Kommer jeg nogensinde til at høre til?

Jill Bitner fra Texas i USA

Når jeg sang noget andet end alle de andre, følte jeg mig som en outsider.

I januar i 2009 fløj min mand og jeg til Tyskland. Han havde sagt ja til et job der, og vi tilbragte en uge i Berlin for at forberede vores familie.

Jeg følte mig med det samme overvældet af forskellene på Tyskland og USA. Den aften turde jeg ikke forlade hotellet.

Men næste morgen, en søndag, mønstrede jeg mod til at deltage i et nadvermøde. Da vi kom ind i kirkebygningen, så en venlig mand, at vi var amerikanere, og gav os en engelsk salmebog. Mens jeg sad på bagerste række og sang noget andet end alle de andre, følte jeg mig som en outsider.

Menigheden tilbød engelsk oversættelse og gav os høretelefoner. Halvvejs gennem mødet, havde jeg lyst til flå mine af og vende tilbage til min menighed i USA. Men da jeg sang andet vers af »Så sikker en grundvold«, fyldte Helligånden mit hjerte.

I hjem eller ude, på land eller sø,

dig tilhører livet, og du skal aldrig dø.¹

Salmen føltes som et budskab fra Herren. Der løb tårer ned ad mine kinder, mens jeg skyndte mig ud i foyeren, hvor en mand med sympatiske øjne gav mig sin egen pakke lommetørklæder. (Det var noget, som alle i menigheden altid havde).

Tre et halvt år senere. I den samme kirkesal en søndag morgen i juni begyndte organisten at spille en salme. Jeg åbnede min tyske salmebog og begyndte at synge.

I det øjeblik blev jeg igen fyldt af Helligånden. Jeg sang igen »Så sikker en grundvold«, men alt var anderledes.

Jeg kiggede mig omkring. I stedet for at se fremmede, så jeg venner. Bag mig sad vores tidligere stavspræsident, som hurtigt havde lært vores navne. På forreste række sad min søn, som var diakon, skulder mod skulder med unge mænd, der havde besøgt ham på hospitalet, da han blev diagnosticeret med diabetes. Tæt ved dem sad menighedens leder for Unge Kvinder, der havde lært min datter at lave lækre kartoffelpandekager.

I hele kirkesalen sad der unge, som jeg havde undervist og vist kærlighed på et engelsktalende instituthold, samt mine trofaste gæstelærere og andre, der med stor glæde deltog i menighedens dansehold, som biskoppen havde bedt mig om at undervise.

Jeg havde svært ved at se for tårer, men denne gang løb jeg ikke væk fra kirkesalen. I stedet tog jeg min egen pakke lommetørklæder op af tasken.

Det var noget, som alle i menigheden altid havde.