Kapitel 14

»Kom, kom, Guds folk«

Salmen »Kom, kom, Guds folk« gør os taknemmelige for de første sidste dages hellige pionerer og giver os større tro og mod.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grants yndlingssalme var »Kom, kom, Guds folk,« en salme om håb der inspirerede de første sidste dages hellige pionerer på deres rejse til Saltsødalen (se Salmer og sange, nr. 16). Han mente, at det var vigtigt for Kirkens medlemmer at forstå salmen - især det fjerde vers med budskabet om håb for dem, der dør på rejsen, og dem, hvis liv »bliver spar’t og … med Israel får part.«

Salmen mindede præsident Grant om hans pionerarv. Han sagde: »Jeg har aldrig hørt og forventer aldrig, så længe jeg lever, at høre min yndlingssalme ›Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej, kun med mod fremad drag,‹ [uden at jeg vil tænke] på min lillesøsters død og begravelse og ulvene, som gravede hendes lig op på prærien. Jeg tænker på min faders første hustrus død og på, at hendes legeme blev bragt Saltsødalen for at blive begravet.«¹ Denne historie om Jedediah Grant, hans hustru Caroline og deres datter Margaret er et eksempel på denne salmes gentagne budskab: »Alt er vel!«

I 1847 ledte Jedediah Grant et kompagni sidste dages hellige pionerer fra Winter Quarters i Nebraska til Saltsødalen. Ikke længe inden kompagniet ankom til dalen, fik hans seks måneder gamle datter, Margaret, kolera og døde. Hun blev begravet tæt ved ruten, kun dækket af en dynge nyopgravet jord. Kort tid efter døde Jedediahs første hustru, Caroline, som følge af kolera og høj feber. Hun hviskede sine sidste ord til sin mand: »Alt er vel! Alt er vel! Vil du ikke nok tage mig med til dalen - Jeddy. Hent Margaret - bring hende - til mig!« Hendes mand svarede: »Ja, ja, Caroline. Jeg skal gøre mit bedste. Jeg skal gøre mit bedste.«

Kompagniet nåede frem til dalen tre dage senere. Samme aften blev Caroline Grants begravelse holdt. Efter nogle få dages hvile tog Jedediah ud for at hente Margarets lig. Hans bedste ven, Bates Noble, og bror Nobles adoptivdatter, Susan, tog med ham. Da de en nat havde slået lejr, fortalte Jedediah om sin tiltro til Guds vilje:

»Bates, Gud har vist det tydeligt. Paradisets lykke, hvor min hustru og mit barn er sammen, synes at være over mig i nat. De er i en vis hensigt blevet befriet fra jordens kamp, som du og jeg befinder os midt i. De er mange, mange gange mere lykkelige, end vi på nogen måde kan være her. Denne lejrplads burde være det mest triste af alle steder for mig, men i aften synes den at være tæt på himlen.«

De tre rejsende nåede frem til graven næste morgen. Susan mindedes: »Vi standsede tøvende nogle få skridt fra den lille grav, satte vores ting fra os og stod og stirrede på graven. Ingen forsøgte at sige noget. Der var et grimt hul i stedet for den lille jorddynge, og ulvene havde forladt stedet for nylig, for sporene efter dem var friske. Jeg vovede ikke at se op på Jedediah. Sådan som jeg havde det, kunne jeg blot gætte mig til hans følelser. Vi stod som støtter i ødemarken, som var vi groet fast, og vi var alle klar over, at der ikke var mere at gøre. Efter flere minutter i tavse tårer trak vi os stille væk og medbragte kun det, som vi havde haft med.«²

Omkring ni år senere blev præsident Jedediah Grant begravet; han havde tjent om præsident Brigham Youngs andenrådgiver. Præsident Heber C. Kimball, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, talte og fortalte om et syn, som hans ven Jedediah havde haft:

»Han så de retskafne samlet i åndeverdenen, og der var ingen ugudelige ånder blandt dem. Han så sin hustru; hun var den første, som kom til ham. Han så mange, som han kendte, men talte ikke med andre end sin hustru, Caroline. Hun kom til ham, og han sagde, at hun var smuk og havde deres lille barn, som døde på prærien, i armene og sagde: ›… Her er lille Margaret; du ved, at ulvene åd hende, men det gjorde hende ikke noget; her har hun det godt.‹«³

Heber J. Grants lærdomme

»Kun med mod fremad drag«

Jeg tror, at William Clayton var inspireret af Herren, da han skrev denne salme … Det var en forunderlig rejse, som pionererne skulle foretage … Jeg beundrer det mod, den tro og den viljestyrke, som vore fædre og mødre havde, der begav sig ud i ødemarken uden at vide, hvor de skulle hen, men sang:

Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej,

kun med mod fremad drag!

