Kapitel 24

Jesus Kristus, den levende Guds Søn

Jesus Kristus er bogstaveligt talt Guds Søn, menneskehedens Forløser og det levende overhoved for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grant sagde: »Der er intet mere dyrebart for et menneskehjerte end et vidnesbyrd om Jesus Kristus.«¹ Præsident Grant bekymrede sig overordentligt for dem, som ikke havde et fast vidnesbyrd om Frelseren. »Det, som verden har mere behov for end noget andet,« erklærede han, »er en ubetinget tro på Gud, vor Fader, og på Jesus Kristus, hans Søn, som verdens Forløser.«² Han så dette store behov på sine rejser i verden, hvor han forkyndte evangeliet og mødte falske lærdomme om livet og Jesu Kristi mission. Han blev bedrøvet over det, han omtalte som »manglende tro på Gud og på Jesu Kristi guddommelighed.« Han fortalte for eksempel engang om en avisartikel, hvori en mand havde anbefalet »folk at aflægge den ›tåbelige tanke,‹ at Jesus Kristus er en Gud på jorden og verdens Forløser.« Præsident Grant var altid hurtig til at parere denne tanke og til at vidne til forsvar for sandheden. Han sagde:

»Når jeg læser denne udtalelse - og jeg har læst den adskillige steder - har jeg altid gjort mig den anstrengelse at forklare folk de forskellige steder, hvor jeg har forkyndt, de sidste dages helliges stilling i forhold til det evangelium, som vi tror på.

Ved de møder, hvor nogle eller størstedelen blandt publikum ikke har været medlem af Kirken, har jeg fortalt, at hver sidste dages hellig må tilslutte sig den lære, at Gud personligt besøgte drengen Joseph Smith, og at Gud personligt præsenterede Jesus Kristus for drengen som sin elskede Søn.«³

Hvert ord, som præsident Grant talte om Frelseren, viste hans kærlighed til og glæde over Herren. »Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning,« sagde han, »at vi altid kan læse eller høre om de gerninger, som vor Herre og Frelser Jesus Kristus udførte, og finde behag deri, men derimod findes der ikke noget, der er så interessant i noget andet menneskes liv og i historien, at vi ikke bliver trætte af det, hvis vi hører eller læser om det gentagne gange. Beretningen om Jesus Kristus er en beretning fra gammel tid, som altid vil være ny. Jo oftere jeg læser om hans liv og gerninger, desto større glæde, fred, lykke og tilfredshed fylder min sjæl. Jeg føler altid fornyet glæde ved at tænke over hans ord og livets og frelsens plan, som han lærte menneskene, da han levede på jorden.«⁴

Præsident Grants karakter var kendetegnet ved hans vidnesbyrd om Frelseren og det genoprettede evangelium. Ældste John A. Widtsoe, som blev ordineret til apostel af præsident Grant, skrev: »Mænd, som opnår virkelig storhed, holder fast ved grundlæggende, styrende principper. Det er navnlig tilfældet i præsident Grants tilværelse. Tro på Gud og på hans Søn, Jesus Kristus, og på det genoprettede evangelium, har styret ham lige fra barndommen af. Hans bemærkelsesværdige karriere er næsten ufattelig, medmindre den vejledende kraft i hans tro tages med i betragtning … Hans vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed og om det genoprettede evangelium gennemborer sjælen med sin store alvor.«⁵

Heber J. Grants lærdomme

Jesus Kristus er bogstaveligt talt Guds Søn.

Vi tror fuldt og fast på, at Jesus Kristus er Guds Søn, den førstefødte i ånden og hans eneste Søn i kødet, og at han er Guds Søn, ligesom I og jeg er sønner og døtre af vores far.⁶

Det glæder mig, at Jesu Kristi Kirke bygger på den første, storslåede åbenbaring, som drengen Joseph Smith fik for over 100 år siden. Han erklærede, at han havde set to himmelske væsener, hvis herlighed og ophøjethed et menneske ikke magter at beskrive, og at en af dem talte til ham, pegede på den anden og sagde: »Denne er min elskede Søn. Hør ham!« (se JS-H 1:17). Der kan ikke herske nogen tvivl i nogen sidste dages helligs hjerte om, at Jesus Kristus er den levende Guds Søn, fordi Gud selv præsenterede ham for Joseph Smith.⁷

»Se, her er manden!« sagde Pontius Pilatus, den romerske statholder i Judæa, da Jesus med en tornekrone og som en hån en skarlagenrød kappe stod foran pøbelen, der råbte: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« (Joh 19:5-6).

