Kapitel 23

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges fremgang og skæbne

Kirken vil opfylde sin guddommelige skæbne, og vi har privilegiet at kunne kvalificere os til at være en del af dette store værk.

Fra Heber J. Grants liv

Heber J. Grant blev født i 1856, da de hellige kæmpede for at grundfæste Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Saltsødalen. På det tidspunkt var der syv stave i Kirken og omkring 64.000 medlemmer. Der var ingen templer, som var i drift.

I 1882, da Heber J. Grant blev ordineret til apostel, var Kirken fast rodfæstet i Saltsødalen. Dengang nærede mange mennesker i verden fordomme mod og fejlopfattelser af de sidste dages hellige, men Kirken voksede fortsat. Medlemsantallet nærmede sig de 146.000, og antallet af stave var steget til 24. Fem år forinden var templet i St. George i Utah blevet indviet - det eneste tempel, som på dette tidspunkt var i drift.

Ældste Grant var som apostel et nært vidne til Kirkens vækst. I 1902, hvor Kirken havde fire templer i drift, 50 stave og næsten 300.000 medlemmer, udtalte han følgende: »Der er ikke noget, som hedder stilstand. Kirken står ikke stille. Vi har i dag bevis på dens vækst, på dens øgede tiendeindtægter og større resultater som følge af missioneringen i hele verden samt på den øgede effektivitet i arbejdet på læreanstalter, sidste dages hellige universiteter og akademier. Desuden har der fundet en forunderlig vækst sted i søndagsskolerne. Guds værk vinder frem, og modstanderen og de, som modarbejder os, får mindre magt og indflydelse.«¹

I den tid, Heber J. Grant var præsident for Kirken, fra november 1918 til maj 1945, fortsatte Kirkens bemærkelsesværdige vækst. Medlemstallet steg fra omkring 496.000 til over 954.000. Antallet af stave steg fra 75 til 149, og antallet af templer, som var i drift, steg fra fire til syv.

Præsident Grant bemærkede, at folk begyndte at være mere venligt stemt over for de sidste dages hellige. Han sagde: »Jeg tror, at alle, som kender os, nu betragter os som et gudfrygtigt folk, som et retskaffent og ærligt folk.«² Da han netop var vendt tilbage fra en rejse i Den Europæiske Mission, fortalte han ved generalkonferencen i oktober 1937 om følgende eksempel:

»Da jeg var i Europa for omkring 30 år siden [som missionspræsident] … lykkedes det mig aldrig at få en eneste artikel trykt i en avis i de tre år, jeg befandt mig på De Britiske Øer. Der blev trykt nogle af de mest nedrige, ondskabsfulde, modbydelige og frygtelige ting om os, men lederne af dagspressen afviste blankt at lytte til noget som helst af det, jeg havde at sige.

Jeg blev på min rejse [for nylig] forvisset om, at der var imødekommende artikler om os i aviserne i Tyskland, Schweiz, Tjekkoslovakiet, Holland og Belgien. Ingen form for kritisk, kun fine indlæg om vore møder, og i nogle tilfælde var indlæggene i aviserne på De Britiske Øer af en sådan art, at hvis vi selv havde haft privilegiet at skrive dem, kunne vi ikke have skrevet noget, som kunne have faldet os i bedre smag. For mig at se blev der ikke skrevet én eneste artikel på hele vores rejse, som ikke tilsigtede at give et reelt, ærligt og storartet indtryk af vores folk. Disse ting glæder mig. Det er sådan en forunderlig forandring fra denne ligefrem fjendtlige ånd og det had, jeg havde mødt hos journalister, som jeg kom i kontakt med for over 30 år siden.«³

Præsident Grant fortalte ofte om sin taknemmelighed for Kirkens timelige og åndelige vækst. Han udtrykte således sin taknemmelighed for Herrens velsignelser og de sidste dages helliges pligttroskab trods deres modgang. Under den store depression sagde han: »Intet mindre end den fuldkomne og urokkelige kundskab, vi er i besiddelse af som folk, ville kunne gøre, at vi kunne udrette noget som helst i retning af det, som vi udretter. At tænke sig at vi i disse tider, der er præget af økonomisk krise og problemer, kan bruge millioner af dollars til at opføre kirkebygninger! I flere uger i træk har jeg næsten hver søndag måttet indvie kirkebygninger, og hver gang har bygningerne været fyldt til bristepunktet med deltagere til møderne … Vi oplever en strålende vækst. Der hersker en følelse af fuld tillid. Hos os hersker der os ingen frygt for, at Guds værk ikke vil triumfere i sidste ende.«⁴

Heber J. Grants lærdomme

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har en guddommelig skæbne.

