Kvinder i genoprettelsens første dage
En storslået lære
Må vi alle føle den begejstring, som Vilate Kimball følte, da hun fandt ud af, at hun kunne blive døbt for sine forfædre.
Illustration: Toni Oka
I oktober 1840 skrev 34-årige Vilate Kimball et brev til sin mand, ældste Heber C. Kimball fra De Tolv Apostles Kvorum. »Præsident [Joseph] Smith har åbnet for et nyt og herligt emne … som har ledt til noget af en vækkelse i Kirken,« skrev Vilate til Heber, som tjente på sin anden mission i Storbritannien. Emnet som Joseph Smith underviste om her var dåb for dem, der ikke havde haft chancen i deres levetid.
»Joseph har modtaget en dybere forklaring af dette ved åbenbaring,« fortalte hun. »Det er denne kirkes privilegium, at man kan blive døbt for alle i sin slægt, som er døde, før dette evangelium kom frem.« Vilate hyldede denne åbenbaring, da vi under disse stedfortrædende dåbsordinancer for døde familiemedlemmer handler »på vegne af dem og giver dem det privilegium at komme frem i den første opstandelse«.
Familien Kimball havde forladt New York for at være sammen med de hellige i Kirtland i Ohio og flyttede senere til Far West i Missouri. Bare et år senere, i 1839, måtte de flygte fra Missouri med tusinder af andre sidste dages hellige for at undslippe forfølgelse fra voldelige pøbelhobe. De bosatte sig i Nauvoo, hundredvis af kilometer fra det sted, hvor deres rejse var begyndt.
Selv om deres ankomst til Nauvoo havde været udfordrende, boblede hendes brev til hendes mand fra oktober 1840 af begejstring. »Jeg ønsker at blive døbt for min mor,« skrev hun. »Jeg havde regnet med at vente, til du kom hjem, men sidste gang Joseph talte om emnet, rådede han alle til at gå i gang og befri deres venner fra fangenskab så hurtigt som muligt … Således kan du se, at der er en chance for alle. Er det ikke en storslået lære?«
Vilate var en af de første kvinder, der blev døbt for de døde i Nauvoo.