Kapitel 18

Hjertets sang

Når vi synger Zions salmer i den rette ånd, er det som en bøn til Herren, der indbyder Helligånden i vores egen og andres tilværelse.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grant elskede at synge Zions salmer, selv om han havde svært ved at synge rent. I april 1900, hvor han var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, brugte han en hel tale til at fortælle om, hvor vigtigt det er at synge salmer. I sin tale, som han holdt ved Deseret Søndagsskoleforenings generalkonference, fortalte han, hvad han havde gjort for at lære at synge:

»Jeg har i hele mit liv holdt meget af at synge. Da jeg var en lille dreng på ti år, meldte jeg mig til sangundervisning, og læreren sagde til mig, at jeg aldrig ville lære at synge. For nogle år siden fortalte [en mand] mig, at jeg kunne synge, men at han foretrak at være 70 kilometer væk, når jeg sang …

Da jeg var barn, var der ingen kvinde, med undtagelse af min mor, som interesserede sig så meget for mig og gav mig så mange moderlige råd og syntes at elske mig mere end søster [Eliza R.] Snow. Jeg elskede hende af hele mit hjerte, og jeg elskede hendes salme, ›O, min Fader.‹ For fire, fem måneder siden nævnte jeg for bror Horace S. Ensign, at jeg gerne ville bruge min fritid i fire, fem måneder, hvis jeg blot kunne lære at synge denne ene salme. Han sagde til mig, at enhver, som var udholdende, kunne lære at synge. Jeg fortalte ham, at hvis der var noget, som jeg havde, så var det udholdenhed. Så jeg foreslog ham, at vi skulle sætte os ned, og jeg fik min første lektion på to timer i at synge denne sang. Jeg har øvet mig på den lige siden …

Jeg fortæller disse ting, fordi jeg føler, at vi bør opmuntre vore unge til at lære at synge. Sangmæssigt har jeg forspildt 33 år af mit liv. Da jeg var ti år gammel, fik jeg at vide, at jeg aldrig ville lære at synge. Jeg lærte det ikke, før jeg var 43 år gammel, og jeg har brugt fire, fem måneder på at lære at synge salmerne ›Gud har så gådefuld en vis‹ og ›O, min Fader.‹ Den ene har jeg lært på grund af mine følelser for sangskriveren, og den anden fordi nu afdøde præsident Wilford Woodruff elskede den højere end nogen anden salme i sangbogen.«

Kort efter denne tale sang ældste Grant salmen »O, min Fader.« Derefter sagde han: »Jeg har kun ét formål med at tale og synge i aften, og det er at opfordre de unge mænd og de unge damer til ikke at forspilde 30-40 år af deres liv, før de begynder at synge … Med en vedblivende indsats kan folk, der slet ingen kendskab har til musik, lære at synge, hvilket var tilfældet med mig.«¹

Heber J. Grants lærdomme

Hjertets sang er en bøn til Herren.

Sang er en vidunderlig bestanddel af de sidste dages helliges tilbedelse.²

Når vi synger hellige salmer, der er skrevet af Guds tjenere, har det en stærk indflydelse på at omvende folk til evangeliets principper og fremme fred og åndelig vækst. Sang er som en bøn til Herren, som han selv har sagt: »Thi min sjæl fryder sig i hjertets sang, ja, de retfærdiges sang er som en bøn til mig, og den skal besvares med velsignelser på deres hoveder« (L&P 25:12).³

Min sjæl har altid frydet sig ved at lytte til sang, som har været min lidenskab hele mit liv, og jeg er henrykt over at kunne tilbede Herren i dag med »hjertets sang.« Det er min opfattelse, at hvis vi alle husker Herrens ord, da vil de retfærdiges sang være som en bøn til ham og blive besvaret med velsignelser på vores hoved, og hvis vi vil bede ofte til vor himmelske Fader med Zions liflige sange og inderligt og oprigtigt udtrykke vores hjertes følelser med vore smukke salmer, da vil vi få de forjættede velsignelser, som jeg indtrængende anmoder de hellige om at søge at opnå.⁴

Vi må undgå sange med falske lærdomme.

