Kun digitalt
Beder om hjælp til at finde mine familieoptegnelser
Forfatteren bor i Virginia i USA.
Min veninde Shirley var som en engel og hjalp mig med at finde mine forfædres slægtsbøger.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
For mange år siden følte jeg, at jeg måtte tale med min bedstefar om vores slægtshistorie. Da jeg besøgte bedstefar, var han svagelig og afkræftet. Min faster bad mig om ikke at forstyrre ham, så jeg spurgte ham ikke om vores slægtshistorie. Et par måneder senere giftede jeg mig og flyttede fra Taiwan til USA. Jeg fortrød, at jeg ikke fik lejlighed til at tale med bedstefar, før han døde. Jeg spurgte andre familiemedlemmer om vores slægtshistorie, men ingen kunne hjælpe mig. Jeg var ked af det og skuffet over mig selv, fordi jeg ventede for længe på at lære om bedstefar, og fordi jeg afviste Åndens tilskyndelser til at tale med ham om hans historie.
En dag, da jeg læste min patriarkalske velsignelse, gjorde et afsnit indtryk, for det beskrev, hvordan jeg kunne hjælpe med at udføre et fantastisk arbejde for mine afdøde forfædre og for andre nulevende. Jeg tænkte, hvordan det kunne lade sig gøre, hvis jeg ikke vidste, hvor jeg skulle begynde? Senere læste jeg i Lære og Pagter 82:8, 10:
»Jeg giver jer en ny befaling, så I kan forstå min vilje med hensyn til jer …
Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger, men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte.«
Jeg følte, at Herren opmuntrede mig, og jeg bad om en vej frem for at finde mine slægtshistoriske optegnelser.
Et par måneder senere, mens jeg var i Shanghai i Kina, mødte jeg Shirley Wu, der var på besøg fra Taiwan. Vi blev hurtigt gode venner. Da hun fandt ud af, at jeg ledte efter min families stamtræ, opfordrede hun mig til ikke at give op. Hun foreslog, at jeg først skulle gå til det lokale husstandskontor i Taiwan for at bede om gamle adresser. »Måske dukker der noget op«, sagde hun.
Jeg fløj til Taiwan i håb om at finde optegnelsen om min oldefars hjem, men desværre eksisterede det ikke længere. Jeg kendte heller ikke hans fødested eller navnet på min forfader, der først kom til Taiwan. På trods af dette tilbageslag, sagde Shirley, at jeg ikke skulle bekymre mig. »Tro blot«, sagde hun. »Gud vil hjælpe os, og dine forfædre på den anden side af sløret vil også hjælpe.« Et par dage senere rejste jeg tilbage til Shanghai og håbede og bad om et mirakel.
En søndag eftermiddag sendte Shirley mig et billede af nogle familieoptegnelser. Hun spurgte, om nogen af navnene virkede bekendte.
Jeg blev forbløffet. Navnene på mine forfædre stod på siden! Da jeg spurgte, hvordan hun havde fundet dem, fortalte hun mig følgende utrolige historie:
Jeg havde tænkt på din slægtsforskning i flere uger, og jeg følte mig tilskyndet til at opsøge din oldefars hjem for at undersøge området.
Efter to timer i højhastighedstog tog jeg bussen til byen Chi Kan, et sted jeg aldrig havde været før. Jeg faldt i søvn, og ved det sidste stop vækkede chaufføren mig. Jeg stod af, så mig omkring og så, at jeg var i en fiskerby. Jeg spurgte en ung butiksejer på den anden side af gaden om vej. Han ringede efter en taxa og ledte chaufføren til et sted, hvor en gammel mand boede. Da jeg kom og spurgte den mand, hvor jeg kunne finde byens familieoptegnelser, bad han mig om at gå et par gader videre til et tempel ved kysten.
I templet så jeg en gruppe mænd, der drak te og snakkede. De sagde, at de lige var begyndt på et årligt møde om slægtsforskning i Liu Shi-familien for at forberede en stor konference i oktober. Jeg forklarede, at jeg var der for at finde slægtsnavne for min ven.
»Normalt er der ingen i dette tempel«, sagde de. »Døren er låst på nær i disse to-tre timer, hvor vi afholder det årlige møde. Du er meget heldig at møde os her.«
Da jeg fortalte mændene, at jeg ledte efter navnet Liu Bei, fortalte de mig, at de havde indsamlet familien Lius stamtræ i årevis, men ikke kunne huske det navn. En af mændene tilbød mig at se hans familieoptegnelser. De fortsatte deres møde, mens jeg ledte i optegnelserne. Efter omkring 10-15 minutter råbte jeg: »Jeg fandt det!«
Chokeret holdt de op med at tale og tog fat i bogen. Jeg viste dem navnet, og de fortalte mig, at det kom fra familien til hr. Liu Qiu Shan, der deltog i deres møde den dag. Jeg købte et eksemplar af slægtsbogen, som indeholdt optegnelser, der går 26 generationer tilbage og indeholder navne på forfædre i udvidede slægtslinjer 2.460 år tilbage.
Hr. Liu Qiu Shan gav mig senere et lift til togstationen. Han fortalte mig, at hvis jeg var kommet en time tidligere eller dagen efter, ville jeg ikke have fundet nogen eller noget der. Han sagde: »Dette sted er altid låst. Det må være forfædrenes velsignelse. Det er virkelig et mirakel.«
Shirley er min engel. Hun er fuld af Kristi kærlighed og er altid ivrig efter at hjælpe med at udføre Guds arbejde. Hun er et godt eksempel på at hjælpe andre. Hendes vilje til at tjene har bragt store velsignelser og et mirakel til hundredvis af sjæle. Jeg bærer vidnesbyrd om, at der er engle iblandt os, men vi er nødt til at have et ønske om at gå Herrens ærinde for at modtage deres hjælp. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) sagde: »Tro på jer selv. Tro på jeres evne til at gøre store og gode ting. Tro på, at intet bjerg er så højt, at I ikke kan bestige det. Tro på, at ingen storm er så voldsom, at I ikke kan komme igennem den.«1 Når vi søger Herrens vejledning, vil vi se hans hånd og engle i vores liv, og vi vil blive i stand til at udføre det, han har bedt os om at gøre.