Kapitel 1

Lær evangeliet at kende og undervis deri

Undervisning i evangeliet gavner kun, når det fremlægges og modtages ved Helligåndens inspiration.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grant har sagt: »Jeg kender ikke til noget, som kan give et menneske større glæde i hjertet end at arbejde hjemme og ude for menneskesjælenes frelse. Jeg kender ikke til noget, som giver os større kærlighed til alt, hvad der er godt, end at undervise i dette Jesu Kristi evangelium.«¹

Ud over at være en samvittighedsfuld lærer i evangeliet var præsident Grant ivrig efter at lære af andres vidnesbyrd. Han bemærkede: »Jeg nyder altid at få mulighed for at træffe sidste dages hellige ved deres møder. Jeg overværer aldrig nogen af vore møder, i ward eller stave eller ved generalkonferencer, hvor jeg ikke bliver velsignet, belært og opmuntret i troen på evangeliet, og hvor jeg ikke hører noget, som virkelig giver mig af livets brød.«²

Da Heber J. Grant var ung, havde han en oplevelse, som hjalp ham med at se, hvor vigtigt det er at undervise og lære ved Helligånden. Han mindedes senere:

»Der har i min ungdom været mange tilfælde, hvor jeg har fået vidunderlig inspiration og kraft gennem mænd, der har forkyndt evangeliet i en ånd præget af vidnesbyrd og bøn. Jeg erindrer et sådant tilfælde, fra jeg var ung, sikkert 17-18 år gammel. Jeg hørte nu afdøde biskop Millen Atwood tale i 13. Ward. På det tidspunkt studerede jeg grammatik, og han lavede nogle grammatiske fejl i sin tale.

Jeg skrev hans første sætning ned, smilede ved mig selv og sagde: ›I aften i den halve time bror Atwood taler, vil jeg samle materiale nok til en hel vinter i grammatikklassen.‹ Til hver time skulle vi medbringe to sætninger, eller fire sætninger om ugen, som ikke var grammatisk korrekte, samt vore rettelser.

Jeg overvejede at foretage rettelser og samtidig at lytte til biskop Atwoods tale. Men efter første sætning skrev jeg ikke mere, ikke et ord. Og da Millen Atwood sluttede sin tale, strømmede tårerne ned ad mine kinder, taknemmelighedstårer vældede frem i mine øjne på grund af det vidunderlige vidnesbyrd, som denne mand bar om Guds profet, Joseph Smiths, guddommelige mission, og om den vidunderlige inspiration som profeten havde hos sig i al sin færd.

Selv om det nu er over 65 år siden, jeg hørte denne tale, står den lige så tydeligt for mig i dag, og de fornemmelser og følelser, jeg havde, sidder lige så fast i mig, som de gjorde den dag, jeg hørte den. Ser I, lige så lidt som jeg kunne finde på at bruge disse sætninger, hvori han lavede grammatiske fejl, lige så lidt kunne jeg finde på at rejse mig i en klasse og vanhellige Guds navn. Dette vidnesbyrd gjorde det første dybe indtryk på mit hjerte og min sjæl om profetens guddommelige mission. Jeg havde hørt mange vidnesbyrd, som jeg havde nydt, og som havde gjort indtryk på mig, men dette var det første vidnesbyrd, som havde rørt mig til tårer under Guds Ånds inspiration til denne mand.

I alle de år, der er gået siden da, er jeg aldrig blevet chokeret eller irriteret over grammatiske fejl eller forkert udtalte ord hos folk, som forkynder evangeliet. Jeg har indset, at det at bedømme en mands ånd efter hans sprogs iklædning var ligesom at dømme en mand efter hans iklædning. Fra den dag af og indtil den dag i dag er det, der har gjort større indtryk på mig end noget andet, Ånden, den levende Guds inspiration, som et menneske [får], når han forkynder evangeliet, og ikke sproget … Jeg har så absolut lært, at det er Ånden, som giver liv og forståelse, ikke bogstaven« (se 2 Kor 3:6).