Lad os huske den slags sange, som Herren ynder, sange som handler om evangeliet. Jeg har overværet konferencer, hvor jeg har hørt tre eller fire sange, hvor jeg ikke var enig i teksten. De blev sunget til god musik, men det var ikke gode lærdomme.⁵

Jo smukkere musikken er til sange med falske lærdomme, desto farligere bliver det. Jeg appellerer til alle sidste dages hellige, især til vore kor, om aldrig at synge teksten til en sang, uanset hvor smuk og inspirerende musikken måtte være, når lærdommene ikke er i fuld overensstemmelse med evangeliets sandheder …

Ingen enkelt sanger eller sanggrupper i Kirken bør nogen sinde synge en sang, medmindre ordene er i fuld harmoni med evangeliets sandheder og kan komme fra sangerens eget hjerte. Vore salmer bør med andre ord i sandhed være ›bønner til Herren‹ (se L&P 25:12). Hvis vi sørger for kun at synge sådanne sange, så er vi sikre på at opnå de velsignelser, som Herren har lovet, fordi hans løfter er sande og troværdige og »skal alle gå i opfyldelse« (se L&P 1:37).⁶

Det kan give os fred og indflydelse fra Himlen at synge salmer.

Jeg er Herren taknemmelig for, at hans Ånd har inspireret så mange blandt vores folk til at skrive den smukke musik, som vi har til vore salmer … Må Gud velsigne vore komponister og vore digtere, som har givet os så inspirerede ord og så inspirerende, sød musik.⁷

Jeg er sikker på, at når Zions sange synges i den rette ånd, vil det bringe fred og Himlens tilstedeværelse i vores hjem og også være med til at forkynde Jesu Kristi evangelium.⁸

Der findes intet mere behageligt og inspirerende end musik i hjemmet, og efter at jeg har lært at synge, synger vi gerne en salme hjemme hos os hver morgen inden familiebønnen. Det giver virkelig en dejlig indflydelse, når vi synger Zions sange, og efter min mening bør de hellige gøre sang til en del af deres tilbedelse sammen med familien.⁹

Lad os ikke glemme vore salmer, når vi går i kirke. Lad menigheden synge, og lad endelig korets sangere blive bekendt med de smukke følelser i vore salmer.¹⁰

Jeg mindes et tilfælde, der viser, hvordan sang har kraft til at mildne følelser og give mænd, som er fyldt med en trættekær ånd, fred i hjertet. Det skete for mange år siden og handlede om et skænderi mellem to gamle, trofaste brødre, hvis medlemskab gik tilbage til tiden i Nauvoo. Disse mænd havde været helt ufordærvede og fulde af hengivenhed over for Herrens værk. De havde oplevet mange vanskeligheder i Nauvoo og var blevet uddrevet og forfulgt sammen med de hellige, og de havde oplevet pionertilværelsens prøvelser, som fulgte med koloniseringen af vesten. Disse mænd havde skændtes over nogle forretninger og besluttede til sidst, at de ville forsøge at få præsident John Taylor til at hjælpe dem med deres problemer.

John Taylor var dengang præsident for De Tolv Apostles Råd. Disse brødre havde givet deres æresord på, at de trofast ville holde sig til, hvad end bror Taylor ville afgøre … De fortalte ham ikke straks, hvad deres problem bestod i, men forklarede at de havde haft alvorlige skænderier og spurgte ham, om han ville lytte til deres beretning og komme med en afgørelse. Præsident Taylor indvilligede. Men han sagde: »Brødre, før I fremlægger jeres sag, vil jeg meget gerne synge en af Zions sange for jer.«

Præsident Taylor var en meget dygtig sanger og fortolkede vore hellige salmer med inderlighed og åndelighed.

Han sang en af vore salmer for de to brødre.

Da han så virkningen deraf, nævnte han, at han aldrig havde hørt én af Zions sange, uden at han ønskede at høre en til, så han bad dem om at lytte, mens han sang endnu en. De sagde selvfølgelig ja. Begge syntes at nyde det, og da han havde sunget den anden sang, sagde han, at han havde hørt, at der var held ved ulige tal, og at han med deres tilladelse ville synge en til, hvilket han gjorde. Så sagde han på sin spøgefulde facon: »Ser I, brødre, jeg ønsker ikke at trætte jer, men hvis I vil bære over med mig og lytte til én til salme, så lover jeg jer at holde op med at synge, og så kan I forelægge jeres sag.«

Historien fortæller, at da præsident Taylor havde sunget den fjerde sang, var brødrene smeltet og havde tårer i øjnene, de rejste sig, gav hinanden hånden og undskyldte over for præsident Taylor, at de havde forstyrret ham og taget hans tid. Derefter gik de, uden at han så meget som fik at vide, hvad deres problemer bestod i.

