Heber J. Grants liv og tjenestegerning

Ved Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges generalkonference i oktober 1899 sagde ældste Heber J. Grant, som på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum: »Ingen forhindringer er uovervindelige, når Gud befaler, og vi adlyder.«¹ Denne enkle udtalelse var et tilbagevendende tema i Heber J. Grants liv og tjenestegerning. Han blev ikke forskånet for modgang, men han tog hver forhindring op med tro, lydighed, flid og ildhu.

Forandringernes og fremskridtets tid

Præsident Heber J. Grant levede i en tid, der var præget af enorme forandringer. Han blev født i 1856 i en verden med oksekærrer og hestekøretøjer, hvor mange rejsers varighed gjordes op i måneder. Da han døde i 1945, forlod han en verden med biler og fly, hvor man gjorde rejsernes varighed op i timer. Diligencen fra hans ungdom måtte vige for andre kommunikationsmidler: Telefonen, radioen og luftposten.

Heber J. Grant blev født 26 år efter Kirkens oprettelse og ni år efter, at pionererne kom til Salt Lake City; han blev vidne til store fremskridt i Guds rige på jorden. Hele sit liv havde han tæt kontakt til Kirkens præsidenter, og han hjalp også med at forberede mænd, der skulle afløse ham i denne kaldelse. Da han var ung, kom han ofte i præsident Brigham Youngs hjem. Som medlem af De Tolv Apostles Kvorum tjente han under præsidenterne John Taylor, Wilford Woodruff, Lorenzo Snow og Joseph F. Smith. Han tjente i Det Tolv Apostles Kvorum sammen med tre andre, som blev Kirkens præsidenter: George Albert Smith, David O. McKay og Joseph Fielding Smith. I sin tid som Kirkens præsident ordinerede Heber J. Grant ældste Harold B. Lee, Spencer W. Kimball og Ezra Taft Benson til apostle. Og i 1935 ansatte han og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab en ung, hjemvendt missionær, Gordon B. Hinckley, som direktionssekretær ved radiokanalen Publicity og Kirkens Komité For Missionslitteratur.

Kærligt forhold mellem mor og barn

Heber Jeddy Grant blev født den 22. november 1856 i Salt Lake City i Utah og var Rachel Ridgeway Ivins og Jedediah Morgan Grants eneste barn; faderen var præsident Brigham Youngs andenrådgiver. Ni dage efter at Heber blev født, døde faderen af tyfus og lungebetændelse.

I en stor del af Hebers barndom kæmpede Heber og hans mor for at klare sig økonomisk. De oplevede »stormfulde nætter uden ild i kaminen, månedsvis uden sko, havde aldrig mere end ét hjemmevævet, hjemmesyet sæt tøj ad gangen, og skønt der var tilstrækkeligt med brød, havde vi kun råd til nogle få pund smør og sukker på et helt år.«²

Rachel var fast besluttet på at forsørge sig selv og sin lille søn. Hun arbejdede som syerske og lejede værelser ud. Hendes brødre tilbød hende en magelig tilværelse, hvis hun ville forlade Kirken, men hun holdt fast i sin tro. Denne hengivenhed og disse ofre gjorde varigt indtryk på Heber, som senere mindedes:

»Min mors brødre, som var velhavende, tilbød hende livrente resten af livet, hvis hun ville fornægte sin religion. En af hendes brødre sagde til hende: ›Rachel, du har vanæret navnet Ivins. Vi ønsker aldrig at se dig igen, hvis du bliver sammen med de forfærdelige mormoner,‹ - det var, da hun skulle rejse til Utah - ›men,‹ fortsatte han, ›kom tilbage om et år, kom tilbage om fem år, kom tilbage om ti eller tyve år, og uanset hvornår du kommer tilbage, så er nøglen dér, og du kan få velstand og en let tilværelse.‹

Hvis hun ikke virkelig havde vidst, at Joseph Smith var Guds profet, og at evangeliet er sandt, kunne hun siden hen, da hun blev fattig, blot have rejst østpå igen og have ladet sine brødre forsørge hende. Men frem for at rejse tilbage til sine velhavende slægtninge østpå, hvor hun kunne leve i overflod uden at skulle kæmpe for sig selv og sit barn, foretrak hun at klare sig blandt dem, som hun var tættere knyttet til end sin familie, der ikke troede på hendes religion.«³

