Kapitel 16

Tilgiv hinanden

Tilgiver vi hinanden, vil vi opleve fred og glæde.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grants datter, Lucy Grant Cannon, har skrevet: »En af [min fars] egenskaber, som for mig minder meget om en af Kristi egenskaber, er hans evne til at vende den anden kind til og gøre godt mod dem, der forfølger ham. Han har ofte hjulpet nogen i nød, som tidligere har kritiseret ham åbenlyst, og som har bagtalt ham og ikke levet op til fars standarder. Han har været så mild og tolerant over for folk, som har tilsidesat deres kirke og vendt sig bort fra deres forfædres tro. Han synes aldrig at bære nag. Han fordømmer bitterligt synd, men mod synderen er han yderst barmhjertig.«¹

Heber J. Grant udviklede gradvist denne egenskab ved at tage ved lære af skrifterne, inspirerede lærere og egne erfaringer, indtil han en dag kunne sige: »Jeg nærer ingen fjendskab mod én eneste levende sjæl.«² I en tale, som han holdt ved generalkonferencen i oktober 1920, fortalte han om en oplevelse, der havde hjulpet ham med at tilgive. Størstedelen af de følgende lærdomme er taget fra denne tale.

Heber J. Grants lærdomme

Jesu Kristi evangelium belærer om tilgivelse.

Må Gud hjælpe hver enkelt af os til at huske, at Jesu Kristi evangelium ikke kun er et evangelium, der belærer om omvendelse, men et evangelium, der belærer om tilgivelse. Der står skrevet, at selv om vore synder er som skarlagen, kan de blive hvide som sne, hvis vi omvender os (se Es 1:18). Jeg glæder mig over den vidunderlige åbenbaring, som siger:

»Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker« (L&P 64:10).³

Jeg har givet de sidste dages hellige mange råd i min tid, og et af de vigtigste har været aldrig at kritisere andre end os selv. Jeg tror på, at vi skal finde fejl både morgen, middag og aften, men kun hos os selv.⁴

Der er intet, som i højere grad vil give os Guds Ånd, end at … være venlige, hensynsfulde, overbærende, langmodige og tilgivende. Intet vil give os større glæde end at være rede og villige til at tilgive vores næstes overtrædelser mod os, og intet vil give os større fordømmelse, end hvis vi forhærder vores hjerte og er bitre på og hævngerrige over for vore omgivelser.⁵

I Lære og Pagter 64:8-13 kan vi læse følgende:

»Mine disciple fordum forsøgte at finde fejl hos hinanden og tilgav ikke hinanden af hjertet, og af denne grund blev de hjemsøgt og revset.

Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive hinanden; thi den, som ikke tilgiver sin broder hans synder, står fordømt for Herren; thi på ham hviler en større synd.

Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker.

Og I skal sige i jeres hjerte: Lad Gud dømme mellem dig om mig og belønne dig efter dine gerninger.

Og den, der ikke angrer og bekender sine synder, skal I fremstille for kirken og gøre med ham, som skriften siger jer, enten gennem befaling eller åbenbaring.

Og dette skal I gøre, så Gud forherliges - ikke fordi I ikke tilgiver eller ikke har medlidenhed, men for at I kan blive retfærdiggjort for loven og ikke fortørner ham, som er lovgiveren.«

Og i afsnit 121, vers 45 og 46, står der:

»Lad dit hjerte være fuldt af kærlighed til alle mennesker og til troens egne, og pryd altid dine tanker med dyd, da skal du have større frimodighed for Guds åsyn, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som himlens dug.

Den Helligånd skal være din stadige ledsager, og dit scepter retfærdighedens og sandhedens uforanderlige scepter, og dit herredømme skal være et evigt herredømme, og det skal uden tvang tilflyde dig fra evighed til evighed.«

Jeg nærer overordentlig stor respekt og agtelse for dette citat fra … Lære og Pagter.

Vi føler glæde og fred, når vi tilgiver.

For nogle år siden blev en fremstående mand udelukket af Kirken. Flere år senere bad han om at blive døbt. Præsident Taylor videresendte hans anmodning om dåb til apostlene og skrev [i et brev], at hvis de enstemmigt gav samtykke til, at han blev døbt, kunne han blive døbt, men hvis én stemte imod, skulle han ikke have lov til at blive medlem af Kirken. Så vidt jeg husker, stemte fem for dåb og syv imod. Et års tid senere blev spørgsmålet atter bragt op, og otte var for dåb og fire imod. Det blev bragt op senere igen, og ti var for dåb og to imod. Til sidst godkendte alle i Apostlenes Råd, undtagen jeres ydmyge tjener, at denne mand kunne blive døbt, og jeg var det næstyngste medlem af kvorummet dengang. Jeg besøgte senere præsidentens kontor, og han sagde:

»Heber, jeg hører, at elleve af apostlene har godkendt, at bror NN bliver døbt,« og han nævnte broderens navn, »og at kun du sætter dig imod. Hvordan vil du have det på den anden side, når du ser, at denne mand har anmodet om at blive døbt, og at du måske har hindret ham i at komme videre sammen med dem, som har omvendt sig fra deres synder og er blevet belønnet?«