Jeg bevidner for jer her i dag, at Joseph Smith var en af den sande og levende Guds profeter, at han var et redskab i Guds hænder til at gengive livets og frelsens plan på jorden, ikke kun for de levende, men for de døde, at dette evangelium, som ofte blandt menneskene i verden kaldes »mormonismen,« virkelig er livets og frelsens plan, Herren Jesu Kristi evangelium, og at den lille sten, som er blevet revet løs, skal rulle frem, indtil den opfylder hele jorden (se Dan 2:31-45; L&P 65:2).⁵

Herren har oprettet sin kirke i disse sidste dage, så menneskene kan blive kaldt til omvendelse, til deres sjæls frelse og ophøjelse. Han fortalte mange gange profeten Joseph og dem, som var med ham, at »marken er allerede hvid til høsten« (L&P 4:4, 6:3, 11:3, 12:3, 14:3, 33:3, 7). Han befalede dem gentagne gange ikke at tale andet end omvendelse til denne slægt (L&P 6:9, 11:9, 14:8) og sagde til sidst:

»Og du skal forkynde glædesbud, ja, udråbe det fra bjergtoppene og fra hvert højt sted og blandt alle folk, som du kommer i berøring med.

Og du skal gøre det i al ydmyghed og stole på mig og ikke gengælde spot med spot.

Og du skal ikke tale om særegne lærepunkter; men du skal forkynde omvendelse og tro på Frelseren og syndsforladelse gennem dåb og ild, ja, den Helligånd.

Se, dette er et stort bud og det sidste, som jeg giver dig om denne sag; thi dette skal være tilstrækkeligt for din daglige vandel til dit livs ende.

Og elendighed skal blive din lod, dersom du ringeagter disse råd, ja, både din og din ejendoms undergang« (L&P 19:29-33).

Vi skal adlyde disse bud, så menneskene kan komme til Gud og Jesus Kristus, som han har sendt, for »dette er det evige liv« (Joh 17:3).

Dette er grunden til, at Kirken blev organiseret, at evangeliet atter blev åbenbaret i dets fylde, at Guds præstedømme blev gengivet med alle dets rettigheder, al dets magt, og alle dets nøgler og funktioner. Dette er Kirkens mission. Den guddommelige mission, som fordums apostle (Matt 28:19; Mark 16:15) fik, er også givet i denne tid, så evangeliet kan blive bragt ud til alle nationer (L&P 38:33), til jøde og ikke-jøde (L&P 18:26), og det skal forkyndes med glæde (L&P 28:16), det skal rulle frem på hele jorden (L&P 65:2), og det skal forkyndes af os, hvem riget er givet til (L&P 84:76). Ingen af vore eller Kirkens handlinger må komme til hinder for denne befaling fra Gud.⁶

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mission er fred. Den har til hensigt at forberede verdens befolkning til Kristi andet komme og til indvarslingen af den velsignede dag, hvor tusindårsriget skal komme, og Kristus skal regere som kongernes konge og stå som overhoved for menneskehedens universelle broderskab.⁷

Væksten og udviklingen i Kirkens første tid var en opfyldelse af en profeti.

De sidste dages helliges resultater stemmer fuldt ud overens med profeten Joseph Smiths profeti på Mississippi-flodens vestbred. Den findes i profetens dagbog fra den 6. august 1842:

»Jeg profeterede, at de hellige fortsat ville lide megen sorg og elendighed og ville blive fordrevet til Klippebjergene. Mange ville falde fra, andre ville blive dræbt af vore forfølgere eller miste livet som følge af vejret eller sygdom, og nogle af jer ville leve for at opføre kolonier … bygge byer og se de hellige blive et mægtigt folk midt i Klippebjergene« (History of the Church, 5:85).

… Vi har virkelig opfyldt denne profeti til trods for, at denne vestlige del blev regnet som værdiløs. Når man tænker på dette store, golde område, når man tænker på, at det blev regnet som værende uden værdi og så ser, hvad der er blevet udrettet, hersker der ingen tvivl om, at vi har opfyldt denne forudsigelse.⁸

