Sådan kom jeg til at elske templet
Jeg havde lovet mig selv at tage i templet hver fredag, men et tykt lag sne lå en morgen som en hindring for det løfte.
Foto fra Getty Images
Jeg gik på Brigham Young University i 1994, da præsident Howard W. Hunter (1907-95) rådede medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til at blive »et tempelbesøgende og tempelelskende folk«. Han sagde: »Lad os haste til templet, så ofte som tid og midler og personlige forhold tillader.«1
På det tidspunkt boede jeg i en lejlighed, som kun lå 15 minutter til fods fra templet i Provo i Utah. Jeg havde ikke nogen bil, men jeg vidste, at jeg ikke havde nogen undskyldning for at lade være med at tage regelmæssigt i templet. Jeg besluttede at prioritere det højt.
Jeg planlagde mit skema, så fredagene ville være frie. Så lovede jeg mig selv at gøre det til min tempeldag. Hver fredag det semester, i sol eller regn, gik jeg til templet kl. 7:30 for at blive døbt for de døde. Hvis jeg skulle aflevere en opgave eller et projekt, gik jeg først hen til templet og lavede så skolearbejde resten af dagen.
En morgen den vinter vågnede jeg op til et tykt lag sne. Da jeg oprindeligt kom fra det centrale Californien, var jeg ikke vant til sne og var rædselsslagen for gåturen op ad bakke på vej til templet. Men i stedet for at overbevise mig selv og blive hjemme, tog jeg varme støvler på, bar mine kirkesko og begyndte at gå mod templet.
Da jeg ankom, blev jeg budt velkommen af en tempelmedarbejder, som var glad for, at jeg havde klaret turen på trods af det triste vejr. Efter at være trådt indenfor fik jeg en følelse af sejr iblandet taknemlighed. Jeg indså, at akkurat som profeten havde bedt om, var jeg blevet en »tempelbesøgende og tempelelskende« person.
I årene siden har min tid, mine midler, forhold, hvor tæt jeg bor på templet, ændret sig en del gange. Men hver gang der har været en ændring, har jeg planlagt, så jeg kan fortsætte med at prioritere besøgene i templet.
Når jeg har gjort det, er templets velsignelser kommet ind i mit liv, præcis som præsident Hunter lovede.