Jeg har talt med hundredvis af dem, der krydsede prærien, og de oplevede en virkelig glæde og lykke ved at drage frem til dette område.

Skønt tornestrøet kan synes denne vej,

Gud er med dig hver dag.

Gud var virkelig med dem hver dag.

Os bedre er at jage væk,
unyttig kummer, kval og skræk;
og fryd bor da i hver en sjæl,
alt er vel, alt er vel!

Og det var ikke kun et godt råd for folk, der rejste over prærien, men det er et godt råd for os alle i hverdagen. Vor himmelske Fader finder behag i en munter, glad og fredfyldt ånd. Vor himmelske Fader finder behag i evnen til at tro og acceptere det skriftsted, der lærer os at anerkende Guds hånd i alle ting (L&P 59:21).

»Omgjord din lænd, og tab ej mod«.

Mon vi skal græde, om vor lod er hård?
Nej, o nej, alt er vel!
Hvem kan forvente, han belønning får,
som i kamp ej tog del?

Problemet med mange mennesker er, at de ikke er villige til at betale prisen; de er ikke villige til at kæmpe for at få succes i livets kamp. De er meget ligesom de mennesker, som jeg læste om i bror N. L. Nelsons bog om at forkynde - som jeg tilfældigvis slog op i en dag, og jeg læste noget om folk, som tager formaningen bogstaveligt om ikke at bekymre sig for, hvad man skal sige. Bror Nelson [en professor ved Brigham Young Academy] skrev, at mange af dem, der slet ikke bekymrede sig, aldrig sagde meget, fordi de gik stik imod den lære om, at vi skal forberede os. Han siger om mennesker, som ikke tænker over det, at når de taler … siger de: »O, Herre, her er jeg. Jeg har en mund og et par lunger, som jeg vil låne dig en kort tid; fyld mig med visdom, så jeg kan opbygge folket,« hvilket [Herren] sjældent gør (se Preaching and Public Speaking: A Manual for the Use of Preachers of the Gospel and Public Speakers in General, 1898, s. 3-7).

Hvem kan forvente, han belønning får,
som i kamp ej tog del?
Omgjord din lænd, og tab ej mod,
Gud fører os på sikker fod,
og vi skal føle i vor sjæl,
alt er vel, alt er vel!

Dette vidunderlige publikum her [ved generalkonferencen], vores smukke tempel, vores Kirkes [administrations-]bygning og templerne fra Canada til det sydlige Utah og på Hawaiiøerne vidner for hele verden om, at Gud fører os på sikker fod.

»Vi finde stedet for Guds stille fred«.

Vi finde stedet for Guds stille fred
hist i vest, Zions land,
for Herrens folk et udsøgt helligt sted,
Gud os der signe kan.

Jeg tror ikke, at der findes nogen ægte sidste dages hellig, som ikke tror på, at Gud har beredt dette område til sit folk. Brigham Young … sagde, da han så ned over denne dal: »Dette er stedet.« Gud viste ham dette sted i et syn, inden han nogen sinde kom hertil. Nogle prøvede at overtale ham til at rejse til det rige Californien, men dette var det sted, som Gud havde beredt, og her standsede vi, og der blev ikke begået nogen fejl.

Vor lovsang der nu høres skal,
genlyde højt i bjerg og dal,
for Israels konge, glæd din sjæl,
alt er vel, alt er vel!4

»Om hytten på vor rejse brydes ned …«

Om hytten på vor rejse brydes ned,
salig dag, alt er vel!
Endt er da al vor trængel og ufred,
og hos Gud bor vor sjæl.

Føler vi, at alt er vel, hvis vi dør? Lever vi sådan, at vi, hvis kaldet kom til os, da er værdige til at komme tilbage til vor himmelske Fader, når vi forlader denne jord og til at blive budt velkommer dér? Lever vi, så vi er værdige til de velsignelser, vi har fået? Jeg spørger mig selv: Gør jeg alt, hvad jeg overhovedet kan for ikke blot at opløfte mig selv, men også mine medmennesker, og er jeg i kraft af mit eksempel virkelig et skinnende lys for folk?⁵

Hvilken mageløs tro - på at alt er vel! Selv om man skulle dø i ødemarken og blive begravet i en ukendt grav; og sådan var deres tro, og de kunne synge disse ord, aften efter aften, og have hjertet med i det, de sang. De bad virkelig til Herren. De havde fuldkommen tro på den åbenbaring, som profeten Joseph Smiths hustru fik, hvori der står: »De retfærdiges sang er som en bøn til mig, og den skal besvares med velsignelser på deres hoveder.« Og: »Min sjæl fryder sig i hjertets sang« (L&P 25:12).

Om hytten på vor rejse brydes ned,
salig dag, alt er vel!
Endt er da al vor trængel og ufred,
og hos Gud bor vor sjæl.