Jeg glæder mig over Guds værks vækst og udvikling her på jorden … Det minder mig om, da jeg sammen med præsident Wilford Woodruff stod i en vogn i Idaho … og talte til et halvt eller helt dusin unge, som boede der, og det minder mig også meget om ordene fra denne Guds profet … Jeg husker, at de unge var ret mismodige, da de fra Sand Creek så ud over landskabet uden et træ, uden en busk undtagen bynke og uden så meget som en bjælkehytte. Bror Woodruff sagde til de unge: »Mist ikke modet; vær ikke modløse, for Gud velsigner os på denne jord. Det vil ikke vare længe, før vi vil opleve fremgang og se dejlige kolonier med sidste dages hellige her. I føler, at I er rejst langt væk fra jeres venner, at I næsten er ved verdens ende, men det varer ikke længe, før I vil få kirkebygninger, skoler og alle de andre faciliteter, som I havde, inden I kom hertil. Gud vil velsigne og mangfoldiggøre jorden.« Hvad er resultatet i dag? På den plet jord ligger byen Iona, som er hovedsæde for en af Zions stave med omkring 5.000 mennesker - i forhold til seks, syv unge; profeten Wilford Woodruffs ord er blevet opfyldt til punkt og prikke.⁹

Når jeg tænker på alle Guds værks resultater, savner jeg fuldstændig ord for at kunne prise alt det, der er udrettet.¹⁰

Jeg føler, at de forfølgelser og prøvelser, som vi har oplevet, har forberedt os, udviklet os og styrket os som folk til større ting.¹¹

De sidste dages hellige er virkelig, som profeten Joseph sagde, at de ville blive, et mægtigt folk midt i Klippebjergene, og vi er kun lige begyndt vores udvikling. Vi begynder at udvikle os til at blive et mægtigt folk, men vi er ingenting sammenlignet med det, vi vil blive.¹²

Intet kan hindre Kirken i at opnå sin skæbne.

Hvert eneste år er Kirken stærkere, end den var året før. Kirken oplever fremgang, den går ikke tilbage. Folk begår fejl, men Kirken står fast.¹³

Menneskesjælenes modstander, fordærveren, han som ville have tilintetgjort Guds værk, han og hans udsendinge mente, at de ved at myrde profeten [Joseph Smith] og patriarken [Hyrum Smith] kunne sinke den levende Guds værk, som atter er blevet oprettet på jorden. Men … Kirkens forunderlige vækst, Guds store tempel i [Salt Lake City], vores vidunderlige Tabernakel, den store [administrations-]bygning … monumenterne og templerne fra Canada til Hawaii og Saint George og Guds værks store fremgang - alle disse ting er et skarpt gensvar til dem, som mente, at de kunne standse Herrens værk. Jesu Kristi evangelium, som brændte i profetens og patriarkens hjerte, og som de gav deres liv for, brænder i hjertet på hver eneste af os, som er blevet velsignet med lys, kundskab og vidnesbyrd om værkets guddommelighed, som vi er en del af.¹⁴

Nogle [har] antydet … at medmindre Kirken voksede og »udviklede sig« i takt med andre kirker i nutiden, ville den være dømt til at falde. Enhver sidste dages hellig, som ét eneste øjeblik tror, at denne kirke vil falde, er ikke en virkelig omvendt sidste dages hellig. Denne kirke vil ikke falde. Den er blevet oprettet for sidste gang for aldrig at blive givet til et andet folk og aldrig blive styrtet.¹⁵

»Vore fjender har aldrig gjort noget, som har skadet dette, Guds værk, og det vil de heller aldrig kunne gøre. Jeg ser mig omkring, jeg læser forskelligt, jeg overvejer det og spørger mig selv: Hvor er indflydelsen, magten og prestigen henne hos de mennesker, som modarbejdede de sidste dages hellige? … Hvor er de mennesker, som hyldede dem? De kan ikke findes … Hvor er de mennesker, som har angrebet dette værk? Hvor er deres indflydelse? Den er fordampet som dug for solen. Vi sidste dages hellige behøver ikke at frygte. Gud vil fortsat støtte dette værk. Han vil støtte dette rige.¹⁶

Gud lever, Jesus er Kristus, Joseph Smith var en af den sande og levende Guds profeter, og dette værk, som kaldes »mormonismen«, er Jesu Kristi, vor Forløsers, evangelium; det er livets og frelsens plan, og alverdens tvivl, alverdens modstand, kan ikke standse det, for Gud har grundfæstet det, og det vil fortsætte og fortsætte, indtil det har opfyldt sin skæbne.¹⁷

Vi må kvalificere os til at deltage i Kirkens fremgang.

