Nyheder
Hvorfor jeg blev medlem af Kirken
Først nej og siden ja
Første gang, der kom missionærer til vores dør, sagde jeg pænt: »Nej tak, det har ingen interesse.« Religion var ikke noget, jeg havde tænkt meget over, bortset fra at mine forældre havde lært mig at bede fadervor. Anden gang, missionærerne kom, skete der det samme, men tredje gang var det min mand, der åbnede døren, og han sagde: »Kom indenfor.« Det har været i begyndelsen af 1968. Måske gjorde han det, fordi han syntes, at det var spændende, at de var fra Amerika.
Jeg vidste, det var sandt
Jeg kunne mærke, at der var noget særligt ved disse unge mænd, ældste Leishman og ældste Lyells. Men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg havde en fornemmelse af, at de var fuldkomne …
De forærede os en stor bog »Mormonismen i billeder« og bad os læse den. Den var på norsk. Jeg læste den, men min mand gjorde ikke. Joseph Smiths egen beretning stod deri, og da jeg læste den, vidste jeg, at det var sandt. Der var overhovedet ingen tvivl, og det glædede mig usigeligt meget at vide, at der VIRKELIG var forbindelse til himlen og ned til os mennesker.
Voksende vidnesbyrd og så dåb
Ved de efterfølgende lektioner, hvor vi fik gentaget Joseph Smiths beretning, som jeg allerede havde et stærkt vidnesbyrd om, svulmede det i mit indre, så jeg knapt kunne rumme det. Sådan en følelse havde jeg aldrig haft før, og den fyldte mig totalt. Hvilken varme, hvilken glæde, hvilken fryd.
Både min mand og jeg blev døbt i Odense den 30. november 1968 af ældste Bird og ældste Jensen Thomsen. Jeg har igennem årene sidenhen haft mange prøvelser, men også utrolig mange åndelige oplevelser. Jeg blev indsat som lokalmissionær i 2005, og det og mine kaldelser som primarylærer har givet mig mange glæder. Jeg har stadig et stort vidnesbyrd om det gengivne evangelium.