Heber J. Grants lærdomme

Når vi underviser i evangeliet, må vi fokusere på enkle, grundlæggende principper og bud

Det er ikke den føde, vi ser på og mener er attråværdig, som gavner os, men alene den, som vi spiser og optager. Det er heller ikke det store festmåltid, som giver os størst styrke og velbehag og hjælper os med at klare os godt på livets slagmark, men det er tværtimod ofte den enkle føde, som gør den eneste og mest varige gavn for dem, som nyder den. Det er ligeledes heller ikke det festmåltid, der er anrettet af de lærde, som giver os større styrke til ædelt og tappert at udføre vores pligt på livets slagmark, men de mest ydmyges belæringer vinder ofte genklang i vores hjerte og sjæl, hvilket øger vores styrke til at fortsætte og gøre vores pligt i den daglige kamp for at blive bedre.⁴

Kirkens organisationers mål skal være opbygning af stærke vidnesbyrd i de helliges sind og hjerte, især hos de unge - vidnesbyrd om, at det gengivne evangelium er sandt, at Herren Jesus Kristus er Messias, om at profeten Joseph Smith havde en guddommelig mission, og at dette er og altid vil være Jesu Kristi Kirke med alt, hvad den indebærer - alt sammen i den hensigt, at de hellige kan få og nyde disse vidnesbyrd, så de kan leve i overensstemmelse med Herrens bud, så de konstant kan øge deres viden om sandheden og således gøre det muligt for dem at leve, så de kan opnå frelse, ophøjelse og evig glæde i det celestiale rige, og endelig så de til gengæld kan føre andre i verden til kundskab og vidnesbyrd om sandheden, både ved deres forskrift og ved deres eksempel og derved give dem de samme velsignelser.⁵

Jeg tror, at den lærer, som er i besiddelse af Guds kærlighed og kundskab om ham og Jesu Kristi kærlighed og et vidnesbyrd om hans guddommelighed samt et vidnesbyrd om profeten Joseph Smiths guddommelige mission, og som indgyder disse ting i hjertet på de børn, han underviser, at sådan en lærer beskæftiger sig med noget af det mest ædle og pragtfulde arbejde, som noget menneske kan beskæftige sig med.⁶

Undervis i og efterlev evangeliets principper, og lad himlens mysterier vente, indtil I når til himlen.⁷

Ligesom vi ofte synger i vore sange … kan vi ikke gentage Herrens befalinger til sit folk for ofte og lægge de hellige alvorligt nok på sinde at leve op til dem.⁸

Folk har ofte sagt til mig: »Jeg er led og ked af at høre det samme om og om igen. Der er ingen grund til at gentage tingene.« Mange finder fejl ved de taler, de hører, fordi de indeholder gentagelser … Herren betragter det åbenbart som nødvendigt at gentage tingene for at indprente ethvert budskab, som han har at give, i folkets sind. Når vor Frelser underviste, gentog han gang på gang samme tanke på forskellige måder, øjensynligt for at fæstne det én gang for alle i sine tilhøreres sind og hjerte.⁹

Vi må undervise ved Helligåndens kraft for at være effektive lærere i evangeliet

På den første længere rejse jeg foretog sammen med nu afdøde ældste Brigham Young junior [ligeledes medlem af De Tolvs Råd], efter at jeg var blevet kaldet til De Tolvs Råd, husker jeg, at jeg besluttede mig for, at jeg ikke mere, på den rejse - der varede omkring fire måneder - ville tale om det, der blandt os er kendt som »visdomsordet« … Jeg besluttede mig for, at ved det næste møde jeg overværede, ville jeg helt sikkert finde et andet emne. Jeg forsøgte i omkring 20 minutter at tale om noget andet, og det var en stor fiasko. Derefter talte jeg med den største lethed i yderligere 20 minutter om visdomsordet, og bagefter erfarede jeg, at hvis der var noget, som menneskene i denne lille by, som jeg besøgte, havde brug for, så var det at blive belært om visdomsordet … Efter den oplevelse besluttede jeg mig for, at når som helst jeg fik en indskydelse om at tale om et bestemt emne, og jeg følte, at jeg skulle gøre det, selvom jeg har talt om emnet i flere uger i træk, så ville jeg bestemt tale om det igen …

