Kun digitalt
Sådan gælder Frelserens nåde både for mig og mit handicappede familiemedlem
Forfatteren bor i Utah i USA.
Min opvækst med en handicappet søster har nogle gange gjort livet svært, men jeg er kommet så meget tættere på min Frelser gennem hele forløbet.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
Jeg har en bedste ven. Hun hedder Barbara. Vi elsker at se og synge med på filmmusik. Vi tager på vandreture sammen og ser på blomsterne på området omkring templet. Vi læser hver aften prinsessehistorier sammen. Når jeg er sammen med Barbara, kan jeg være mig selv. Ikke alene er hun min bedste ven, hun er også min søster.
Barbara har spastisk lammelse, en tilstand, der påvirker hende fysisk og mentalt. Hun kan ikke gå, og hun får mad gennem en slange. Hun elsker at synge, men har svært ved at kommunikere sine følelser, ønsker og behov mundtligt. Og selv om Barbara er 29 år gammel, opfører hun sig mentalt som et lille barn.
Påtager sig et stort ansvar
Selv om Barbara er fire år ældre end mig, har jeg altid følt mig som »storesøsteren«. Hele min families verden drejer sig om hende. Hun er solen, og vi er planeterne, der cirkler omkring hende. Selvom situationen nogle gange rummer store fordele – f.eks. at kunne springe køer over i forlystelsesparker – indebærer den andre gange, at man må ofre sig, f.eks. ved ikke at tage til bestemte aktiviteter eller at være nødt til at være vært for begivenheder i vores hjem. Hver dag gennemgår vi vores tidsplan for at sikre, at der altid er nogen, der kan tage sig af Barbara og hendes behov.
Min storebror og jeg er modnet meget hurtigt, da vi har hjulpet mine forældre med at tage sig af hende. Allerede da vi var meget unge, måtte vi lære, hvornår Barbara fik et anfald, og hvad vi så skulle gøre, hvordan man giver hende mad gennem en slange, hvordan man skifter hendes bleer, og hvordan man gør hendes medicin klar. Mens denne tidlige modenhed gav mig selvtillid, var det en stor udfordring for mig rent socialt.
Jeg følte mig så anderledes fra alle andre på min alder. Selvom jeg blev spurgt, om jeg ville hænge ud med venner, og mine forældre opfordrede mig til at gøre det, var det en kamp for mig at have det sjovt, fordi jeg følte, det var min skyld, at mine forældre havde så meget at gøre derhjemme. Andre gange havde jeg det ikke godt, når Barbara kæmpede med sit helbred. For det meste ville jeg bare have en ven, der sad ved min side og lyttede.
Overvinder ensomhed
Nogle gange følte jeg, at ingen forstod, hvad jeg gik igennem. Men der var nogle få ting, som hjalp mod denne ensomhed. Jeg besluttede at prøve at nå ud til folk, der måske gik med de samme følelser. Når jeg tog til aktiviteter eller i kirke, forsøgte jeg at inkludere dem, der sad alene, eller som så ud til at have en dårlig dag. Som ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Mirakler finder sted, når vi tager os af hinanden, som han ville.«1 Og jeg så mirakler i mit liv. Jeg følte mig meget mere tryg ved at tage til aktiviteter og blev gladere, når jeg viste andre kærlighed.
En anden ting, der hjalp mig, var at indse, hvor meget Frelseren forstod mig. Jeg indså, at han vidste præcis, hvad jeg gik igennem, og altid ville være med mig. Jeg fokuserede mere på at lære ham at kende gennem skrifterne og bøn. Nogle gange, når jeg bad, forestillede jeg mig, at han og min himmelske Fader sad sammen med mig og lyttede. Når jeg havde det svært og følte mig overvældet af, hvor uretfærdig Barbaras situation til tider virkede, mindede jeg mig selv om, at Kristus vil hjælpe mig med at finde fred og tryghed. Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede dette perfekt, da han sagde: »I uretfærdige situationer er en af vores opgaver at stole på, at ›alt, hvad der er uretfærdigt ved livet, kan rettes op på gennem Jesu Kristi forsoning.‹«2
Stoler på Frelserens nåde
Det kan næsten kræve en overmenneskelig styrke at elske en person, der har et handicap. Det påvirker ens liv fysisk, mentalt, følelsesmæssigt, økonomisk og åndeligt. I de sidste 29 år er mine forældre vågnet næsten hver nat kl. to for at tage sig af Barbara. Vi træner alle regelmæssigt, så vi har styrke til at løfte og bære Barbara, når det er nødvendigt. Og der er mange andre pligter, som påvirker os alle.
Hvordan kan vi klare alt dette?
Svaret kan beskrives med ét ord: nåde.
»Nåde (er) den bemyndigende kraft og åndelige heling, som Jesu Kristi barmhjertighed og kærlighed udgør …
Guds nåde hjælper os hver dag. Den styrker os til at gøre de gode gerninger, vi ikke ville kunne gøre ved egen styrke.«3
Hvad elsker jeg mest ved Barbara? Med hende har jeg lært mere om Frelserens kærlighed til os. Man kan ikke undgå at føle hans kærlighed, når man er sammen med Barbara. På trods af alle hendes vanskeligheder smiler hun altid, synger og får os til at grine. Men der er også dage, hvor jeg føler mig hjælpeløs, og hvor intet synes at kunne få hende til at føle sig godt tilpas. Men på grund af mine erfaringer ved jeg med sikkerhed, at Frelseren forstår, hvad både Barbara og jeg gennemgår. Uanset hvilke jordiske prøvelser vi udsættes for, er et smukt aspekt af Frelserens bemyndigende kraft, at vi ikke kun får styrke til at opleve og overvinde hårde prøvelser, men også til at gøre alting med glæde.