Kapitel 11

Præstedømmet: »Den levende Guds magt«

Præstedømmebærere, som efterlever principperne for retskaffenhed, kan være redskaber i Herrens hænder til at tjene andre.

Fra Heber J. Grants liv

»Jeg vil aldrig glemme dengang,« sagde præsident Heber J. Grant, »hvor en ven henvendte sig til mig, efter at lægen havde meddelt, at hans datter, som var ramt af difteri, ville dø inden daggry. Han bad mig bede for sin datter, og da jeg havde forladt hans kontor, bad jeg af al min sjæls styrke om, at Gud ville helbrede denne pige. Mens jeg bad, kom denne inspiration til mig: ›Den levende Guds kraft er her på jorden. Præstedømmet er her. Skynd dig! Skynd dig! … Tag hen og irettesæt ødelæggerens magt, så vil pigen leve.‹

Den læge, som behandlede pigen, sagde, at hun ikke ville leve til daggry, men da det blev daggry, forklarede han, at han ikke fattede det, men at han mente, at pigen ville blive rask. Han kunne ikke lade være med at give udtryk for sin forbløffelse over ændringen i pigens tilstand i nattens løb. Den levende Guds kraft irettesatte ødelæggeren.«¹

Præsident Grant glædede sig over den inspiration, han modtog den aften: »Den levende Guds kraft er her på jorden. Præstedømmet er her.« I sine taler ved generalkonferencerne belærte han ofte de hellige om de velsignelser, de kunne modtage gennem præstedømmets kraft og myndighed.

Heber J. Grants lærdomme

Præstedømmets nøgler, myndighed, ordinancer og gaver er gengivet.

Efterhånden som oversættelsen af [Mormons Bog] skred frem, opdagede Joseph Smith, at nephiterne belærte om og praktiserede dåb. Han ønskede at få en større forståelse af dette princip, ligesom han havde ønsket før, og gik sammen med sin skriver, Oliver Cowdery, ud i skoven og bad inderligt. Følgende er et citat af hans egne ord:

»Medens vi således bad og påkaldte Herren, nedsteg et sendebud fra himlen i en lyssky, og efter at have lagt hænderne på os ordinerede han os, idet han sagde:

›I Messias’ navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter frembringer et offer for Herren i retfærdighed.‹

Sendebudet, som besøgte os ved denne lejlighed og overdrog os dette præstedømme, sagde, at hans navn var Johannes, den samme, som i Det Nye Testamente kaldes Johannes Døberen, og at han handlede under ledelse af Peter, Jakob og Johannes, som havde det melkisedekske præstedømmes nøgler, hvilket præstedømme, sagde han, skulle overdrages os til rette tid« (se JS-H 1:68-69, 72).

Med denne ordination og med gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme, der som lovet senere blev overdraget, blev alle nøglerne gengivet. Den Almægtige Guds præstedømmemyndighed, som i århundreder havde været borttaget fra menneskene, blev gengivet og er forblevet i Kirken i ubrudt linie indtil vor tid.

Med præstedømmets gengivelse blev vejen åbnet til forkyndelse af evangeliet, udførelse af de dertil hørende ordinancer samt Kirkens organisering.²

Jeg ved, at der ikke findes nogen gaver, nåde eller myndighed, som apostlene var i besiddelse af på Frelserens tid, som Guds folk ikke er i besiddelse af i dag.³

Jeg bevidner for jer her i dag, at vi har sandheden, at Gud atter har talt, og at enhver gave, nåde kraft og begavelse, som kom i kraft af den levende Guds hellige præstedømme på Frelserens tid, nyder vi godt af i dag. Det glæder mig at vide, at disse ting, som bør være tilgængelige - velsignelserne, den Almægtige Guds helbredende kraft, hans Ånds inspiration, hvorved mænd og kvinder kan få tilkendegivelser fra ham, Guds Ånds inspiration, hvorved folk taler i tunger og udlægger dem, og hver eneste nåde og gave - findes i dag blandt de sidste dages hellige.⁴

Præstedømmets helbredende kraft findes i Kirken.