Jeg har været meget glad for i min tjeneste blandt folket at kunne vidne om, at når vi er ydmyge og beder og ønsker at undervise folket, så inspirerer Herren os.¹⁰

Vi plages alle af frygt og generthed, når vi står foran folket for at forkynde dem livets og frelsens plan. Jeg mener, at det er godt, at dette er tilfældet, fordi vi bliver klar over vores afhæn-gighed, vores svaghed og vores manglende evne til at belære dem, som vi taler til, uden Helligåndens hjælp … Jeg er selv taknemmelig for, at denne generthedens ånd altid har været hos mig, når jeg har talt offentligt til de sidste dages hellige, fordi jeg aldrig ønsker at komme i en situation, hvor jeg ikke nærer ønske om, at Guds lys og inspiration vil være hos mig, når jeg taler til folket. Jeg ved, at jeg ikke kan forstå, hvad der er allerbedst for folket uden gennem inspirationens stemme.¹¹

Når jeg har talt til de sidste dages hellige, har det altid været mit ønske, at mit sind vil være oplyst med Helligåndens inspiration. Jeg er klar over, at medmindre taleren er inspireret af vor himmelske Fader, når han underviser folket, så er det umuligt at sige noget, som vil gavne eller være af værdi for de hellige.¹²

Ingen kan undervise i Jesu Kristi evangelium under den levende Guds inspiration og med kraft fra det høje, medmindre han efterlever det.¹³

Det er vores pligt at sætte os selv i en position, så at vi, når vi rejser os for at undervise folket, kan undervise dem ved inspiration fra Guds Ånd, når den falder på os. Men hvis vi ikke holder Guds bud, kan vi hverken med magt, kraft eller styrke formane andre til at adlyde de bud, som vi ikke selv adlyder.¹⁴

Vi må være modtagelige og villige til at praktisere det, vi lærer, for at få noget ud af Kirkens møder

Uanset hvor stærkt et vidnesbyrd måtte være, eller hvilken inspiration der er i det, så gør det et meget beskedent indtryk, medmindre lytteren har et modtageligt sind. Det er meget ligesom at så god sæd i gold jord.¹⁵

Sult gør mad meget attråværdig. Sult efter Jesu Kristi evangelium får os til at nyde [vore] konferencer.¹⁶

Der er dem, som kommer til møderne år efter år og hører Herrens tjenere undervise dem på enkel og ydmyg vis i de pligter, der påhviler dem, og de går fra disse møder og praktiserer aldrig det, de hører; dog tilskriver de sig selv stor ære for altid at komme til møderne. Venner: Hvis I altid gik til middag, satte jer og kiggede nøje på maden og aldrig spiste noget af den, så ville det ikke vare længe, før I døde af sult. Der er nogle sidste dages hellige, som går til møderne, og de dør af sult åndeligt, fordi de ikke modtager og optager den åndelige føde, som uddeles der. Vi bør ikke blot være ordets hørere, men også dets gørere (se Jak 1:22).¹⁷

Når vi er til et møde, tager vi del i mødets ånd. Når vi ikke har deltaget i det, og nogen fortæller os, hvor vidunderlig en ånd der var til stede, og hvad de har fået ud af at være der og tage del i det, kan vi ikke værdsætte disse ting. Det er meget ligesom manden, der var sulten, og nogen fortalte ham om en fin middag, men han skønnede ikke på den. Vi skal selv spise, vi skal selv leve, vi skal følge pligtens vej for at få del i Herrens Ånd, hvis Herrens Ånd manifesterer sig.

… Francis M. Lyman [fra De Tolv Apostles Kvorum] var nødt til at rejse fra Tooele aftenen inden vore møder og overnatte [i Salt Lake City] og være der hele dagen for at overvære møder for Præsidentskabet og Apostlene, som varede to til tre timer, men han blev aldrig væk fra ét eneste af dem.