Præsident Taylors sang havde forsonet dem med hinanden. Herrens Ånd var kommet ind i deres hjerte, og de enorme uoverensstemmelser, som var opstået mellem dem, var blevet jævnet ud og var forsvundet. Der havde udviklet sig kærlighed og broderskab i deres sjæl. De bagateller, de havde skændtes om, betød ikke længere noget. Hjertets sange havde fyldt dem med forsoningens ånd.¹¹

Ældste J. Golden Kimball og ældste Charles A. Welch, som ikke hævder at være gode til at synge, var på mission i sydstaterne og skulle til at døbe nogle omvendte. En pøbelhob havde samlet sig. Pøbelen lod brødrene forstå, at hvis de udførte dåben, ville de kaste dem i floden. Brødrene besluttede at gå i gang, uanset hvad det måtte resultere i. Men før de gjorde det, sang de en sang. Sangen syntes at have sådan en virkning på medlemmerne af pøbelen, at disse var næsten lamslåede. Brødrene fortsatte dåbsceremonien og gik derefter et stykke væk for at bekræfte de døbte som medlem. Der blev sendt bud fra pøbelen til dem om at komme og synge den sang igen, hvilket de efterkom. Pøbelens leder, Joseph Jarvis, blev senere medlem af Kirken, og han fortalte ældste Kimball, at den følelse, der var i sangen, og inspirationen da den blev sunget, som før beskrevet, omvendte ham til evangeliet. Bror Kimball huskede, at salmen var »Sandhed vil vort sind erkende« (se Salmer og sange, nr. 179).¹²

Mange medlemmer mister meget ved ikke at synge Zions sange i deres hjem. Mangen en missionærer snyder sig selv for styrke og kraft og evnen til at udrette noget godt og få venner, ved ikke at kunne synge … Zions sange har en god indflydelse på vores hjem.

Det er ikke vores veltalenhed, som vil overbevise mennesker, men det er den Almægtige Guds Ånd, der brænder i hjertet og jeres ønske om at frelse sjæle. Brigham Young sagde, at Herrens Ånd ville gøre mere til at omvende folk end folks veltalenhed (se Deseret News, 9. feb. 1854, s. 4). Og jeg siger, at når Zions sange synges, om end ufuldkomment, men med Guds inspiration, vil det berøre de oprigtiges hjerte mere effektivt, end hvis de synges godt uden Guds Ånd. Syng med Guds Ånd. Elsk de ord, I synger. Jeg elsker Zions sange.¹³

Forslag til studium og samtale

Hvorfor er det vigtigt, at vi synger Kirkens salmer? Hvorfor bør vi synge salmerne, selv om vi ikke har en naturlig gave for at synge?
Hvordan kan det hjælpe os med at tilbede Herren i vores hjem og ved nadvermøderne og andre møder i Kirken, når vi synger salmer?
I hvilken forstand er »de retfærdiges sang« en bøn til Herren?
Hvad er »den rette ånd,« når der synges salmer? Hvorfor »vil det bringe fred og Himlens tilstedeværelse,« »når Zions sange synges i den rette ånd«?
Hvordan har salmerne været en hjælp for jer? Hvilke salmer har haft særlig stor betydning for jer? Hvorfor betyder disse salmer særligt meget for jer?
Hvilke fordele er der ved at lære de af Kirkens salmer, som vi ikke kender? Hvorfor er det en fordel at lære salmerne udenad?
Hvorfor er Kirkens salmer og primarysangene den mest passende musik til nadvermøder og andre møder i Kirken?
Hvorfor er falske lærdomme så farlige, når de synges til smuk musik? Hvorfor er det vigtigt at undgå musik med lærdomme, der »ikke er i fuld overensstemmelse med evangeliets sandheder«?
Hvordan kan forældre hjælpe deres børn med at lære og elske Zions salmer? Hvordan kan forældre bruge salmerne og primarysangene til at undervise deres børn i evangeliet?