Rachel Grant og hendes søn var fattige økonomisk set, men de var rige på kærlighed til hinanden og hengivenhed til Jesu Kristi gengivne evangelium. Præsident Grant sagde: »Jeg skylder naturligvis min moder alt, fordi min fader døde, da jeg kun var ni dage gammel; og min moders vidunderlige belæringer, tro og retskaffenhed har været en inspiration for mig.«⁴

Inspireret af sin mor udviklede Heber J. Grant et karaktertræk, som han blev kendt for i hele Kirken: Udholdenhed. Hans flid og villighed til at arbejde hjalp ham med at overvinde naturlige svagheder. For eksempel gjorde de andre drenge nar ad hans klodsethed på baseballbanen. Han svarede igen på deres hån ved at tjene nok til at købe en baseball-bold og tilbragte timevis med at kaste bolden op mod laden. På grund af sin udholdenhed kom han senere til at spille på et elitehold i baseball. I skolen drillede nogle af hans klassekammerater ham med hans sjuskede håndskrift. Han fortalte senere: »Disse og andre bemærkninger blev ikke givet for at såre mig, men i venskabelig sjov; ikke desto mindre skar mig dybt i hjertet og indgød mig beslutsomhed. Jeg besluttede mig for at leve af at lave afskrifter for alle, der gik på universitetet og for at undervise i skønskrift og bogføring på denne institution … Jeg begyndte at bruge min fritid på at øve mig i skønskrift og blev ved år efter år, indtil jeg blev omtalt som ›verdens bedste skribler.‹« Han vandt med tiden førsteprisen i skønskrift ved en messe i territoriet og blev lærer i skønskrift og bogføring ved University of Deseret (nu University of Utah).⁵

Finans- og industrileder

Heber J. Grant gik i en ung alder ind i forretningsverdenen, så han kunne hjælpe med at forsørge sin mor. Som 15-årig blev han ansat som bogholder og policeskriver i et forsikringsselskab. Han arbejdede endvidere i banksektoren og tjente penge ved i timevis at skrive kort og invitationer og markere landkort.

Når han så fremad efter flere muligheder, havde han »en overvældende ambition om at få en universitetsuddannelse og eksamen fra en rigtig god skole.« Han mente, at han havde et »meget beskedent håb om at opnå dette, da [han] ikke havde nogen penge og havde en mor, som var enke, at forsørge«, men han blev tilbudt en studieplads ved De Forenede Staters Søofficerskole. Han mindedes:

»For første gang i mit liv sov jeg ikke godt; jeg lå vågen næsten hele natten lang og glædede mig over, at jeg ville få opfyldt mit livs ambition. Jeg faldt først i søvn lidt inden daggry; min mor måtte vække mig.

Jeg sagde: ›Mor, hvor er det vidunderligt, at jeg får den fineste uddannelse, en ung mand i Utah kan få. Jeg kunne næsten ikke sove; jeg har ligget vågen næsten indtil daggry i morges.‹

Jeg så på hendes ansigt; jeg så, at hun havde grædt.

Jeg har hørt om folk, som, når de er ved at drukne, har set hele deres liv passere revy på ganske få sekunder. Jeg forestillede mig selv som admiral. Jeg forestillede mig selv rejse verden rundt på et skib, væk fra min mor, som var enke. Jeg lo, lagde mine arme omkring hende, kyssede hende og sagde:

›Mor, jeg vil ikke have en søofficeruddannelse. Jeg vil være forretningsmand og vil straks gå ind på et kontor og tage mig af dig, og så holder du op med at leve af at have logerende.‹

Hun brød sammen og græd og sagde, at hun ikke havde lukket et øje, men havde bedt hele natten til at jeg ville opgive mit livs ambition, så hun ikke skulle lades alene.«⁶

