Kapitel 22

Undervisning af børn med evangeliets tugt og formaning

Forældre skal, med hjælp fra ledere og lærere i Kirken, gøre en flittig, uophørlig indsats for at undervise børn i evangeliet.

Fra Heber J. Grants liv

Der er sagt meget om præsident Heber J. Grants personlige flid og lydighed. Men skønt han modtog mange velsignelser på grund af sin tro og sit hårde arbejde, var han hurtig til at påpege sin gæld til dem, der havde lært ham om evangeliet i hans barndom.

Han hyldede ofte sin mor. Han sagde: »Jeg skylder naturligvis min mor alt, fordi min far døde, da jeg kun var ni dage gammel; og min mors vidunderlige belæringer, tro og retskaffenhed har været en inspiration for mig.«¹ Om sin beslutning om at gifte sig i templet sagde han: »Jeg var lykkelig for den inspiration og beslutsomhed, jeg havde haft til at få begyndt livet rigtigt.« Hvorfor kom det til mig? Det kom til mig, fordi min mor troede på evangeliet, lærte mig om dets værdi og gav mig ønsket om at få alle fordelene ved at påbegynde livet rigtigt og gøre tingene i overensstemmelse med evangeliets lærdomme.«²

Præsident Grant udtrykte også sin taknemmelighed for søndagsskolelærere og andre, som havde vejledt ham i hans barndom. Han sagde: »Jeg vil i al evighed være disse mænd taknemmelig for den indflydelse, de har haft på mig.«³

Præsident Grant fulgte de gode eksempler, som indflydelsesrige lærere havde været i hans liv, og han arbejdede flittigt på at belære sine egne børn om sandheden. Hans datter, Frances Grant Bennett, fortalte om den milde måde, hvorpå han hjalp hende og hendes søskende med at efterleve evangeliet: »Når det gjaldt mindre vigtige ting, sagde far sjældent ›nej‹ til os. Så når han sagde ›nej,‹ vidste vi, at han mente det. Hans opdragelse gjorde os i stand til altid at træffe vore egne beslutninger, når det var muligt. Han forklarede altid meget tålmodigt, hvorfor han mente, at en bestemt fremgangsmåde var uklog, og så sagde han: ›Sådan ser jeg på det, men du skal selvfølgelig selv afgøre det.‹ Derfor traf vi for det meste de samme beslutninger, som han gjorde. Han havde sin egen måde til at motivere os til at ønske at gøre det rigtige og ikke til at tvinge os til det.«⁴

Præsident Grant blev aldrig træt af at belære sine børn, selv da mange af dem var voksne. Da han var 52 år gammel og medlem af De Tolv Apostels Kvorum, lyttede han meget optaget til en tale ved en generalkonference, hvor præsident Joseph F. Smith opfordrede Kirkens medlemmer til at »udvise tro, og vise deres hengivenhed og kærlighed til evangeliets principper gennem den måde, hvorpå de opdrager deres børn og lader dem vokse op i troen.«⁵ Ældste Grant stod senere på talerstolen og sagde:

»Et af mine største ønsker i livet har været at være værdig til den far og mor, som jeg har haft; og et andet af mine største ønsker i livet er at opdrage og formane mine børn i evangeliet. Et af de emner, som jeg altid har holdt mest af at tale til de sidste dages hellige om, bygger på den åbenbaring fra Herren, som fortæller os, at det er vores pligt at forkynde Jesu Kristi evangelium for vores børn og undervise dem deri, indgyde dem tro på Herren og verdens Frelser og lære dem at bede og vandre retskaffent for Herren (se L&P 68:25-28). Jeg mener, at dette bud er blevet meget forsømt, og jeg glædede mig overordentligt over vores præsidents tale i dag, hvori han opfordrede de hellige til at gøre deres pligt i denne henseende. Jeg har bestræbt mig på at gøre dette, og jeg har bestemt mig for at være mere trofast i denne henseende fremover. Jeg tror, at vi alle har mulighed for at forbedre os i denne henseende.«⁶

Heber J. Grants lærdomme

Forældre har ansvar for at undervise deres børn i evangeliets principper.