Gud har lovet mange vidunderlige ting med hensyn til dette folk. Vi har en storslået fremtid foran os, og vi tilpasser og kvalificerer os gradvist til denne fremgang.¹⁸

Hvis der er én ting, som jeg ønsker mere end noget andet, så ønsker jeg at indprente i de sidste dages helliges hjerte, at vi virkelig bør tjene Gud af al kraft og af hele vores sind og styrke, så vi kan følge med hans værks fremgang her på jorden.¹⁹

De sidste dages hellige har en meget storslået skæbne. Jeg ved, at de profetier, der er frembragt om dette folk, alle skal opfyldes. Den lille sten, som er revet ud af bjerget uden hænder, vil rulle frem og opfylde hele jorden. Jeg kan se, at det vil være nødvendigt, at vore børn skal gøres rede, kvalificerede og forberedte gennem uddannelse, studium og også tro på Gud, vor himmelske Fader, og hans Søn, Jesus Kristus, hvis de skal opfylde deres skæbne. Jeg nærer ingen tvivl om, at de hellige vil opfylde deres skæbne, og at de vil udrette alt det, som Gud ønsker, de skal. Om vi som enkeltpersoner vil gøre alt, hvad der er muligt for os, er et personligt anliggende. Jeg har ofte sagt i mine taler til de hellige, at hver enkelt af os er vores eget livs arkitekt, og at Gud vil velsigne os i forhold til vores trofasthed og flid.²⁰

Jeg er ikke i tvivl om, at Herren vil mangfoldiggøre de sidste dages hellige og velsigne dem i rigere mål fremover, end han nogen sinde har gjort hidtil; selvfølgelig på betingelse af, at vi er ydmyge og flittige, og på betingelse af at vi søger at fremme Guds rige og ikke følger vores egen mening og vilje. Vi har fået Jesu Kristi evangelium genoprettet, vi har livets og frelsens plan, og vi har evangeliets ordinancer, ikke kun for de levende, men også for de døde. Vi har alt, hvad der er nødvendigt, ikke kun for vores egen frelse, men for at vi virkelig kan være »befriere på Zions bjerg« (se Obad 1:21) og træde ind i Guds tempel og frelse vore forfædre, som er døde uden kundskab om evangeliet.²¹

Hvis vi er loyale, hvis vi er tro, hvis vi er værdige til dette evangelium, som Gud har givet os et vidnesbyrd om, er der ingen fare for, at verden nogen sinde vil kunne skade os. Søskende, vi kan aldrig blive skadet af nogen mennesker, andre end os selv. Hvis vi ikke tjener Gud, hvis vi undlader at gøre det rigtige, da frarøver vi os selv evnen og kraften til at udvikle os, vokse i tro og kundskab og have Guds kraft med os sammen med de retskafne.²²

Det er ikke forkert at forudsige, at medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fortsat vil trives og nyde fremgang, både åndeligt og timeligt, så længe de (1) holder Guds bud og (2) vandrer ad den sti, som han vil vise gennem sine inspirerede tjenere, som har det hellige præstedømme. Medlemmerne er et folk, hvis tro, lærdomme, nøjsomhed og timelige og åndelige udvikling vil være til velsignelse og fordel for hele landet. Et folk, som ingen behøver at frygte, men tværtimod hædre og hilse velkommen, fordi de søger at gøre Herrens vilje, behandler alle mennesker i overensstemmelse med retfærdighedens principper og er loyale og lovlydige og følger verdens retskafne regeringers regler og love og det livgivende Jesu Kristi evangelium, som blev grundfæstet og genoprettet gennem Joseph Smith ved besøg fra Gud og hans Søn, Jesus Kristus, der er overhoved for dette store og forunderlige værk, som vi er en del af. Deres motto er »Sandhed og Frihed,« og det ønsker de at skænke hele menneskeheden og at give hele menneskeheden del i den fred og retfærdighed, som følger med Jesu Kristi evangelium - det eneste middel hvorved der kan oprettes fred og broderskab i hele verden.²³

Forslag til studium og samtale

Hvad er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges skæbne?
Hvilke beviser er der i dag på, at medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er blevet »et mægtigt folk«? Hvorfor har Kirken oplevet så enorm en vækst?
Hvad kan vi lære af de første helliges indsats for at overvinde forhindringer og opbygge Guds rige?
Hvordan var Kirkens fremgang på præsident Grants tid sammenlignet med den nutidige fremgang?
Hvordan hjælper det jer at vide, at Kirken »er blevet oprettet for sidste gang for aldrig at blive givet til et andet folk og aldrig blive styrtet«?
Hvordan kan vi bidrage til, at Kirken opfylder sin skæbne? På hvilke måder kan forældre hjælpe deres børn til at være »rede, kvalificerede og forberedte« til at bidrage til denne skæbne?