Jeg sagde: »Præsident Taylor, jeg kan se Herren lige i øjnene, hvis han stiller mig dette spørgsmål, og fortælle ham, at jeg har gjort, som jeg mente var til rigets bedste … Jeg kan fortælle Herren, at [den mand] har vanæret Kirken nok, og at jeg ikke agtede at lade sådan en mand komme tilbage i Kirken.«

»Nå,« sagde præsident Taylor, »min dreng, det er i orden, hold fast i din overbevisning, hold fast i den.«

Jeg sagde: »Præsident Taylor, i dit brev skrev du, at du ønskede, at hver enkelt apostel skulle stemme i overensstemmelse med sit hjertes overbevisning. Hvis du ønsker, at jeg skal tilsidesætte mit hjertes overbevisning, gør jeg det gerne; jeg stemmer gerne for, at denne mand kan komme tilbage, men jeg vil, så længe jeg lever, aldrig samtykke, hvis det skal komme an på min dømmekraft. Den mand stod anklaget foran apostlene for flere år siden, og han rejste sig og løj og hævdede at være uskyldig, og Herren bevidnede for mig, at han løj, men jeg kunne ikke dømme ham for det. Den aften knælede jeg ned og bad Gud give mig styrke til ikke at afsløre denne mand, for jeg vidste, at han løj, men vi havde ingen beviser, kun vidneudsagnet fra den pige, han havde forført. Og jeg bad til Herren om, at der en dag måtte komme yderligere tilkendegivelser, og det kom der, og da udelukkede vi ham. Og når en mand kan lyve over for apostlene, og når han kan være skyldig og hævde at have omvendt sig fra synd, så synes jeg, at denne kirke er blevet vanæret tilstrækkeligt til aldrig at lade ham komme tilbage til Kirken.«

Præsident Taylor gentog: »Min dreng, stem ikke for, at han bliver døbt, så længe du lever og har denne indstilling, hold fast i den.«

Jeg forlod præsidentens kontor. Jeg tog hjem … Jeg var ved systematisk at læse Lære og Pagter fra ende til anden for tredje eller fjerde gang og havde lagt mit bogmærke i den, men da jeg tog den, slog jeg ikke op der, hvor bogmærket var, men den åbnede sig på dette:

»Jeg, Herren, tilgiver hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker« (se L&P 64:9-10).

Og jeg lukkede bogen og sagde: »Om så djævelen beder om at blive døbt og hævder at have omvendt sig, vil jeg døbe ham.« Efter frokost tog jeg tilbage til præsidentens kontor og sagde: »Præsident Taylor, jeg har ændret mening. For en time siden sagde jeg, at jeg aldrig, så længe jeg lever, kunne tænke mig, at bror NN skulle døbes, men jeg er kommet for at fortælle dig, at for min skyld må han gerne blive døbt.«

Præsident Taylor havde for vane, når han blev særlig glad, at rette sig op og le, så hele kroppen rystede, og han lo og sagde: »Min dreng, den ændring er kommet meget pludseligt, meget pludseligt. Må jeg stille dig et spørgsmål? Hvad følte du, da du gik herfra for en time siden? Ønskede du at slå manden lige mellem øjnene og slå ham ned?«

Jeg sagde: »Det er nøjagtigt sådan, jeg havde det.«

Han spurgte: »Hvordan har du det nu?«

»Tja, jeg håber ærligt talt, præsident Taylor, at Herren vil tilgive synderen.«

Han sagde: »Du er glad, ikke, sammenlignet med før? Du havde vredens ånd og bitterhedens ånd i dit hjerte over for denne mand på grund af hans synd, og fordi han havde vanæret Kirken. Og nu har du tilgivelsens ånd og er virkelig glad, ikke?

Og jeg sagde: »Ja, jeg er. Jeg var vred og fuld af had, men nu er jeg glad.«

Og han spurgte: »Ved du, hvorfor jeg skrev brevet?«

Jeg svarede: »Nej, hr.«

»Jo, jeg skrev det netop, så at du og nogle af de yngre apostle ville lære, at tilgivelse går forud for retfærdighed, når der er tale om omvendelse, og at når I har tilgivelsens ånd i jeres hjerte og fjerner had og bitterhed fra det, giver det fred og glæde; at Jesu Kristi evangelium bringer glæde, fred og lykke til enhver, som efterlever det og følger dets lærdomme.«

Og sådan fortsatte han. Jeg husker ikke alle hans belæringer, men han fortsatte på denne måde og fortalte mig, at han aldrig kunne have givet mig denne erfaring, at han ikke kunne give mig et vidnesbyrd om evangeliet; men at jeg selv måtte få et vidnesbyrd, at jeg måtte have den rette ånd i mit hjerte og føle den - tilgivelsens ånd, langmodighedens og barmhjertighedens ånd - før jeg som enkeltperson kunne være til nogen gavn. Og ved blot at give efter for hans vilje og stemme for at døbe denne mand ville jeg aldrig have lært, at vi oplever glæde og fred, når vi tilgiver, og når vores hjerte er fuldt af barmhjertighed og langmodighed over for dem, der har begået fejl. Jeg har husket disse belæringer fra den dag af og indtil nu.