Jeg kan vist roligt sige, at enhver sidste dages helligs inderligste ønske er, at hans børn vil blive opdraget og formanet i evangeliet og holde Guds bud, så de kan blive frelst i hans rige. Det er ganske enkelt absurd at tro, at man blot en gang behøver at så sandhed i et barns sind, og at det så frembringer en høst af sandhed, hvis der er blevet sået falskhed og ondskab i barnets sind livet igennem … Vi ville betragte en landmand som en komplet idiot, hvis han i 21 år bad alle, som kom forbi hans gård, om at kaste nogle få frø fra ukrudtsplanter ind på hans mark, og derpå forvente, at han kunne så korn en gang og opnå en god høst.

Jeg kan måske nok min gangetabel, og det samme kan min hustru, men derfor kan jeg ikke forvente, at mine børn bliver født med viden om gangetabellen. Jeg kan vide, at evangeliet er sandt, og min hustru kan vide det, men jeg har ikke et øjeblik forestillet mig, at mine børn er født med denne viden. Vi modtager vidnesbyrd om evangeliet ved at følge dets love og ordinancer. Vore børn vil opnå denne viden på nøjagtig samme måde, og hvis vi ikke underviser dem, og de ikke går på den lige og snævre sti, som fører til evigt liv, så vil de aldrig opnå denne viden. Jeg har hørt folk sige, at deres børn er født som arvinger til alle den nye og evige pagts løfter, og at de, uanset hvad de foretager sig, vil vokse op med kundskab om evangeliet. Jeg ønsker at fortælle jer, at dette ikke er en korrekt lære, og det står i direkte modstrid til vor himmelske Faders bud. De sidste dages hellige har ikke fået en anmodning om at undervise deres børn, men en lov om at undervise dem:

»Og atter: Om forældre i Zion eller i nogle af dens organiserede stave har børn, og de ikke underviser dem i læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og den Helligånds gave gennem håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved.

Thi dette skal være en lov for Zions indbyggere og i alle dets organiserede stave.

Og når deres børn er otte år gamle, skal de døbes til deres synders forladelse og modtage håndspålæggelse.

De skal også lære deres børn at bede og at vandre retskaffent for Herren« (L&P 68:25-28) …

Enhver far, som elsker evangeliet, er rede og villig til at rejse til alle verdenshjørnerne og forkynde det, og en af de største glæder, som nogen mand kan opnå, er at bringe sjæle til kundskab om sandheden. Det burde være en endnu større glæde for os at oplære vore børn i frelsesplanen.⁷

Blandt de første befalinger til Adam og Eva sagde Herren: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden« (1 Mos 1:28)Han har gentaget denne befaling i denne tid. Han har atter åbenbaret den evige ægteskabspagt i denne sidste uddeling. Han har atter givet os myndighed på jorden til at kunne indgå denne pagt og har erklæret, at det er den eneste behørige og rigtige måde at sammenføje mand og hustru og den eneste måde, hvorpå det hellige familiebånd kan fortsætte på den anden side af graven og i evighederne. Han har erklæret, at dette evige bånd kun kan knyttes ved de ordinancer, der udføres i Herrens hellige templer, og at hans folk derfor kun bør gifte sig i hans tempel i overensstemmelse med ordinancerne.

Herren har fortalt os, at det er enhver mands og hustrus pligt at adlyde befalingen, som blev givet Adam om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden, således at legioner af de udvalgte ånder, der venter på deres tabernakler af kød, kan komme hertil og gå fremad i Guds store plan for at blive fuldkomne sjæle, for uden disse tabernakler af kød kan de ikke udvikle sig til de formål, som Gud har med dem. Derfor bør hver eneste mand og hustru blive far og mor i Israel til børn, der er født i den hellige og evige pagt.

