At ældes med trofasthed
»Ved du, hvor taknemlig jeg er?«
Forfatteren bor i Utah i USA.
En aften, hvor jeg tog mig af en ældre søster, lærte jeg en lektie for livet om at udvise taknemlighed.
Fotoillustration: Getty Images; illustration: Carolyn Vibbert
Dorothy vidste, at enden var nær. Hver dag mistede hun noget mere – ikke håndgribelige ting, men evner. Evnen til selv at tage et brusebad. Evnen til at lave hendes egne måltider. Evnen til at gå ud på badeværelset uden at falde. Evnen til at låse bagdøren op og samle avisen op. Evnen til at skrive en besked til personer tæt på hende.
Der var dog nogle ting, som hun endnu ikke havde mistet. Hendes gnist. Hendes forstand. Hendes taknemlighed. Det gjorde, at det bragte glæde at være sammen med Dorothy. Hendes hjem virkede til at invitere gæster ind fra begge sider af sløret.
En aften var jeg menighedens hjælpeforeningsgæst hos hende – som skulle hjælpe hende. Det blæste op til storm, og strømmen blev afbrudt omkring kl. 23:00. Vi opdagede, at strømmen var slukket, da jeg prøvede at tænde lysene, så jeg kunne hjælpe hende ud på toilettet. Jeg trykkede på kontakten, men der skete ingenting. Dorothy var dog forberedt. Hun tog en lille lommelygte frem fra en lomme på sin rollator, og så lykkedes det os på en eller anden måde at gå ned ad gangen med det svage lys. Efter den lange vej tilbage til hendes stol smilede hun og sagde: »Ved du, hvor taknemlig jeg er?«
Fotoillustration: Getty Images; illustration: Carolyn Vibbert
Samme aften omkring kl. 00:30 var der noget, som vækkede mig. Jeg hørte tilskyndelsen: »Dorothy har brug for sin transportable ilt«. Jeg lagde mærke til, at Dorothys normale iltmaskine var stoppet med at boble. Strømmen var stadig væk. Jeg skyndte mig, at få den transportable ilt hen til hende. Jeg satte den på hende og prøvede på ikke at vække hende. Da jeg placerede slangerne omkring hendes ansigt, kiggede hun igen op og sagde: »Ved du, hvor taknemlig jeg er?«
Da jeg sendte en sms til vores hjælpeforeningspræsident kl. 01:00, svarede hun heldigvis. »Strømmen er ikke gået i mit hus,« sagde hun. »Jeg ringer til firmaet.« Hendes opkald må have virket, for kl. 01:30 ankom der biler og folk, som begyndte at få strømmen tilbage til Dorothys hjem. Da hun vågende kl. 02:30 for at foretage en til langsom spadseretur ud til toilettet i lommelygtens skær, kikkede hun ud igennem køkkenvinduerne. Hun så alle arbejdsfolkene og sagde: »Jeg håber, de ved, hvor taknemlig jeg.«
Arbejdsfolkene tog afsted igen kl. 05:30 den morgen, akkurat da batteriet på hendes transportable ilt løb tør. Men lyset blev tændt igen. Efter en til langsom tur på toilettet, så vi, at hendes normale iltmaskine igen boblede. Jeg hjalp hende med at sætte sig tilbage i sin stol. Før hun lukkede øjnene fortalte hun mig om tre andre besøgende, som hun havde set den nat – familiemedlemmer, som var kommet for at give hende trøst og fred. Så hviskede hun igen: »Ved du, hvor taknemlig jeg er?«
Jeg forlod Dorothys hjem kl. 08:00 den lørdag morgen, da en anden søster fra vores menighed ankom for at være sammen med hende. Da jeg sad i min bil, begyndte tårerne at komme. Jeg følte en utrolig kærlighed til Dorothy, en utrolig taknemlighed for de øjeblikke, jeg havde tilbragt med hende.
Jeg sad og bad takkebønner, da hendes ord pludseligt strømmede ud fra mit hjerte: »Vor himmelske Fader, ved du, hvor taknemlig jeg er?«
Selv om Dorothy var oppe i årene og havde behov for hjælp, blev jeg den nat velsignet af hendes enkle eksempel på taknemlighed. Og det velsigner mig fortsat. Selv om hun nu er gået bort, tager jeg ofte mig selv i at tænke: »Ved folk, hvor taknemlig jeg er?« Og når jeg gør det, prøver jeg at udtrykke den taknemlighed.