»Fastere i troen på Kristus«, Liahona, aug. 2024.
Kom og følg mig
Fastere i troen på Kristus
Hvordan udvikler vi tilstrækkelig tro på Jesus Kristus til alle livets dage?
I det tredje kapitel af Helaman læser vi om en periode med »vedvarende fred« (Hel 3:23) og »overordentlig stor fremgang i kirken« (Hel 3:24). Tusinder blev døbt, og »så mange var de velsignelser, der blev udøst over folket, at endog højpræsterne og lærerne var overmåde forbavsede« (Hel 3:25).
Desværre blev nogle af »de folk, der foregav at tilhøre Guds kirke« (Hel 3:33) stolte og begyndte at forfølge de andre kirkemedlemmer (se Hel 3:34). »Se, dette var et stort onde, som fik den mere ydmyge del af folket til at lide store forfølgelser og til at vade gennem megen trængsel« (Hel 3:34).
Jeg forestiller mig, at det var særligt smertefuldt for kirkens ydmyge medlemmer. Nogle få år tidligere havde folket trods alt kæmpet side om side for at forpurre et lamanitisk angreb (se Hel 1). Men denne gang kom trængslerne indefra. Forfølgerne var dem, som de havde mødtes og bedt og lært og tilbedt med.
Hvordan reagerede den »mere ydmyge del af folket« blandt sådanne lidelser? Hvad hjalp dem til at udholde ironien ved at blive forfulgt af dem, der engang havde påstod at være Kristi meddisciple?
Svaret findes i Helaman 3:35: »Alligevel fastede og bad de ofte og voksede sig stærkere og stærkere i deres ydmyghed og fastere og fastere i troen på Kristus, indtil deres sjæl blev fyldt af glæde og fortrøstning, ja, indtil deres hjerte blev renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at de giver deres hjerte hen til Gud« (fremhævelse tilføjet).
Lad os overveje, hvordan vi ligesom de hellige på Helamans tid kan blive »fastere og fastere i troen på Kristus«, når vi sammen står over for det, som præsident Russell M. Nelson har beskrevet som »en yderst kompliceret tid i verdenshistorien«, en tid med »hidtil usete udfordringer«.
To eksempler på Nefis tro
Skrifterne er fulde af erfaringer fra mænd og kvinder, der blev fastere og fastere i troen på Kristus, mens de stod over for deres tids udfordringer. Tænk for eksempel på Nefis trofaste reaktion på to udfordrende oplevelser, der var næsten identiske til at begynde med og alligevel i sidste ende anderledes.
Da Nefi og hans brødre vendte tilbage fra Jerusalem med Ismael og hans familie, gjorde Laman og Lemuel og flere andre oprør (se 1 Ne 7:6-7). Nefi kaldte dem til omvendelse og bønfaldt dem om at erindre Herren (se 1 Ne 7:8-15). Laman og Lemuel blev vrede på Nefi og bandt hans hænder og fødder med reb og efterlod ham til at dø i ørkenen (se 1 Ne 7:16).
Hjerteskærende som hans brødres handlinger måtte have været, og uagtet den frygt han måtte have følt, valgte Nefi at forblive fast i troen på Kristus. Han »bad til Herren og sagde: O Herre, vil du i overensstemmelse med min tro på dig udfri mig af mine brødres hænder, ja, give mig styrke, så jeg kan sprænge disse bånd, som jeg er bundet med« (1 Ne 7:17).
Nefis bøn blev besvaret straks og på mirakuløs vis! »Båndene [blev] løst fra [hans] hænder og fødder, og [han] stod foran [sine] brødre, og … talte til dem« (1 Ne 7:18). Nefis hjerte må have svulmet af taknemmelighed til Herren, fordi han havde udfriet ham.
Dette ville dog ikke være sidste gang, at Laman og Lemuel bandt deres bror med reb. Og den næste gang ville Nefis udfrielse adskille sig væsentligt fra den første gang og ville endnu engang bevise fastheden i Nefis tro på Kristus.
Mange år senere, da Laman og Lemuel og Ismaels sønner krydsede havet til det forjættede land, begyndte de at handle med »stor usømmelighed« og glemme Herren kraft, som havde velsignet deres rejse (se 1 Ne 18:9). Nefi kaldte dem igen til omvendelse, og Laman og Lemuel blev igen vrede på ham (se 1 Ne 18:10). Ligesom de havde gjort før, tog de Nefi og bandt ham med stærke reb (se 1 Ne 18:11-12).