Ved at bringe disse udvalgte ånder til jorden påtager enhver far og enhver mor sig en yderst hellig forpligtelse over for disse ånder, som er blevet iklædt et jordisk legeme, samt over for Herren ved at have benyttet den mulighed, Herren har givet dem. For denne ånds skæbne i de kommende evigheder, velsignelserne eller straffene, der vil vente herefter, afhænger for en stor dels vedkommende af den omsorg, den undervisning og den oplæring, som forældrene giver denne ånd.

Ingen forældre kan unddrage sig denne forpligtelse og dette ansvar, og Herren vil holde os strengt ansvarlige for at opfylde dette. Mennesker kan ikke påtage sig nogen større pligt end denne.

Om mødrene udtalte Det Første Præsidentskab: Moderskabet bliver derved en hellig kaldelse til at udføre Herrens planer, en helligelse til at opdrage og styrke de ånder i legeme, sind og ånd, som bestod deres første prøvestand, og som er kommet til denne jord til deres anden prøvestand »for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem« (Abraham 3:25). At lede dem til at bestå deres anden prøvestand er moderskabets opgave, »og de, der består deres anden prøvestand, skal tildeles herlighed over deres hoveder i al evighed« (Abraham 3:26) …

Moderskabet er noget nær guddommeligt. Det er den højeste og helligste tjeneste, noget menneske kan påtage sig. Det placerer hende, der ærer dets hellige kaldelse, ved siden af englene. Til jer mødre i Israel siger vi: Må Gud velsigne og beskytte jer og give jer den styrke og det mod, den tro og kundskab og den hellige kærlighed og pligttroskab mod jeres pligt, som vil gøre det muligt for jer at opfylde jeres hellige kald så udførligt som muligt. Til jer mødre og kommende mødre siger vi: Vær kyske, vær rene og lev retskaffent, så jeres efterkommere lige indtil sidste generation kan kalde jer velsignede.⁸

Jeg har hørt mænd og kvinder sige, at de vil lade deres sønner og døtre blive modne, før de søgte at undervise dem i evangeliets principper, at de ikke ville proppe evangeliet ind i dem i deres barndom, før de var i stand til at forstå det. Når jeg hører mænd og kvinder sige dette, tror jeg, at de mangler tro på evangeliets principper og ikke forstår det, som de burde. Herren har sagt, at det er vor pligt at undervise vore børn, når de er små, og jeg foretrækker at tro på hans ord frem for ordene fra dem, som ikke adlyder hans befalinger. Det er tåbeligt at forestille sig, at vore børn ville vokse op med kundskab om evangeliet uden undervisning. Nogle mænd og kvinder argumenterer: »Jamen, jeg er sidste dages hellig, og vi er gift i templet og beseglet ved det hellige alter af en, som har Guds præstedømme, ifølge den nye og evige pagt, og vore børn vil selvfølgelig vokse op og blive gode sidste dages hellige; de kan ikke andet; det er medfødt hos dem« … Jeg ønsker at fortælle jer, at vore børn ikke vil vide, at evangeliet er sandt, medmindre de studerer det og selv får et vidnesbyrd. Forældre bedrager sig selv, hvis de bilder sig ind, at deres børn vil fødes med kundskab om evangeliet. De vil selvfølgelig have større krav på Guds velsignelser, når de er født under den nye og evige pagt, og det vil falde dem naturligt at udvikle sig og gøre det, de har pligt til, men det er djævelen klar over, og derfor prøver han så meget desto mere at føre vore børn bort fra sandheden.⁹

Jeg beder til, at Herren vil få forældre til unge mennesker til at forstå de farer og fristelser, som deres børn udsættes for, så de kan blive vejledt til at opmuntre deres børn, lede dem og undervise dem i, hvordan de skal leve, sådan som Herren ønsker, de skal.¹⁰

Hvilket mål har vi med vores arbejde? Formue? Rigdom? Hvis vi har taget Jesu Kristi evangelium til os, så arbejder vi for at opnå evigt liv. Så arbejder vi for at frelse vores sjæl. Og efter vores egen sjæls frelse arbejder vi for vore børns frelse … Jeg ønsker at sige, at den bedste arv, som I kan efterlade jeres sønner og døtre, er en investering i Guds rige.¹¹

Ledere og lærere i Kirken hjælper forældre med at undervise deres børn.