Heber arbejdede med sine interesser for forretningsverdenen og opnåede succes i en ung alder, især i bank- og forsikringssektorerne. Han fik ry som en ærlig og flittig forretningsmand. Den første guvernør i staten Utah, Heber C. Wells, bemærkede: »Han kan gå ind på kontoret hos chefer og direktører i Amerikas største finansielle og industrielle institutioner og blive varmt modtaget af mænd, som er stolte over at have ham som ven og leder inden for finans og industri.«⁷ Et økonomisk tidsskrift bragte i 1921 følgende anerkendelse af præsident Grant: »Hr. Grant besidder en rigtig leders egenskaber: Målrettethed, ædelhed og ydmyghed, begejstring for alt han går ind for og utrættelig flid. Han er kendt og respekteret af forretningsmænd i den vestlige tredjedel af De Forenede Stater, uanset deres religion.«⁸

Heber J. Grant havde ikke altid held med sine forretningsforetagender. For eksempel fejede en økonomisk krise i 1893 hen over en stor del af USA, hvor hundredvis af banker, jernbaneselskaber, miner og andre virksomheder gik konkurs. Denne krise, kaldet Panikken i 1893, kom bag på ældste Grant, som dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Han kom til at stå med en gæld, som det tog ham årevis at betalte tilbage. I disse svære tider stod hele familien Grant sammen for at hjælpe med at mindske husstandens økonomiske krise. »Så snart vi var gamle nok«, erindrede en af hans døtre, »begyndte vi at arbejde … og det var den største tilfredsstillelse for os som børn at mærke, at vi hjalp ham ved at kunne klare os selv.«⁹

I sidste ende fik præsident Heber J. Grant økonomisk fremgang, og han brugte sine midler til at hjælpe enkeltpersoner, familier, Kirken og i samfundet. Han sagde: »Selvom jeg har arbejdet hårdt for at skaffe penge, så ved I såvel som alle mine venner, der har fuld kendskab til mit hjertes inderste følelser, at penge ikke har været min gud, og at mit hjerte aldrig har higet derefter, kun efter at gøre godt med det som jeg måtte komme i besiddelse af. Det er mit inderligste ønske, at jeg altid må have det sådan.«¹⁰

Præsident Grant holdt meget af at forære bøger væk. Han gav tusindvis væk; de fleste skrev han i personligt. Han sagde, at han købte disse bøger med sine »cigarpenge«; hermed mente han, at de penge, han havde brugt til at købe gaver for, svarede nogenlunde til det beløb, som en ryger brugte til at kunne stille sin trang til cigarer.¹¹ Fordi han gav så mange gaver væk, mistede han nogle gange overblikket over, hvad han havde gjort. »Engang gav jeg en mand en bog«, sagde han, »og han takkede mig meget venligt for den og sagde: ›Bror Grant, jeg sætter virkelig pris på denne bog. Det er tredje eksemplar, du har givet mig af den.‹« Herefter førte præsident Grant regnskab med de bøger, han havde foræret væk.¹²

Man sagde om præsident Grant: »Han giver, fordi han elsker at gøre det - det synes blot at være et stort og gavmildt hjertes impuls.«¹³ Hans datter, Lucy Grant Cannon, omtalte ham som »verdens mest gavmilde mand« og fortalte om hans særlige omsorg for enkerne og de faderløse - »[han] indfriede lånene i deres hjem, skaffede deres børn stillinger i forretningsverdenen og sørgede for, at de syge fik ordentlig lægehjælp.« Selv »i de magre år, som fulgte Panikken i 1893«, sagde hun, »hvor det var sværere at give fem cent, end det havde været at give fem eller ti dollars, så hjalp far dem, der led nød.«¹⁴

»En bemærkelsesværdig familiemand«

Præsident Grants datter, Frances Grant Bennett, sagde: »Selv om [min fars] karakterstyrke er velkendt, er kun få klar over, hvor bemærkelsesværdig en familiemand han var.«¹⁵ Hans ansvar i Kirken krævede, at han rejste meget, men han forblev tæt knyttet til sine familiemedlemmer og skrev tusindvis af breve og sedler til dem. Hans barnebarn, Truman G. Madsen, mindedes: »Hans måde at klare afstanden på, som forårsagedes af hans hyppige rejser, var at skrive … På toget, i ventesale, på hoteller, og når han sad på forhøjningen mellem møderne, skrev han beskeder for at fortælle om sine oplevelser og indtryk og for at besvare deres.«¹⁶

Hans datter, Lucy, huskede de vidunderlige stunder, som hun og hendes søskende tilbragte sammen med ham, når han vendte hjem efter at have betjent de hellige:

