Templet velsigner alle, levende og døde
Forfatteren bor i Gauteng i Sydafrika.
I 2018 satte jeg et mål om at kunne få en tempelanbefaling. Året efter blev min forlovede og jeg beseglet i templet for al evighed.
Templet i Johannesburg i Sydafrika
Til venstre: Foto: Fernando Bragança
Da der blev bekendtgjort tempelbesøg for min gren, deltog jeg. Selv om jeg endnu ikke kunne komme ind i templet, spadserede jeg ofte på tempelgrunden. Jeg bad til vor himmelske Fader og udtrykte mit inderste ønske om en dag at komme ind i templet. Nogle af disse besøg varede kun 10 minutter, men påvirkede min ånd dybt.
På en særligt kold og regnfuld aften ankom jeg sent til templet. Selv om grunden var lukket, gav templets sikkerhedsvagter mig lov til at være en kort stund på området. Jeg havde templets indvielsesbøn med mig. Det gjorde indtryk på mig at læse den.
Jeg blev fyldt med følelser, da jeg læste følgende ord: »Jeg beder dig om sagte at tale fred til dit folk med din Ånds kraft, når de kommer her med tunge hjerter for at søge retning i deres rådvildhed. Jeg beder dig om at trøste og styrke dem, når de kommer i tider med sorg. Jeg beder dig om at give dem mod, retning og tro, når de samler sig, som ved et tilflugtssted fra verdens uro. Jeg beder dig om at forvisse dem om din eksistens og guddommelighed og om din genopstandne søns eksistens og guddommelighed.«1
Jeg vidste, at mine besøg på tempelgrunden betyder noget for Herren, selv om jeg ikke var inde i templet.
Mit mål om deltagelse
Mit ønske om at tage i templet startede en morgen i december 2018. Jeg sad i sengen og læste en tale fra generalkonferencen i april 1999 af ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum. Han talte om vigtigheden af være værdig til at tage i templet. Han sagde, at templet er »et sted med fred, hvor man kan være alene, og hvor man kan modtage inspiration. Regelmæssige besøg vil berige jeres liv med et større formål.« Han forsatte med denne forbløffende udtalelse: »Tag til templet. I ved, at det er det rigtige at gøre. Gør det nu.«2
Jeg markerede dette tekststykke, kiggede i min stavskalender for 2019 og lagde mærke til, at min gren havde planlagt at besøge templet i Johannesburg i Sydafrika hver anden fredag i måneden. Jeg gjorde det til min målsætning at tage til tempelgrunden mindst en gang om måneden sammen med min gren eller for mig selv, selv om jeg endnu ikke havde en tempelanbefaling.
Værdig til at træde indenfor
Tidligt i januar måned talte jeg med min grenspræsident om at modtage en anbefaling og til sidst kunne gå ind i templet. Jeg var ivrig for at nå dette mål.
I august modtog jeg en anbefaling til begrænset brug og var i stand til at besøge dåbslokalet sammen med unge fra min gren. Jeg blev døbt for to af mine onkler og min morfar. Jeg begyndte også at tage tempelforberedelsesundervisning for at forberede mig på at modtage min begavelse. Indtil det tidspunkt fortsatte jeg med at besøge templet og deltage i dåb.
Den 2. november 2019 trådte jeg endelig ind i templet med min forlovede, og vi gik ud som mand og kone, beseglet til hinanden for tid og al evighed. Der findes ikke ord, som kan beskrive den ånd, der var til stede ved denne store begivenhed. Min hustru og jeg fortsatte med at gå i templet. Vi havde mange værdifulde og hellige oplevelser, indtil templerne i hele verden lukkede i 2020 på grund af COVID-19.
Søster og bror Vega Mncwabe (i midten) på dagen for deres beseglingen med deres familiemedlemmer.
Herover: Foto bragt med tilladelse af familien Mncwabe.
Templet er for alle
Min moster er ikke medlem af Kirken, men hun var taget til templet til vores besegling. Bagefter fortalte hun om en oplevelse, hun havde haft efter at have besøgt tempelgrunden. Hun drømte, at hun igen var i templet til vores besegling, men denne gang var alle mine familiemedlemmer (herunder dem, som jeg havde udført dåb for) med os. »Din mor var der også,« sagde hun, »men hun blev ved med at sige ›Jeg kan ikke se min søn. Hvorfor kan jeg ikke se min søn?‹«
Jeg hulkede efter at have hørt det, og jeg vidste, hvorfor min mor ikke kunne se mig. Hun gik bort i 2002, og jeg havde udskudt at få ordinancer udført for hende i templet. Jeg besluttede at gøre det så hurtigt som muligt. Jeg fik snart privilegiet af at udføre hendes dåb og sige hendes fulde navn, da jeg døbte den unge kvinde, der fungerede som stedfortræder for min mor.
Jeg fik et stærkt vidnesbyrd om, at templet er Guds hus. Vi har adgang til hans kraft, når vi er der. Jeg ved også, at templet har velsignelser til alle Guds børn, hvad enten de er levende eller døde.