En dag sagde jeg til ham: »Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at du er så beredvillig og altid er til stede ved vore møder.«

Han sagde: »Jeg ønsker ikke at gå glip af nogen inspiration fra Herren. Jeg ønsker ikke at høre om Herrens Ånd fra anden hånd. Jeg ønsker at tage del i den, mærke den og forstå den og at vide det selv.«¹⁸

Lærer og elever får indbyrdes gavn og styrke ved troens bøn

Som jeg altid ønsker, når jeg taler til de hellige, ønsker jeg at nyde godt af jeres tro og bønner, så den gode Ånd må være hos os, og så vi må gavnes og styrkes indbyrdes i vores helligste tro, fordi vi er forsamlet … Jeg ved, at nogle blandt folket mener, at det næsten er en floskel hos talerne at bede om de helliges tro og bønner, men jeg ønsker at sige, at jeg mener, at folket i det hele taget i høj grad forsømmer at bede Herren om at velsigne og inspirere dem, som taler. I sådanne tilfælde gør vi os som regel skyldige i ikke at koncentrere vore tanker og vore følelser om taleren og inderligt ønske og bede til, at han vil blive velsignet af Herren. Jeg erklærer mig selv skyldig i af og til at glemme at bede Herren om at velsigne mine brødre med hans Helligånd, når de taler.

Jeg ved af erfaring, at der ikke findes nogen ældste, som rejser sig for at tale til de hellige uden inderligt at ønske at have folkets tro og bønner med sig, hvis han har et oprigtigt ønske om at gavne dem … Jeg ved, at Gud som svar på de forsamlede helliges bønner vil velsigne mig og andre, som fra tid til anden står foran jer for at oplyse jer om jeres opgaver og forpligtelser over for jeres Skaber.¹⁹

Når vi tager til møde, bør vi tage af sted med en bøn i hjertet om, at Herren vil inspirere talerne med sin Ånd, og når de har talt til os med Helligåndens inspiration, bør vi tage derfra besluttede på og med et ønske og en bøn om, at vi virkelig vil tilegne os det, vi har lært, og at vi vil praktisere det.²⁰

Jeg har aldrig oplevet nogen glæde, lykke eller fred i mit liv, der kan sammenlignes med den glæde, lykke og fred, som jeg har oplevet, når folk, som har hørt mig forkynde Jesu Kristi evangelium, er kommet hen til mig og har sagt, at de har fået et vidnesbyrd om dette værks guddommelighed, at de ord, der har lydt fra mine læber, har givet dem en viden i deres hjerte om, at livets og frelsens plan er blevet gengivet på jorden. Jeg tror ikke, at der findes noget i hele verden, som kan sammenlignes med den glæde, som en mand føler, når det går op for ham, at han har været et redskab i den levende Guds hånd til at nå ind til et oprigtigt hjerte og har givet det inspiration om Guds kærlighed og ønsket om at tjene ham.²¹

Forslag til studium og samtale

Hvorfor er det nødvendigt at undervise i evangeliets grundlæggende principper »om og om igen«? Hvordan har I nydt godt af hyppige gentagelser af evangeliske principper?
Hvilke muligheder har vi for at undervise i evangeliet? Hvorfor er det vigtigt at erkende vores svaghed over for Herren, når vi forbereder os til at undervise?
Hvad vil det sige at undervise ved Helligåndens inspiration? (Se også 2 Nephi 33:1; L&P 50:13-22; 100:5-8). Hvad kan vi gøre for at få Åndens vejledning i vores undervisning? (Se også Alma 17:2-3; L&P 11:18-21; 42:14).
Hvilke ansvar har vi, når vi hører andre forkynde evangeliet? Hvordan påvirker vores modtagelighed vores oplevelse af klasserne i Kirken? På hvilke måder kan vores modtagelighed påvirke læreren og andre i klassen?
Hvad kan lærere gøre for at opmuntre eleverne til at deltage i undervisningen?
På hvilke måder har møderne i Kirken hjulpet jer med at udvikle jer åndeligt? Hvorfor har I pligt til at bede for dem, som underviser ved Kirkens møder?
Hvad kan vi gøre for at anvende det, som vi har lært i dette kapitel, nu hvor vi skal til at studere præsident Grants lærdomme?