Menneskehoben var blændet af uvidenhed, hykleri og nidkærhed og betragtede kun den dømte som en forbryder, en som havde forbrudt sig mod den traditionelle lov, en bespotter, en som de i galskab og uretfærdighed dømte til korset. Kun en forholdsvis lille gruppe mænd og kvinder så ham, som han virkelig er: Som Guds Søn, menneskehedens Forløser!

I 19 århundreder er Kristi fødsel blevet fejret af lande, som kalder sig kristne. Hvert år forener klokkeklang, musik, og stemmer sig for atter at forkynde englens budskab: »Fred til mennesker med Guds velbehag« (Luk 2:14).

Men ligesom ved den historiske rettergang har mennesker gennem tiderne betragtet ham ud fra forskellige synspunkter. Nogle, som forkaster ham lige så ondskabsfuldt, som pøbelen gjorde, ser ham og hans disciple som »ophavsmændene til et kristent moralsk system, som har undermineret og udmarvet den nutidige europæiske verdens styrke«. Andre, der har større indsigt, som de har fået gennem erfaring, betragter ham som ophavsmanden til et system, der »fremmer arbejdsomhed, ærlighed, sandhed, renhed og venlighed, og som opretholder love, støtter frihed, hvilket er fundamentalt herfor, og som ønsker at forene menneskene i ét stort broderskab.«

Mange betragter ham som »den eneste fuldkomne person, historiens frygtløse person,« men fornægter hans guddommelighed.

Millioner af mennesker accepterer ham som den store Lærer, hvis lærdomme dog ikke er anvendelige under de nutidige, sociale forhold. Nogle få - åh, meget få! - af … jordens indbyggere betragter ham som den, han er: »Faderens enbårne Søn, ja, Jesus, som kom til verden for at blive korsfæstet for verden og bære verdens synder og for at helliggøre verden og rense den for al uretfærdighed« (se L&P 76:23, 41).⁸

Jesus Kristus kom til jorden for at forløse menneskeheden.

Til Kirkens medlemmer verden over og til alle overalt, som elsker fred, siger vi: Se, denne Mand fra Galilæa er ikke blot en stor Lærer og ikke blot en uforlignelig Leder, men Fredsfyrsten, årsag til frelse, her og nu, bogstaveligt talt og i sandhed verdens Frelser!⁹

Vi ønsker, at hele menneskeheden skal opleve fremgang, og vi beder Gud om at velsigne enhver, som tilstræber at forbedre forholdene for menneskeheden i alle samfundslag; og vi siger om enhver, som tror, at Jesus er Kristus, og som forkynder det: O, velsign den mand … Jesus er verdens Forløser, menneskehedens Frelser, som kom til verden med en guddommelig mission for at dø, så at menneskeheden kunne blive forløst. Jesus Kristus er bogstaveligt talt Guds Søn, den Enbårne i kødet. Han er vor Forløser, vi tilbeder ham, og vi priser Gud for hvert eneste menneske på jordens overflade, der tilbeder vor Herre og Mester som verdens Forløser.¹⁰

Lige fra tidernes morgen, sådan som vi regner det, og indtil nu, har Gud vor Fader i forskellige tider både med sin egen røst og med sine inspirerede profeters røst, erklæret, at han ville sende sin Enbårne Søn til jorden, så at menneskeheden i kraft af opstandelsen, som Vor Herre var førstegrøden af, kan blive forløst fra dødens bånd, som alt kød må gennemgå. Ved at leve retskaffent, hvilket han belærte om og var et eksempel på i sit liv, kan menneskeheden blive renset for deres personlige synder og blive arvinger til Guds rige.¹¹

Vor Herre Kristi fødsel var mere end en tilfældighed, det var en epoke i verdens historie, som profeterne havde set frem til, som digtere havde sunget om, og som engle istemte sammen med jordiske menneskers stemmer for at prise Gud. Det var den dag, vor Fader, som er i Himlen, havde fastsat og forudordineret, hvor han ville give sig til kende for sine børn, som er her på jorden, i skikkelse af sin Enbårne Søn …

Han kom, så at menneskene kan kende Gud, som han er, for han vidnede om, at den, som har set ham har set Faderen, for han var hans udtrykte billede (se Joh 14:7-9; Hebr 1:3).

