Den store akkompagnatør
Midt i mine beklagelser fik jeg en enkel og kraftfuld tanke, som gjorde mig mere taknemlig.
Foto af forfatteren: Annika Burkhardt
Der er noget spændende ved at sidde på en bænk med hænderne over klaverets tangenter og vente på dirigentens signal. Det er en af mine yndlingsbeskæftigelser at akkompagnere, men det er ikke noget, der bliver lagt mærke til. Nogle gange står mit ego i vejen, og jeg vil gerne have, at nogen anerkender min indsats.
Vi akkompagnatører understøtter udøvende kunstnere, holder tempoet og skaber den musiske harmoni og følelse. Nogle gange skjuler vi tilmed kunstnernes fejl. Vi lægger mange timer i det, både før og efter prøver. Nogle gange er vi de sidste, som får adgang til musikken, men de første, som forventes at have lært den.
Jeg kæmpede i en vanskelig periode med de følelser. Jeg følte, at der ikke var nogen, som satte pris på mit arbejde. En aften knælede jeg ned ved siden af min seng for at tale med vor himmelske Fader.
Jeg begyndte min bøn ved at nævne alt det, som jeg gjorde, og ikke modtog tak for. Jeg havde ikke brug for meget, men jeg havde brug for noget. Jeg fortalte ham, at jeg følte mig glemt.
Mens jeg beklagede mig, hviskede Ånden noget til mig, som helt ændrede mit syn på tingene.
Jeg stoppede med at bede, da jeg pludselig så min situation i et andet lys. Jeg begyndte at gennemgå min liste af beklagelser og tænke på dem, som var vor himmelske Fader akkompagnatøren. Jeg var overrasket og følte mig ydmyg, da jeg tænkte over, at vi måske ikke lægger mærke til, hvor meget han hjælper os, tilfører vores liv, dækker over vores fejl og »falder ikke i søvn … sover ikke« (SI 121:4) for vores skyld. Inviterer vi ham til sidst, men forventer ham først?
Efter den oplevelse begyndte jeg at takke ham for hans perfekte akkompagnement i mit liv. Alt hvad jeg er, er jeg på grund af ham og hans Søn. Sikke et anderledes perspektiv! Han irettesatte mig ikke for mine følelser eller beklagelser. I stedet valgte han at gøre mig klogere. Han lærte mig en anden måde at anskue ham og andre på.
Hvis jeg i dag falder ned i selvmedlidenhedens hul, husker jeg på den store akkompagnatør – den, som jeg øver mig med, og den, som jeg skal takke. Vor himmelske Fader lærte mig at værdsætte ham på en anden måde end nogensinde før, så jeg i højere grad kan værdsætte folk omkring mig, have et taknemligt hjerte og huske på hans søns ord: »Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod« (Joh 10:10).