Vore børns lærere hjælper forældrene med at forme deres børns liv. De har også et stort ansvar og skal stå til regnskab for alt, hvad de belærer om.¹²

Der er ingen tvivl om, at de indtryk, små børn og unge drenge og piger får, har en mere varig indvirkning på deres fremtidige liv end indtryk, som de får på et hvilket som helst andet tidspunkt. Det er billedligt talt det samme som at skrive på et stykke blankt papir, hvor der ikke er noget på, som kan fordunkle eller virke forvirrende på det, man skriver.

Der er mange, som har fået pæne »soldaterpapirer« i livets kamp, selv efter at de havde gjort ting i deres ungdom, som ikke var velsete i vor himmelske Faders øjne eller gavnlige for dem; men det er endnu bedre, hvis det er muligt for os at sende børnene ud i livets kamp uden nogen påtegnelser i deres papirer fra de år med undtagelse af gode gerninger og trosfremmende tanker. Der er et ordsprog, som siger: »Som kvisten bøjes, bliver træet.« I, som underviser vore børn, er med til at bøje kvisten.

Intet udbytte, som et menneske kan få af aktier eller obligationer eller af nogen anden rigdom i verden, kan sammenlignes med kundskaben i ens hjerte om, at han eller hun har været et redskab i Guds hænder til at forme en andens liv til noget godt; og jeg kan love vore unges retskafne lærere, at de, som årene kommer og går, vil samle sig et udbytte i form af taknemmelighed fra de børn, hvis liv de har været redskaber i Guds hænder til at forme til noget godt.

Vi tror måske, at de indtryk, vi gør, ikke kan vare ved, men jeg kan forsikre jer om, at det gør de. Jeg er sikker på, at et vidnesbyrd, som en lærer bærer til små børn under inspiration fra en levende Gud, er svært for dem at glemme.

Hver eneste af vore lærere har mulighed for og kraft til under inspiration fra Gud at gøre indtryk på de små uskyldige børns samt unge drenges og pigers hjerte og sjæl, når de begynder på livets kamp. Jeg beder af hele min sjæl til, at Gud vil hjælpe jer i jeres arbejde, og jeg kan love jer, at han vil hjælpe jer. Det vigtigste for jer er at have kærlighed til arbejdet og udføre dette arbejde under inspiration fra den levende Gud.¹³

Ved en konference i søndagsskoleforeningen … havde vi et af de mest storartede møder, jeg nogen sinde har overværet. Flere af talerne fik fire minutter hver, og det var fire minutter med rene perler, hver eneste af dem. Størstedelen af de taler … handlede om emnet: »Vore søndagsskolers behov«. De talte ikke om behov for mere system eller mere af dit og dat. Men det store behov er mere af Herrens Ånd i lærernes hjerte, så de kan give børnene denne ånd.¹⁴

Børn lærer af deres forældres og læreres eksempel.

Kan vi gøre os nogen forhåbning om, at vore små vil vokse op og tro på evangeliets principper, medmindre vi underviser dem ved eksemplets magt? Jeg tror ikke, at vi ved blot at erklære vores tro kan overbevise vore børn om, at evangeliet er sandt. Vores liv skal harmonere med det, vi erklærer at tro.¹⁵

Jeg siger til forældrene: Søg Guds Ånd. Gør indtryk på jeres børns sind ved jeres ydmyge, sagtmodige og beskedne måde at leve på.¹⁶