Men om vort liv det bliver spar’t,
og vi med Israel får part,
vi Jesus da vil møde snart,
alt er vel, alt er vel!

Jeg kan huske engang, og jeg har ofte omtalt det … hvor min svigerfar, den nu afdøde Oscar Winters, sagde: »Heber, jeg tror ikke, at Zions unge virkelig er klar over, hvad bror Claytons salme betød for os, når vi sang den aften efter aften, da vi rejste over prærien … Lad mig fortælle dig om en hændelse fra vores rejse til dalen. En fra vores kompagni kom for sent frem til lejren. Vi samlede nogle frivillige og skulle til at gå tilbage og se, om der var sket noget … da vi så ham komme i det fjerne. Da han nåede frem, spændte vi hans kvæg fra og hjalp ham med at få aftensmad. Han havde været temmelig syg og havde været nødt til at ligge et stykke tid på vejen. Efter aftensmaden satte han sig på en stor sten ved lejrbålet og sang salmen ›Kom, kom, Guds folk.‹ Det var en regel i lejren, at når nogen begyndte at synge denne salme, skulle vi alle synge med, men af en eller anden grund var der ingen, som sang sammen med denne bror. Hans stemme var temmelig svag og mat, og da han var færdig, kiggede jeg mig omkring, og jeg tror ikke, at der var et øje tørt hos nogen, som sad der. Han sang salmen meget smukt, men med en svag og melankolsk stemme, og dog med salmens ånd og inspiration. Næste morgen opdagede vi, at han ikke havde spændt sine okser for; vi gik hen til hans vogn og så, at han var død i nattens løb! Vi gravede en lav grav og lagde ham i den. Da kom vi i tanke om den sten, han havde siddet på aftenen før, da han sang:

›Om hytten på vor rejse brydes ned,
salig dag, alt er vel!
Endt er da al vor trængsel og ufred,
og hos Gud bor vor sjæl.‹

Da rullede vi stenen hen som gravsten.«

Jeg så, at bror Winters havde tårer i øjnene. Han så ud, som om han skulle til at fortælle mig noget mere, men han tøvede og sagde ikke noget. Jeg hørte senere, at da han havde været i dalen i et stykke tid, tog han fra sit hjem ude på landet ind til Salt Lake City for at møde sin mor, men blot for at erfare, at hun også var død, inden hendes rejse var endt.

Da Burlington Railroad for nogle år siden anlagde jernbanen gennem Nebraska og Wyoming, fandt konstruktørerne et stykke fra en hjulring, som stak op af jorden, hvori der var mejslet ordet »Winters.« De skrev til Salt Lake City og fortalte om deres fund, og de afdrejede ruten flere kilometer for at undgå dette sted, for de vidste, at det var en Utah-pioners grav. Siden da har vi rejst et lille monument der til minde om bedstemor Winters, og på den ene side af det lille monument, som er bygget af samme granit som templet, har vi mejslet ordene fra sidste vers af »Kom, kom, Guds folk.«

Jeg kan ikke høre denne sang, og jeg kan ikke læse den, uden at mit hjerte føler taknemmelighed for min far og mor og for tusindvis af de ædle mænd og kvinder, som rejste over prærien. Mange af dem har gentagne gange krydset prærien for at hjælpe andre, og de har med glæde døjet modgang og virkelig ført lærdommene fra denne inspirerede salme ud i livet! Jeg kan ikke tænke på dem uden at være fuld af beundring og taknemmelighed og uden at bede en bøn til Herren om at hjælpe mig med som en af disse ædle menneskers efterkommere at være lige så loyal, oprigtig og trofast, som de var! De var virkelig en gruppe mennesker, som i tidens løb vil få større og større beundring og respekt fra folk ude i verden.⁶

Forslag til studium og samtale

Hvad betyder denne salme for jer? Hvad kan vi lære af denne salme?
På hvilke måder er vi pionerer i dag? Hvordan kan vi ære den arv, vi har efter andre sidste dages hellige pionerer?
Hvordan kan vi opelske en »munter, glad og fredfyldt ånd« trods modgang?
Tænk over følgende spørgsmål fra præsident Grant: »Føler vi, at alt er vel, hvis vi dør? Lever vi sådan, at, hvis vi skulle blive stævnet, vi da er værdige til at komme tilbage til vor himmelske Fader, når vi forlader denne jord, og til at blive budt velkommen dér? Lever vi, så vi er værdige til de velsignelser, vi har fået? … Gør jeg alt, hvad jeg overhovedet kan for ikke blot at opløfte mig selv, men også mine medmennesker, og er jeg virkelig i kraft af mit eksempel et skinnende lys for folk?«
Hvorfor er det en hjælp at tænke over vores livs kurs? Hvad kan vi gøre for at forberede os til at »komme tilbage til vor himmelske Fader«?
Hvad kan vi gøre for at opløfte os selv og andre?