Hvad tænkte Nefi, da han var blevet bundet med reb for anden gang? Hvad ville I eller jeg have tænkt, hvis vi havde stået i denne udfordrende situation igen? Vi ville måske have tænkt: »Jeg har oplevet det før! Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg beder til Herren, vil han med det samme og på mirakuløs vis udfri mig.« Vi ved ikke, hvad Nefi tænkte, men vi ved, at selvom disse to oplevelser var ens, så var de umiddelbare resultater ikke. Denne gang ville Nefi ikke øjeblikkeligt blive udfriet fra sine brødre, men i stedet skulle han udholde fire dages lidelse ved deres hænder (se 1 Ne 18:14-15).
Med sin tidligere oplevelse i tankerne kunne Nefi have bedt med stor tillid om øjeblikkelig udfrielse. Da en sådan udfrielse ikke kom, kunne Nefi have blevet mismodig og hans tro svækket af tvivl. Efterhånden som timerne og dagene trak ud, og hans smerte tog til, kunne den tiltagende vægt af den modløshed og tvivl have knust Nefis tro. Han kunne have murret: »Hvorfor er jeg ikke blevet udfriet?« Var hans tro ikke større nu – mere moden og fuldvoksen – end den var første gang, han var blevet bundet? Var hans tro ikke vokset gennem stærke oplevelser med Liahonaen, hans knækkede bue og et skib bygget under Herrens egen vejledning?
I stedet for at blive mismodig eller tvivlende forblev Nefi fast i sin tro. Hans tro var ikke centreret om timingen eller måden, hvorpå han blev udfriet, og hans tro var heller ikke afhængig af et forventet resultat. Hans tro var ikke betinget. Nefis tro var fast centreret om Jesus Kristus – uanset hvad der måtte ske. På grund af hans tro var han i stand til at skrive: »Alligevel så jeg hen til min Gud, og jeg priste ham hele dagen; og jeg murrede ikke imod Herren over mine trængsler« (1 Ne 18:16).
Bemærk, at fastheden i Nefis tro på Kristus gjorde, at han kunne finde trøst under sine trængsler og blive fyldt med kærlighed til Gud til trods for sin smerte. Han var personificeringen af det, som hans bror Jakob senere underviste om:
»Se hen til Gud med fasthed i sindet, og bed til ham med stor tro, så vil han trøste jer i jeres trængsler, så vil han tale jeres sag …
Løft hovedet, og modtag Guds behagelige ord, og tag for jer af hans kærlighed, for det kan I gøre for evigt, hvis jeres sind er urokkeligt« (Jakob 3:1-2, fremhævelse tilføjet).
Vi kan fortsætte i tro
Både Nefi og de hellige på Helamans tid giver os håb om, at vi med Herrens hjælp kan blive fastere i vores tro på Kristus. Når I læser dette, kan I måske være i tvivl om, hvorvidt dette håb gælder jer. Lad os alle finde trøst og mod i disse ord fra vores elskede profet, præsident Nelson:
»Herren kræver ikke fuldkommen tro, for at vi kan få adgang til hans fuldkomne kraft. Men han beder os om at tro …
Frelseren er aldrig mere tæt på jer, end når I står over for eller bestiger et bjerg i tro.«
I sidste ende er det, som ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »De fleste af os befinder sig i øjeblikket i et kontinuum mellem en socialt motiveret deltagelse i evangeliet på den ene side og en fuldt udviklet kristuslignende forpligtelse over for Guds vilje på den anden. Et sted i det kontinuum kommer det gode budskab ved Jesu Kristi evangelium ind i vores hjerte og tager vores sjæl i eje. Det sker muligvis ikke øjeblikkeligt, men vi bør alle bevæge os mod den velsignede tilstand.«
Må vi, midt i vor tids unikke prøvelser og trængsler, beslutte os for – en gang for alle – at vælge tro på Jesus Kristus, en tro, der er tilstrækkelig til alle livets dage. Må vi arbejde og faste og bede om at vokse os fastere i troen på Kristus og med fast sind modtage hans trøst i vores trængsler og tage for os af hans kærlighed for evigt.
Derfor vidner jeg om sandfærdigheden af præsident Nelsons særlige vidnesbyrd: »Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, så findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme.«