort tid efter Kristi død, forsvandt hans kirke og myndighed til sidst fra jorden og først i 1820 mange hundrede år senere begyndte genoprettelsen af hans kirke og gengivelsen af myndighed til at udføre alle præstedømmets ordinancer. Alt det skete på grund af en ung mands oprigtige bøn om, hvor man kunne finde sandheden. Han valgte at spørge og derpå lytte, og hvilket svar han modtog!
Vi er alle forskellige og kan have tilgange, der ikke ligner hinanden, til at høre ham, men selvom vi er forskellige, er vi alle Guds børn, og han elsker den, vi er, og han ønsker, at vi hører ham. Hvis vi skal høre ham, må vi yde en indsats. Hvad er jeres hjertes største ønske? Hvad kan I gøre for at høre ham?
For noget tid siden var jeg til et møde i Frankfurt for Kirkens ledere fra hele Europa, for at forberede en stor begivenhed, som vi senere måtte udskyde til 2021 på grund af pandemien. Efter dette møde afsluttede ældste Massimo De Feo, rådgiver i områdepræsidentskabet, sin belæring og hele mødet ved at vise en video, et stykke musik med den norske sanger Sissel Kyrkjebø og The Tabernacle Choir at Temple Square kaldet Slow down. Det er fra en koncert Sissel havde med The Tabernacle Choir i 2019,2 men jeg havde helt enkelt ikke set eller hørt dette, selvom jeg også er fra Norge. Jeg var virkelig ikke forberedt på det, jeg oplevede, da ældste de Feo startede videoen. Bare sekunder inde i fremførelsen var det som om, jeg hørte ham på en måde, som jeg muligvis aldrig har hørt ham på før. Mine følelser overvældede mig fuldstændigt, og jeg græd som et barn. Jeg forsøgte på ikke at lade min krop ryste for meget, og jeg kiggede ned, så det ikke var tydeligt, at jeg græd, jeg var bange for, at det ville ødelægge øjeblikket for alle andre, der var til stede. Dette stykke musik medførte, at jeg oplevede Guds nåde, kærlighed og tilgivelse gennem Frelseren Jesus Kristus til mig personligt, at alle mine fejltagelser i livet var blandet sammen med alle de krævende oplevelser, livet havde givet, kunne blive helet og taget bort. Jeg følte et glimt af himlen, en smag på en himmelsk (celestial) tilværelse. Senere gik jeg online og læste nogle af kommentarerne i kommentarfeltet. Følgende er to kommentarer: »Jeg vil aldrig glemme, da jeg først så dette. Jeg er autist og har kæmpet med kronisk depression og selvmordstanker. De sidste par uger inden koncerten var ren tortur for mig, og jeg var fuldstændig fortabt og havde ingen ide om, hvad jeg skulle stille op. Nogle få dage inden denne sang blev fremført, bad jeg nogle af mine venner i koret om noget støtte, hvilket de gav mig, og da jeg først hørte denne sang, druknede jeg i tårer. Lyset vil i sandhed altid komme for enden af tunnelen. Tak Tabernacle Choir, mine kære venner, for at være helte i mit liv og så vidunderlige venner! Jeg vil elsker jer for evigt!« Og den anden kommentar: »Jeg er så glad for, at de ikke redigerede klapsalven ud, Det øjeblik, hvor hun indser, at omkring tyvetusind personer giver hende et stående bifald er magisk.«
Kære venner, at høre ham er magisk, det er himmelsk (celestialt), og det rører vores hjerte, vores ånd og hjælper os til at fortsætte vores rejse hjem til ham. Det er værd at kæmpe for. Hvad kan I gøre for at høre ham oftere?