»Hvor havde vi det herligt, når han kom hjem! Vi samledes alle sammen og lyttede til hans oplevelser. Jeg kan se ham for mig nu gå rundt i huset med et barn på hver fod eller svinge børnene op på sit knæ …

Det bringer minderne tilbage til de ture, vi kørte med vores hest, gamle John. Selv om de to sæder i vores lille hestekøretøj var tæt besat, måtte vi alle sammen med. Far kørte vores yndlingstur ned ad West Temple [Street] og dernæst til Liberty Park. På West Temple [Street] stod der rækker med poppeltræer. Hvis det var tidligt på foråret, og saften løb ud af træerne, standsede far og skar en frisk kvist af træet og lavede fløjter til os. Vi var meget optagede af at se ham trække barken forsigtigt af og lave et snit i træet. Så kom barken på igen, og vores fløjte var klar. Og hvor fløjterne lød, når vi kørte langsomt hjem. Hver fløjte syntes at have hver sin tonehøjde.«¹⁷

Præsident Grant kunne holde disciplin i hjemmet uden at ty til fysisk afstraffelse. Hans datter, Lucy, sagde: »Jeg er bange for, at mundheldet ›intet spanskrør, intet velopdragent barn‹ aldrig blev taget som en alvorlig befaling hos vores far … Jeg mener, at det gjorde os mere ondt at vide, at vi havde gjort vore forældre kede af det, end det ville have gjort at mærke spanskrøret.«¹⁸

Præsident Grant opfordrede forældre til »at bringe deres liv i orden, så deres eksempel ville være til inspiration for deres børn«,¹⁹ og han efterlevede denne lærdom. Hans datter, Frances, fortalte om engang, hvor hun havde lært af hans eksempel:

»Der skete noget, som gjorde så dybt indtryk på mig, at jeg har husket det hele livet. Jeg brugte et sprog, som far ikke brød sig om, og han sagde til mig, at han var nødt til at vaske sådanne ord ud af munden på mig. Han skrubbede min mund grundigt med sæbe og sagde: ›Nu er din mund ren. Jeg vil ikke have, at du nogensinde gør den uren med sådanne ord igen.‹

Flere dage efter ved morgenbordet fortalte far en historie, og da han citerede en anden, brugte han et bandeord. Det fangede jeg hurtigt.

›Far,‹ sagde jeg, ›du vaskede min mund, fordi jeg havde sagt sådan nogle ord.‹

›Ja, det gjorde jeg,‹ svarede han. ›Og jeg bør heller ikke sige dem. Vil du vaske min mund?‹

Det ville jeg bestemt gerne. Jeg tog sæben til vasketøjet og gik grundigt til værks.

Min far kunne have trukket i land. Han kunne have sagt, at han egentlig ikke bandede, hvilket selvfølgelig var rigtigt; men sådan var han. Et lille barn kunne ikke kende forskel på et citat og at bruge ordet i almindelighed, og det vidste han. Fra det øjeblik vidste jeg, at min far ville være helt retfærdig over for mig i alle ting, og jeg oplevede aldrig noget andet. Derefter hørte jeg ham aldrig så meget som citere bandeord. Han elskede at fortælle en sjov historie og sagde: ›John sagde, med eftertryk, sådan og sådan,‹ men han sagde aldrig ordene. Han troede fuldt og fast på at belære ved hjælp af eksemplets magt og bad os aldrig om at gøre noget, som han ikke selv ville gøre.«²⁰

Lucy huskede sin fars ømme kærlighed til hendes mor, der døde som 34-årig: »I de år, hvor min mor var syg, hvilket stod på i årevis, var han så trofast og betænksom i sin omsorg, at ikke blot hans familie og nære venner bemærkede det, men også fremmede, som kendte til denne hengivenhed. Jeg var sammen med min mor i et halvt år, mens hun blev behandlet på et hospital i Californien, og han var sammen med os, så ofte han kunne. Der blev regelmæssigt sendt blomster, frugt, lækkerier, nyt tøj - alt hvad han kunne sende hende, var kun til hende. Hun fik brev næsten hver dag, og hvis det af en eller anden grund var forsinket, lagde selv sygeplejerskerne mærke til det. Jeg husker overdiakonissen (vi var på et katolsk hospital) sige til mor, at i alle de år, hun havde været sygeplejerske, havde hun aldrig set nogen mand behandle sin hustru så omsorgsfuldt, som mor blev.«²¹

