Jeg elsker den sang

Don S. Candland fra Californien i USA

Ordene til en yndlingssalme mindede min mor om, at vi er nødt til at række ud til dem i nød.

Billede

en kvinde holder en lille grædende pige

Illustration: Katy Dockrill

Min mor, Dorothy Candland Woodruff (der nu er død), skulle en eftermiddag ankomme til Regina i Saskatchewan i Canada, men hun missede flyet. Så hun blev omdirigeret med mellemlandinger i Colorado i USA og Calgary i Alberta. Hun ville først ankomme omkring midnat. Frustreret begyndte hun sin rejse.

Hendes anden flyvetur var stuvende fuld og larmende. Hun prøvede på at arbejde, da en lille pige på den anden side af midtergangen begyndte at græde. Hun var utålmodig med sin mor, der holdt en lille baby. Pigens far sad foran min mor med et andet barn på omkring fem år.

Pigens mor talte blidt til sin datter, men barnets gråd blev højere.

»Denne familie havde tydeligvis ikke forberedt deres børn på turen,« sagde min mor, da hun senere fortalte vores familie om sin oplevelse. Til den lektie, der fulgte, bruger jeg hendes ord:

»Til sidst bar moderen sin grædende datter ned bagerst til toilettet. Kort tid efter vendte moderen tilbage med den lille pige, der stadig græd – stille tårer, bemærkede jeg taknemligt. Hun satte sig ned og holdt datteren i sine arme og rokkede hende blidt frem og tilbage. Så hørte jeg hende synge stille: ›Jeg er Guds kære barn‹.

Forbløffet så jeg op fra mit arbejde, da jeg genkendte sangen. Jeg så familien i et nyt lys. Da moderen var færdig med sangen, lagde jeg min hånd på hendes skulder og sagde: ›Jeg elsker den sang‹.

Med tårer i øjnene sagde hun: ›Det var min syvårige søns yndlingssang. Vi tager ham med hjem til vores familiekirkegård i Montana. Vi mistede ham i går i en forfærdelig ulykke. Vi savner ham alle så meget.‹

Skam skyllede over mig. Jeg havde fældet dom over denne søde familie, ufølsom over for, hvordan jeg kunne have hjulpet. Sangens ord skærpede min bevidsthed om, at selv om de ikke havde været sidste dages hellige, så var de stadig Guds børn, og jeg burde have rakt ud til dem i deres nød.

Jeg følte mig ydmyg. Under resten af vores rejse sammen delte vi tårevædet mange følelser og oplevelser, der var dyrebare for os begge. Vi skiltes som gode venner, der ville holde kontakten gennem breve i mange år fremover.«