Han kom for at lære os om Gud og viste ved sit eksempel og ved forskrift den sti, som vil lede os tilbage til hans nærhed, hvis vi vandrer ad den. Han kom for at bryde dødens bånd, som menneskene var bundet af, og muliggjorde opstandelsen, hvorved døden frarøves sin sejr og sin brod.¹²

Herren forkyndte evangeliet under sin guddommelige mission på jorden, og i skikkelse af et jordisk menneske viste han os et eksempel på det fuldkomne menneske.

Evangeliet er en plan, som skal vejlede jordiske mennesker i deres forhold til hinanden, og som skal vejlede dem i deres åndelige tilværelse, så de kan blive frelst og ophøjet i den kommende verden.¹³

I sin korte tjeneste gennemførte han oprettelsen af sin Kirke, udvalgte tolv apostle, som han, med Peter som deres leder, overdrog præstedømmets nøgler, og for hvem han tydeliggjorde sin Kirkes og sit evangeliums lærdomme, hvorved menneskene kan forløses og blive bragt tilbage til Guds nærhed, hvis de overholder dem.¹⁴

Jesus Kristus blev født i en stald, blev lagt i en krybbe og blev slået ihjel mellem to tyve; hans liv var ud fra et menneskeligt synspunkt en af de største fiaskoer, men Vor Herre og Mester kom ikke til jorden for at gøre sin egen vilje, men sin Faders, og det lykkedes ham at fuldføre sin mission. Han har triumferet over død, helvede og grav og har gjort sig fortjent til en trone på sin Faders højre side.¹⁵

»Vi tror, at hele menneskeheden, gennem Kristi forsoning, kan blive frelst ved at adlyde evangeliets love og forordninger« (3. trosartikel).

Vi tror på, at Kristus, Guds Enbårne, blev født af en kvinde, at han levede på jorden, at han blev korsfæstet på korset, at han døde, at hans ånd forlod hans legeme, som blev lagt i graven, og at han på tredjedagen opstod, og at hans ånd og legeme blev genforenet …

Vi vidner om, at de mænd [Joseph Smith og Sidney Rigdon], som Jesus kom til, da han fuldførte oprettelsen af sin Kirke, efterlod sig en optegnelse om denne herlige åbenbaring:

»Og medens vi overvejede dette, rørte Herren ved vor forstands øjne, og de åbnedes, og Herrens herlighed skinnede om os.

Og vi så Sønnens herlighed, ved Faderens højre hånd, og modtog af hans fylde.

Og vi så de hellige engle og dem, som er helliggjort for hans trone, tilbedende Gud og Lammet, og dette gør de fra evighed til evighed.

Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever!

Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne,

at ved ham, gennem ham og af ham, eksisterer og skabtes verdenerne, og at deres indbyggere er sønner og døtre, født af Gud« (L&P 76:19-24).

… Vi tilføjer vores eget ydmyge vidnesbyrd: At Gud lever, at Jesus er Kristus, at han er et opstandent menneske, og at enhver mand og kvinde og hvert et barn, som nogen sinde har levet, på samme måde som han gjorde, skal komme frem af graven som et opstandent menneske, ligesom Kristus er et opstandent menneske; de retskafne til et liv med herlighed, glæde og evig fremgang.¹⁶

Jeg glæder mig over at vide, at Jesus er verdens Forløser, vores storebror, og at hans navn, og kun hans navn, er det eneste under himlen, hvorved vi kan opnå frelse og komme tilbage og bo hos vor himmelske Fader, vor Frelser og vore kære, som er gået forud for os.¹⁷

Frelseren giver os fred, tryghed og glæde gennem sin forsoning.