Jeg ved, at den Almægtige Guds helbredende kraft findes i denne Kirke. Jeg ved, at hvis det ikke var for Guds helbredende kraft, ville jeg ikke have privilegiet at stå her foran jer i dag. Jeg ved, at der er levende beviser på Guds helbredende kraft blandt dette folk. Havde vi en optegnelse over alle Herrens vidunderlige velsignelser, som er kommet gennem præstedømmet efter Kirkens oprettelse på jorden, ville det være en optegnelse, som var langt mere omfattende end Det Nye Testamente.⁵

Da min [halvbror] Joseph Hyrum Grant engang … ledte en hestepension … skulle flere af de ansatte på Z.C.M.I.’s skofabrik på skovtur … [Joseph,] som stod for transporten, gjorde dem opmærksom på, at der var uvejr på vej; han opfordrede dem til at tage hjem og sagde, at … der var fare for … at de ville vælte i stormen og mørket. Men de besluttede, at de ville holde virksomheden skadesløs, hvis der skete et uheld.

Vognen væltede på vej hjem i mørket, og adskillige kom temmelig alvorligt til skade. En af pigerne pådrog sig adskillige knoglebrud, og hun fik lungebetændelse på grund af sine kvæstelser og af kulden. Den vagthavende læge sagde, at hun ikke ville overleve og sikkert ville dø inden daggry. [Joseph] var ulykkelig over situationen, fordi han havde været køretøjets fører. Han bad mig om at tage med og salve denne pige og sagde, at Ånden havde bevidnet for ham, at hun ville overleve.

Da vi gik hen til sengen, sagde jeg til ham, at hun var døende og ville være død, inden vi kunne nå at løfte vores hænder fra hendes hoved. Han blev bleg som et lig og erklærede, at han havde fået en tilkendegivelse fra Herren, og at han lige så sikkert, som han vidste, at evangeliet er sandt, vidste, at hun ville leve, hvis vi ville velsigne hende. Vi velsignede hende, og da jeg bekræftede salvelsen, blev jeg tilskyndet til at love hende, at hendes knogler ville vokse sammen, og at hun ville blive rask og ville komme tilbage til sin maskine på Z.C.M.I.’s skofabrik. Jeg vidste ikke, at hun havde arbejdet ved en maskine, eller at hun arbejdede dér. Samme aften mødtes jeg med fabrikkens tilsynshavende, og han sagde: »Jeg kommer lige fra Marie DeGrays hjem, og hun var døende. Jeg er overbevist om, at hun er død nu.« Jeg sagde: »Bror Rowe, gå op på dit kontor, sæt dig ned og skriv: ›Marie DeGray er ikke død. Marie DeGray vil ikke dø, men hun vil blive rask og komme tilbage til sin maskine på din fabrik.‹ Den levende Guds Ånd har tilkendegivet det for mig.« Han sagde: »Det har behøver jeg ikke skrive ned, for ud fra det, du siger, ved jeg, at hun vil leve.«

Da fortalte han mig om en hændelse i hans egen familie. Han sagde: »Inden jeg kom til dette land, blev en af mine døtre meget syg i London, og lægen, som behandlede hende, sagde, at hun ikke ville leve til daggry.« Så vidt jeg husker, sendte han bud efter sin ven Junius F. Wells og dennes kammerat, som boede fem kilometer væk på den anden side af den store by London, for at bede dem komme og salve hans datter, og hun blev rask. »Dagen efter,« sagde bror Rowe, »kom lægen hjem til mig og gav mig en attest, som var behørigt underskrevet; den erklærede, at min datter var død. Jeg bad ham komme med ind i dagligstuen og præsenterede ham for ›liget.‹ Så når du siger, at denne pige bliver rask, tager jeg dine ord for gode varer, for lige så sikkert som at jeg ved, at jeg lever, ved jeg, at Guds helbredende kraft findes i denne Kirke.«⁶

Præstedømmebærere kan trække på himlens kræfter, når de lader sig lede af principperne for retskaffenhed.

Det er ikke noget ubetydeligt at have Guds præstedømme - at have ret til at påvirke himlens kræfter.⁷

Med hensyn til Guds præstedømmes myndighed, og hvordan den bør udøves: Den levende Guds profet blev fængslet i Liberty fængsel, og man ønskede at stille ham for en domstol og henrette ham. Men alverdens fængselsdøre kan ikke hindre åbenbaringer om Guds vilje og hensigt i at komme til dem, der er berettigede til at modtage dem; og da profeten Joseph Smith sad i Liberty fængsel, modtog han en af de største af alle åbenbaringer fra Gud; den findes i Lære og Pagter. Jeg læser op af afsnit 121:

»Hvor længe kan rindende vand forblive urent? Hvilken magt kan standse himlene? Mennesket kunne lige så godt strække sin svage arm ud for at standse Missouri-floden i dens løb eller vende strømmen i modsat retning, som hindre den Almægtige i at udgyde kundskab fra himlen over de sidste dages helliges hoveder.

