Engle i templet
Jeg var bekymret for, om min nervelidelse kunne forstyrre andre i templet – indtil jeg hørte et pars beroligende ord.
Fotografi af templet i Washington D.C: Candace Read
Templet er det mest fredfyldte og stille sted jorden, ikke sandt? Tja, måske ikke for en person som mig med Tourettes syndrom. Denne neurologiske lidelse får mig hele tiden til at lave bevægelser og lyde mod min vilje. Folk kan synes, at min Tourettes-lidelse er ubehagelig, hvis jeg er tæt på dem et sted, hvor der ikke er mange lyde.
En dag under en begavelsessession i templet i Washington D.C. var jeg bekymret for, om jeg ville komme til at genere og forstyrre andre. Jeg blev nødt til at fokusere fuldstændigt på mine nervøse trækninger, så jeg ikke kunne koncentrere mig om noget andet. Så da jeg prøvede at koncentrere mig om begavelsen, var det umuligt for mig fuldstændigt at styre mine tics, selv om jeg gjorde mit bedste. Jeg kæmpede mere end sædvanligt under sessionen.
Da jeg efterfølgende var på vej ud af det celestiale rum, hørte jeg en beroligende stemme bag mig sige: »Vil du ikke nok komme tilbage? Vi håber, at du bliver ved med at komme i templet.«
Stemmen kom fra et par, som havde set mig kæmpe med mig selv. De ville forsikre mig om, at jeg altid ville være velkommen i templet, ligegyldigt hvilke lyde eller bevægelser, jeg lavede. De ord fik mig til at føle, at jeg var lige så velkommen der, som alle andre, og at min tilstedeværelse var lige så vigtig.
Da de omfavnede mig, velsignede Helligånden mig med fred og glæde. Gud havde sendt mig mild barmhjertighed i form af disse to engle, som beroligede mig og viste mig, at han bekymrer sig om mig. De var grunden til, at jeg følte den fred og ro, som jeg havde håbet på at føle i templet den dag.
»Ikke alle engle kommer fra den anden side af sløret,« har ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Nogle af dem går vi omkring og snakker med – her, nu og hver dag.«1
Vi kan alle være engle for folk omkring os, når vi udviser »kærlighed og omsorg for [Guds] børn«.2