Den eneste fred, som varer evigt, kommer fra Kristi levende evangelium og den glæde, som kommer af at tjene hans sag.

Jesus sagde til menneskemængden:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28-30).

Til sine apostle sagde han ved påskemåltidet:

»Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst« (Joh 14:27).

Hans fred vil lette vore lidelser, hele vores sønderknuste hjerte, udviske vores had, og fremkalde kærlighed til vores næste i vores hjerte, som vil overgyde vores sjæl med fred og lykke.

Hans budskab og hans forsonings kraft når ud til jordens fjerneste egne; de hviler over de fjerneste have. Hvor end mennesket færdes, er han til at nå. Hvor han er, dér findes Helligånden også med sin frugt i form af »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed [og] trofasthed« (Gal 5:22).

Han vil være vores trøst og lindring, vores vejleder og rådgiver, vores frelse og ophøjelse, for »der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved« (ApG 4:12).

Fra hans guddommelige visdom kommer den evige sandhed: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« (Matt 16:26). »For,« sagde Paulus, »Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden« (se Rom 14:17).

Lige inden Jesus bad sin guddommelige bøn (se Joh 17), belærte han disciplene: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler: men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).¹⁸

Jesus Kristus lever og leder sin kirke i dag.

Jesus Kristus er den levende Guds Søn …Vi kundgør for hele verden, at vi ved, at han lever.¹⁹

Denne kirke er … et stort og forunderligt værk. Dens lige findes ikke i hele verden, for Jesus Kristus, Guds Søn, har oprettet den og er dens overhoved.²⁰

Jesus er Kristus, han er hovedhjørnestenen i dette store værk. Han leder det, og han vil fortsætte med at lede det.²¹

Vi vidner om, at Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, har vist sig i vor tid for profeten Joseph Smith og genoprettet hans Kirke, som aldrig skal omstyrtes igen, og om at himmelske sendebud har gengivet præstedømmet og dets hellige myndighed.²²

Jeg har oplevet en glæde, som jeg ikke magter at udtrykke, når jeg har opløftet min røst og bevidnet over for dem, jeg er kommet i kontakt med, at jeg ved, at Gud lever, at jeg ved, at Jesus er Kristus, verdens Frelser, menneskehedens Forløser, at jeg ved, at Joseph Smith var og er en af den levende Guds sande profeter, at jeg har et varigt vidnesbyrd i mit hjerte om, at Brigham Young var den levende Guds udvalgte redskab, og at John Taylor, Wilford Woodruff og Lorenzo Snow var og at Joseph F. Smith i dag er den levende Guds repræsentant og Guds talerør her på jorden. [Præsident Grant bar sit vidnesbyrd den 4. oktober 1918, omkring syv uger, før han afløste Joseph F. Smith som Kirkens præsident].²³

Vi appellerer til verdens folk om at komme til Kristus ved hvem alle, som påtager sig hans navn og holder de bud, han har givet, vil blive forløst. Vi vidner om, at hans evangeliums fylde er gengivet, at hans kirke er oprettet og fortsat vil brede sig, indtil der skal herske fred blandt menneskene, og at hans rige kommer, og at hans vilje vil ske på jorden, som den sker i himlen. O, Herre, fremskynd denne herlige dag.²⁴

Forslag til studium og samtale

Hvorfor er tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus »det, som verden i dag har mere behov for end noget andet«? Hvilke verdslige påvirkninger kan nedbryde folks tro på, at Jesus Kristus er Guds Søn? Hvad kan vi gøre for at få større tro på Frelseren?
Hvilken forskel har jeres vidnesbyrd om Frelseren gjort i jeres hverdag? Hvordan giver det jer håb i prøvelser, når I ved, at Frelseren har triumferet over al modgang?
Hvorfor kom Jesus Kristus til jorden? Hvordan kan vi bedre hjælpe Herren med hans hensigter?
I hvilken forstand er Kirkens fremgang et vidne om Jesu Kristi fortsatte mission? Hvordan kan vores viden om, at Kristus selv er Kirkens overhoved, gøre os mere engagerede i vores virke i Guds rige?
Hvordan kan vores forståelse af Frelserens mission påvirke vores forhold til mennesker, der ikke har samme tro som os?