Lucy berettede også om sin fars konstante omsorg for hans egen mor: »Jeg har aldrig oplevet at se en mere betænksom og hengiven søn. Hans iver efter, at hun skulle være glad i sin alderdom, hans villighed til at dele alt, som han ejede, med hende og til at sørge godt for hende var næsten en lidenskab hos ham. Hver dag når vi bad familiebøn, og det var hans tur til at bede, knælede han ved siden af bedstemor og bad, så hun kunne høre det, selv om hun var hørehæmmet. Han talte til hende, og hun kunne høre hans stemme, når hun ikke kunne høre visse andres … I de sidste syv år, bedstemor levede, boede hun i mit hjem, og jeg kan ikke huske én dag, når far var hjemme, hvor han ikke kom eller ringede eller hørte noget til bedstemor. Han var altid så stolt af hende på grund af hendes måde at være på, hendes store åndelighed og hendes kønne, strålende ansigt - et ansigt, som viste, at hun var tilfreds og følte fred.«²²

Et liv i pligttroskab og tjeneste i Kirken

Stavspræsident

Lige inden Heber J. Grant fyldte 24 år, blev han kaldet til at forlade sit hjem i Salt Lake City og flytte til Tooele i Utah, hvor han skulle være stavspræsident. Han mindedes om dette tidspunkt i sit liv: »Jeg havde ingen erfaring, og jeg mærkede virkelig min svaghed.«²³ Men han viede sig helt til sit nye ansvar. Han sagde senere: »Det var aldrig faldet mig ind, at jeg skulle blive [i Tooele] alle mit livs dage. Det havde jeg aldrig troet.«²⁴

Den 30. oktober 1880 blev medlemmerne i Tooele Stav overraskede, da den 23-årige Heber J. Grant, som praktisk talt var en fremmed, blev præsenteret som deres nye stavspræsident. Han præsenterede sig for menigheden og holdt en kort tale. Selv om talen var kortere, end han havde ønsket, gav den folk et glimt af den mand, som skulle være deres præstedømmeleder. Mange år senere fortalte han om talens hovedbudskab:

»I en tale, som varede syv et halvt minut, bekendtgjorde jeg, at jeg ikke ville bede nogen mand i Tooele om at være en mere ærlig tiendebetaler, end jeg var; at jeg ikke ville bede nogen mand om at give mere af sine midler i forhold til det, han kunne give; at jeg ikke ville bede nogen mand om at efterleve visdomsordet bedre, end jeg ville efterleve det, og at jeg ville give det bedste, jeg havde i mig, til gavn for menneskene i denne Zions stav.«²⁵

Præsident Grant var en trofast stavspræsident i to år, indtil han blev kaldet til det hellige apostelembede.

Apostel

Den 16. oktober 1882 blev ældste Heber J. Grant ordineret til apostel af præsident John Taylors førsterådgiver, George Q. Cannon. I sine 36 år i De Tolvs Kvorum gav ældste Grant sit bidrag til Kirken som leder, lærer, forretningsmand og missionær. Han tjente som medlem af Kirkens hovedtilsyn med Unge Mænds organisation og medstifter af Kirkens blad, Improvement Era. Han var desuden virksomhedsleder for Improvement Era.

Ældste Grant tilbragte som apostel fem år som fuldtidsmissionær. Han påtog sig kaldelser fra Det Første Præsidentskab og organiserede og præsiderede over den første mission i Japan og var præsident for Den Britiske Mission og Den Europæiske Mission. Han gentog ofte to ting i sine råd til de missionærer, som arbejdede under ham: For det første formanede han dem til at efterleve missionens standarder og holde befalingerne. For det andet opfordrede han dem til at arbejde hårdt. I Den Britiske Mission slog han tempoet an ved at arbejde flere timer om dagen end nogensinde før. På denne mission steg produktiviteten voldsomt, selv om missionærstyrken blev svagt formindsket fra år til år.²⁶

Præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Præsident Joseph F. Smith gik bort den 19. november 1918 og vidste, at Heber J. Grant skulle afløse ham som Kirkens præsident. Præsident Smiths sidste ord til præsident Grant var: »Må Herren velsigne dig, min dreng, må Herren velsigne dig. Du har et stort ansvar. Husk altid, at dette er Herrens og ikke noget menneskes værk. Herren er større end noget menneske. Han ved, hvem han vil have til at lede sin kirke, og han tager aldrig fejl. Må Herren velsigne dig.«²⁷

Det Første Præsidentskab blev opløst, og De Tolv Apostles Kvorum var Kirkens ledende myndighed med præsident Heber J. Grant som præsident for dette kvorum. Den 23. november 1918 blev præsident Grant indsat som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han beholdt de rådgivere, som havde tjent sammen med præsident Smith: Præsident Anthon H. Lund som førsterådgiver og præsident Charles W. Penrose som andenrådgiver.

Præsident Grants første generalkonference som Kirkens præsident fandt sted i juni 1919 efter to måneders udsættelse på grund af en verdensomspændende influenzaepidemi, som påvirkede livet i Saltsødalen. En del af hans første konferencetale som Kirkens præsident var en gentagelse af hans første tale som præsident for Tooele Stav:

»Jeg føler mig ydmyg, mere end noget ord, som Gud har givet mig, kan udtrykke, over at stå her foran jer i formiddag og besidde den stilling, som I lige har opretholdt mig til. Jeg husker, at jeg stod foran en forsamling i Tooele efter at være blevet opretholdt som præsident for denne stav, da jeg var en ung mand på 23 år, hvor jeg lovede forsamlingen at give det bedste, jeg havde i mig. Jeg står i al ydmyghed her i dag og erkender mine svagheder, min mangel på visdom og oplysning, og min manglende evne til at besidde den høje stilling, som I har opretholdt mig til. Men som jeg sagde som ung i Tooele, siger jeg her i dag: At ved og med Herrens hjælp vil jeg gøre det bedste, jeg kan for at udføre enhver pligt, der vil påhvile mig som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, så godt jeg formår.

Jeg vil ikke bede nogen mand om at være mere rundhåndet med sine midler, for at Guds rige kan gå frem, end jeg er med mine i forhold til det, han ejer. Jeg vil ikke bede nogen mand om at holde visdomsordet mere nøje, end jeg vil holde det. Jeg vil ikke bede nogen mand om at være mere samvittighedsfuld og nøjagtig med sin tiendebetaling og sine offerydelser, end jeg vil være. Jeg vil ikke bede nogen mand om at være mere rede og villig til at komme tidligt og gå sent og arbejde af fuld kraft med krop og sjæl, end jeg vil arbejde, altid i ydmyghed. Jeg håber på og beder om Herrens velsignelser og erkender frit, at uden Herrens velsignelser vil det være en umulighed for mig at få succes i den høje kaldelse, som jeg er blevet kaldet til. Men ligesom Nephi i gamle dage ved jeg, at Herren ikke stiller krav til menneskenes børn, medmindre han bereder en udvej for dem, så at de kan udføre det, som han kræver (se 1 Nephi 3:7). Med denne viden i mit hjerte påtager jeg mig dette store ansvar uden frygt for konsekvenserne, for jeg ved, at Gud vil støtte mig, ligesom han har støttet alle mine forgængere, der har haft denne stilling, som altid er betinget af, at jeg vil arbejde i ydmyghed og med flid og altid søge hans Ånds vejledning; og dette vil jeg bestræbe mig på at gøre.«²⁸

Præsident Grant tjente i næsten 27 år som Kirkens præsident - længere end nogen anden præsident for Kirken på nær Brigham Young. I den tid led medlemmerne af Kirken, såvel som millionvis andre i hele verden, under Første Verdenskrigs efterveer, den økonomiske ruin under Den Store Depression samt Anden Verdenskrigs prøvelser og rædsler. Skønt det var en tid, som var præget af modgang, var det også en glædens tid. De sidste dages hellige fejrede 100-året for den første åbenbaring og oprettelsen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. De glædede sig over indvielsen af templerne i Laie på Hawaii, Cardston i Alberta og Mesa i Arizona. Og fra oktober 1924 kunne de, som ikke havde mulighed for at overvære generalkonferencen i Tabernaklet i Salt Lake City eller de omkringliggende bygninger, høre de sidste dages hellige profeters ord over radioen.