Se, mange er kaldede, men få er udvalgt. Og hvorfor er de ikke udvalgt?

Fordi deres hjerter er de verdslige ting hengivne, og de tragter efter menneskelig ære, så de ikke kan lære denne ene lektie:

At præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger.

At de kan overdrages os, er sandt; men om vi forsøger at skjule vore synder eller tilfredsstille vort hovmod og vor forfængelige ærgerrighed eller øve kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte.

Se, førend han ved af det, er han overladt til sig selv, til at stampe imod brodden, forfølge de hellige og stride mod Gud.

Ved sørgelig erfaring har vi lært, at det ligger i næsten alle menneskers natur og tilbøjelighed, så snart de formoder, de har fået en smule myndighed, da straks begynde at udøve uretfærdigt herredømme.

Derfor er mange kaldede, men få udvalgt« (L&P 121:33-40).

Nu ønsker jeg at fremhæve resten af denne åbenbaring, som blev givet i et fængsel. De anvendte al statens magt for at frarøve Joseph Smith friheden, men de kunne ikke hindre denne profets kommunikation med himlene, og han modtog følgende inspirerede ord, som aldrig bør glemmes af nogen biskop eller nogen stavspræsident, eller nogen apostel eller præsident for Kirken, så længe de har et embede i Kirken:

»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præstedømmet uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed;

gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig vil udvikle sjælen meget.

Irettesæt skarpt, når den Helligånd driver dertil, og udvis derefter større kærlighed mod ham, som du har irettesat, at han ikke skal betragte dig som sin fjende;

men at han må erfare, din trofasthed er stærkere end dødens bånd.

Lad dit hjerte være fuldt af kærlighed til alle mennesker og til troens egne, og pryd altid dine tanker med dyd, da skal du have større frimodighed for Guds åsyn, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som himlens dug.

Den Helligånd skal være din stadige ledsager.«

Det er endnu mere uvurderligt at have Helligånden som vores stadige ledsager end alverdens rigdom,

»og dit scepter retfærdighedens og sandhedens uforanderlige scepter, og dit herredømme skal være et evigt herredømme, og det skal uden tvang tilflyde dig fra evighed til evighed« (L&P 121:41-46).⁸

Der er næppe nogen åbenbaring i hele Lære og Pagter, som jeg har citeret fra så meget, som den i afsnit 121, når jeg har talt til de sidste dages hellige … at »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præstedømmet uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed.«

Der er ingen fare ved et præstedømme af denne slags - som består af mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed. Men når vi udøver kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os. Herrens Ånd bedrøves. Og når den har uddraget sig: »Da er den mands præstedømme eller myndighed borte.« Dette er Guds ord.⁹

Er det så forfærdeligt at udøve den levende Guds præstedømme, sådan som Herren har forordnet: »Med venlighed og mildhed«? Det er den eneste måde, og medmindre det udøves således, så er præstedømme og myndighed borte hos dem, der bærer dette præstedømme i Kristi Kirke.¹⁰

Mænd, som har præstedømmet, bør ikke bruge det til egen vinding … Gør de det, mister de Herrens Ånd og vil tragte efter verdslige ting og ikke de ting, der hører Gud til.¹¹

Som der står i denne åbenbaring, kan vi intet gøre, medmindre vi udviser kærlighed og barmhjertighed og venlighed, ja, uskrømtet kærlighed. Det er nøjagtigt sådan, at jeg vil tjene med Herrens hjælp efter bedste evne i medfør af Guds præstedømme, som jeg har modtaget.¹²

Forslag til studium og samtale

På hvilke måder er I og jeres familie blevet velsignet ved udøvelse af præstedømmet?
Hvordan kan vi udvise respekt for præstedømmet? Hvordan kan vi hjælpe vore familiemedlemmer med at respektere præstedømmet?
Hvilke oplevelser har I haft, som har styrket jeres vidnesbyrd om præstedømmets helbredende kraft? Hvad kan vi gøre under sygdom og prøvelser for at skelne mellem vore egne ønsker og Herrens vilje?
Hvad lærer vi i åbenbaringen i Lære og Pagter 121:33-46? Hvorfor skal præstedømmebærere følge principperne i denne åbenbaring for at kunne handle i Herrens navn? I hvilken forstand gælder disse principper i alle vore relationer til andre?
Hvordan kan de, som ikke har Det Melkisedekske Præstedømme i hjemmet, få del i præstedømmets velsignelser?