Herrens profet [præsident Taylor] sagde:

»Min dreng, glem aldrig, at når du gør din pligt, vil dit hjerte være fyldt med kærlighed og tilgivelse, selv for den angerfulde synder, og at når du ikke samvittighedsfuldt gør din pligt og har bestemt dig for, at det, som du mener er retfærdigt, og det, som du mener, er rimeligt og ret, skal vinde, vil du ofte være alt andet end lykkelig. Du kan kende forskel på Herrens Ånd og modstanderens ånd, når du føler dig glad og tilfreds, når du elsker dine medmennesker og ønsker det bedste for dem. Og du kan vide, at du ikke har denne Ånd hos dig, når du er fuld af fjendtlighed og har lyst til at slå nogen ned.«

Tilgivelse er udtryk for ægte næstekærlighed.

Jeg kommer til at tænke på et af de fineste kapitler i hele Bibelen (1 Kor 13):

»Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.

Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.

Og om jeg så uddeler alt, hvad jer ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.

Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.

Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden ophører aldrig. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.

For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,

men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.«

Mange mener, at næstekærlighed er at give nogen penge, men ægte næstekærlighed er at give kærlighed og vise medfølelse, og det er den form for kærlighed, som apostlen henviste til i det 13. kapitel af Første Korintherbrev.

Jeg kan huske, at efter jeg fik denne belæring som ung mand, jeg var næsten kun en dreng, af Kirkens præsident, læste jeg i en lang periode dette kapitel omtrent en gang om ugen og derefter en gang om måneden i flere måneder. Jeg mente, at jeg havde brug for det i min stilling, og at det var en af de ting, som var nødvendig for min udvikling.

Frem for at fordømme andre bør vi selv forbedre os.

Jeg husker, at jeg til konferencen her for et år siden læste en virkelig pragtfuld og vidunderlig sang; halvdelen af første vers lyder således:

Lad os kundskab i sjælen få,
Lad os vor kundskab befæste,
at vi vore mangler rette må,
som vi bebrejder vor næste.
(Se »Let Each Man Learn to Know Himself«, Hymns, 1948, nr. 91).

… Jeg citerede også fire korte vers fra vores salme [der hedder »Du, som dadler og fordømmer«]; en del af den lyder således:

Du, som dadler og fordømmer,
fejl du hos din broder ser;
spørg dig selv, om det sig sømmer
en, som selv så skrøb’lig er.
(Se Salmer og sange, nr. 158).

Da jeg citerede disse vers, havde jeg ikke den fjerneste anelse om, at jeg ville citere dem igen i dag. Men i betragtning af den fordømmende, næsten fjendtlige og hadske ånd, som i øjeblikket synes at findes blandt nogle sidste dages hellige vedrørende forretninger og politik, ønsker jeg af al min kraft at fremhæve sidste vers i denne korte salme …

Bryd ej løfter; altid rede
vær at vinde dig en ven;
ofte ord, udtalt i vrede,
vender sig mod dig igen.
(Se Salmer og sange, nr. 158) …

Jeg ønsker at gentage sidste vers fra en fortræffelig salme, som jeg lærte for 35 eller 40 år siden, da Francis M. Lyman [fra De Tolv Apostles Kvorum] sang den for mig for første gang. Jeg skrev den ned samme aften, og næste dag lærte jeg den. Jeg ønsker, at alle sidste dages hellige skal anvende lærdommene i dette dejlige vers, og gør vi det, så tror jeg, at vi vil få større kærlighed og næstekærlighed, og at den fred og glæde, som præsident Taylor lovede mig, da jeg var fast besluttet på at holde en mand uden for Kirken, og den glæde og fred, jeg følte, da jeg havde oplevet en forandring i hjertet, vil de sidste dages hellige opleve.

Og når du dømmer og selv ser,
at dine gerninger bedre end andres er,
har Forsynet været god mod dig,
som du bør være ved de mindre heldige.
Lad ej dit eksempel dølge,
så andre kan det følge,
Prøv selv at blive bedre i dag,
og gør dine venner bedre i morgen.
(Se Hymns, 1948, nr. 91) …

Jeg bønfalder enhver sidste dages hellig om at opelske næstekærlighedens, langmodighedens og den broderlige kærligheds ånd.⁶

Forslag til studium og samtale

I hvilke henseender er Jesu Kristi evangelium et evangelium, der fokuserer på tilgivelse?
Hvorfor skal vi tilgive hinanden? Hvilke konsekvenser kan det få at nægte at tilgive?
Hvorfor kan det nogle gange være svært at tilgive? Hvad kan vi gøre for at overvinde disse vanskeligheder?
Hvordan kan en persons tilgivende indstilling påvirke dem, der bliver tilgivet?
I hvilken forstand er tilgivelse et udtryk for næstekærlighed?