I sine budskaber til de hellige lagde præsident Grant gang på gang vægt på, hvor vigtigt det er at holde budene. Han sagde: »Jeg lover jer som den levende Guds tjener, at enhver mand og kvinde, som adlyder Guds befalinger, vil opleve fremgang, at alle Guds løfter vil blive opfyldt på deres hoved, og at de vil vokse og udvikle sig i visdom, lys, kundskab, intelligens og frem for alt i vidnesbyrdet om Herren Jesus Kristus.«²⁹ Når han talte om nødvendigheden af at holde budene, koncentrerede han sig ofte især om tiendeloven. Ved én konference belærte han:

»Djævelen er rede til at forblænde os med verdslige ting, og han vil hellere end gerne frarøve os det evige liv, den største af alle gaver. Men det kan djævelen ikke, og der er ikke givet ham nogen magt til at omstyrte nogen sidste dages hellig, som holder Guds bud. Modstanderen har ingen magt til at ødelægge menneskenes sjæle, hvis vi gør vores pligt. Hvis vi ikke er helt ærlige over for Gud, svækker vi os selv, så har vi ødelagt en del af det værn, som beskytter os, og så kan djævelen komme ind. Men intet menneske har nogensinde mistet sit vidnesbyrd om evangeliet, intet menneske har nogensinde vendt sig mod højre eller mod venstre, som har haft kundskab om sandheden, som har passet sine pligter, som har holdt visdomsordet, som har betalt sin tiende, og som har udført sine kaldelser og pligter i sin stilling og kaldelse i Kirken.

Der er dem, som altid beder om at få at vide, hvad Herren ønsker af dem, og som synes at være tøvende i den henseende. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det eneste, som Herren ønsker af jer og mig og af enhver anden mand eller kvinde i Kirken, er, at vi yder vores bedste og holder Guds bud.«³⁰

Under Den Store Depression i 1930’erne, hvor mennesker i hele verden kæmpede med arbejdsløshed og fattigdom, var præsident Grant og hans rådgivere, præsident J. Reuben Clark junior og præsident David O. McKay, bekymrede over de sidste dages helliges ve og vel. Den 20. april 1935 kaldte de Harold B. Lee ind på deres kontor; han var en ung stavspræsident, hvis stav havde haft succes med at tage sig af de fattige og nødlidende. Præsident Lee mindedes:

»Præsident Grant sagde … at der ikke var noget vigtigere for Kirken end at tage sig af de nødlidende mennesker, og at man efter hans mening måtte ofre alt andet, [så at] vores folk [kunne få] den fornødne hjælp. Jeg var forbløffet over at erfare, at de som resultat af deres udtænkning og planlægning og som resultat af den almægtige Guds inspiration havde fået kimen til netop den plan, som var i vente og under forberedelse til en tid, hvor de sidste dages helliges tro, efter deres mening, var sådan, at de var villige til at følge råd fra de mænd, som leder og præsiderer i denne Kirke.«³¹

I april 1936 indførte Det Første Præsidentskab Kirkens Sikkerhedsplan, nu kendt som Kirkens Velfærdsprogram, efter at have rådført sig med præsident Lee, generalautoriteter, forretningsfolk og andre. Ved generalkonferencen i oktober 1936 forklarede præsident Grant formålet med dette program: »Hovedformålet var, så vidt det var muligt, at oprette et system, hvorved lediggangens forbandelse skulle fjernes, hvorved man kunne få bugt med udnyttelsen af arbejdsløshedsunderstøttelsen, således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt igen kunne oprettes blandt vores folk. Kirkens mål er at give mennesker hjælp til selvhjælp. Arbejde skal igen sættes i højsædet som det ledende i Kirkens medlemmers tilværelse.«³²

Præsident J. Reuben Clark junior bevidnede: »Velfærdsplanen hviler på åbenbaring … Indførelsen af systemet er et resultat af en åbenbaring fra Helligånden til præsident Grant.«³³ Ældste Albert E. Bowen, som blev ordineret til apostel af præsident Grant, forklarede programmets vision: »Den egentlige langsigtede hensigt med velfærdsplanen er opbygge karakter hos Kirkens medlemmer, både giveres og modtageres, at redde alt det ædle og gode i dem og bringe de slumrende åndelige rigdomme til at blomstre og bære fugt.«³⁴

I februar 1940 fik præsident Grant et slagtilfælde, som svækkede hans taleevne og gjorde ham midlertidigt lam i venstre side. Dette hindrede ham ikke i at fortsætte med at arbejde for Herrens værk. Han arbejdede nogle få timer hver dag, og i de næste to år holdt han stadig korte taler ved generalkonferencerne. Den 6. april 1942 holdt han for sidste gang tale ved en generalkonference. Derefter blev hans taler læst op af andre. Hans sidste generalkonferencetale, som blev læst op af Joseph Anderson den 6. april 1945, sluttede med dette vidnesbyrd:

»Det største, som nogensinde er sket i verdenshistorien, efter Frelseren selv levede på jorden, er, at Gud selv fandt det formålstjenligt at besøge jorden sammen med sin elskede, enbårne Søn, vor Forløser og Frelser, og at vise sig for drengen Joseph. Der er tusindvis og hundredtusindvis, som har fået et fuldkomment og personligt vidnesbyrd og kundskab om denne evige sandhed. Evangeliet er i sin renhed blevet gengivet på jorden, og jeg ønsker at understrege, at vi som et folk har én altafgørende ting at udrette, og det er at kalde verden til at omvende sig fra synd og til at adlyde Guds bud. Og det er vores største pligt at stå frem, hjemme og ude, når tiden og mulighederne tillader det, og forkynde Herren Jesu Kristi evangelium. Det er også vores pligt at være opmærksomme på de af vor Faders børn, som er gået forud for os og er døde uden kendskab til evangeliet, og at åbne døren til frelse for dem i vore templer, hvor vi også har pligt til at udføre arbejde.

Jeg vidner for jeg om, at jeg ved, at Gud lever, at han hører og besvarer vore bønner, at Jesus er Kristus, verdens Forløser, at Joseph Smith var og er den sande, levende Guds profet, og at Brigham Young og de, som har afløst ham, ligeledes var og er Guds profeter.

Jeg kan ikke finde ord til at udtrykke min taknemmelig til Gud for den viden, jeg er i besiddelse af. Mit hjerte er gang på gang smeltet, mine øjne har grædt taknemmelighedstårer over den viden, at han lever, og at dette evangelium, kaldet mormonismen, virkelig er livets og frelsens plan, at det virkelig er Herren Jesu Kristi evangelium. Jeg beder konstant og inderligt til, at Gud må hjælpe jer og mig og alle til at efterleve det, og at han vil hjælpe dem, som ikke kender sandheden, så de kan få dette vidnesbyrd, og det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.«³⁵

Præsident Grants tilstand forværredes fortsat, indtil han gik bort den 14. maj 1945. Der blev holdt begravelse fire dage senere. Præsident Joseph Fielding Smith mindedes: »Da ligtoget passerede, stod mange tusinde langt ned ad gaderne med bøjet hoved. Han blev vist respekt af repræsentanter fra andre kirker, og klokken i den katolske katedral ringede … Kendte mænd kom langvejsfra for at vise ham ære, mange af forretningerne i byen lukkede dørene, og der var generelt sorg, fordi en stor mand var blevet taget hjem efter et langt, begivenhedsfuldt liv.«³⁶

Præsident J. Reuben Clark junior og præsident David O. McKay, der havde tjent som præsident Grants første- og andenrådgiver, talte ved begravelsen. Deres hyldest afspejlede følelserne hos hundredtusindvis af sidste dages hellige, der havde støttet præsident Heber J. Grant som deres profet.

Præsident Clark sagde, at præsident Grant »levede retskaffent og nedkaldte velsignelser fra vor himmelske Fader, som kommer til dem, der holder og efterlever hans bud.«³⁷

Præsident McKay erklærede: »Udholdende i sine bedrifter, oprigtig, ærlig, redelig i al sin færd, udtrykte sig positivt, handlede dynamisk, kompromisløs over for ondskab, sympatisk over for de ildestedte, havde det største ædelmod, var trofast i livet i enhver henseende, følsom og hensynsfuld over for sine kære, loyal over for venner, sandheden og Gud - sådan var vores respekterede og elskede præsident - en anset leder, et værdigt eksempel for Kirken og for mennesker verden over.«³⁸