Tro er en Guds gave. Søger vi at tro, velsigner Herren os med denne tro. Det bliver en gave fra ham, og vi bliver lovet, at hvis vi vil gøre Faderens vilje, skal vi erkende læren (se Joh 7:17). Hvis vi som forældre vil leve, så vores børn vil vide og indse i deres hjerte, at vi virkelig er sidste dages hellige, og at vi faktisk ved, hvad vi taler om, vil de ved at søge Herren få samme vidnesbyrd.¹⁷

Jeg kender selvfølgelig ikke noget til en fars vejledning og råd, fordi min far døde, da jeg var spæd, men jeg har hørt om hans omdømme fra andre. Folk forsikrer mig om, at Jedediah M. Grant var en af de mest ædle mænd i denne Kirke.

Jeg husker, at jeg engang bad kaptajn William H. Hooper om at underskrive nogle gældsbreve for mig, da jeg var en ung mand på tyve år og lige var begyndt at arbejde i forretningsverdenen.

Han sagde: »Sådan noget gør jeg aldrig; jeg gør det aldrig.«

Jeg var ikke mere end lige kommet tilbage på mit kontor, da der kom et ungt bud fra banken og sagde, at kaptajnen ønskede at tale med mig.

Jeg sagde: »Jeg ønsker ikke at tale med ham.«

»Jamen, han sendte mig over for at følge dig over i banken.«

Jeg gik tilbage, og han sagde: »Unge mand, unge mand, giv mig de gældsbreve.« Det gjorde jeg, og han skrev dem under. Så sagde han: »Da du gik, vendte jeg mig om til hr. Hills og sagde: ›Lew, hvem er den unge mand? Han har [hilst på] mig på gaden i flere år. Jeg ved ikke, hvem han er. Jeg skriver aldrig et gældsbrev under for nogen, jeg ikke kender. Hvem er han?‹ Han svarede: ›Jamen, det er Jeddy Grants dreng, Heber J. Grant.‹ ›Jeddy Grants dreng? Få ham tilbage. Jeg ville skrive det gældsbrev under, selv hvis jeg vidste, jeg selv skulle betale for det.‹«

Jeg nævner [dette] i håbet om, at forældre vil forstå, at deres eksempel på retskaffenhed, pligttroskab og loyalitet over for evangeliet samt det ikke at søge fejl hos andre, men at arbejde flittigt og uophørligt for sandhedens fremgang, er en vidunderlig arv at efterlade deres børn.¹⁸

[Kaptajn Hooper] fortalte om en række episoder med min far, som viste kaptajnens kærlighed og tillid til ham.

Det, som kaptajnen fortalte mig, fyldte mit hjerte med taknemmelighed til Gud, fordi han havde givet mig sådan en far, og kaptajn Hoopers udtalelser er aldrig blevet glemt. De indgød mig et stærkt ønske om at leve og arbejde, så at mine børn ville nyde gavn deraf, selv efter at jeg havde forladt dette liv, på grund af det eksempel jeg havde været.¹⁹

Jeg vil hellere dø fattig og vide, at min familie kan bevidne, at jeg efter de bedste evner, som Gud har skænket mig, har fulgt hans love og holdt hans bud, og at jeg ved mit eksempel har forkyndt evangeliet, end jeg vil eje alverdens rigdom.²⁰

Forslag til studium og samtale

Hvad kan vi gøre for at påvirke vore børn og unge til at være retskafne?
Hvad kan forældre gøre for at lære deres børn at adlyde evangeliets love og ordinancer? Hvad kan forældre gøre for at nedkalde vor himmelske Faders velsignelser over deres børn?
Hvorfor kommer nogle børn på afveje trods deres forældres indsats for at undervise dem i evangeliet? Hvad kan forældre og andre gøre for at hjælpe børn, som kommer på afveje?
Præsident Grant sagde til forældrene: »Den bedste arv, som I kan efterlade jeres sønner og døtre, er en investering i Guds rige.« Hvad betyder det for jer?
Hvordan kan vi hjælpe børn til at kende Åndens påvirkning?
Hvilke velsignelser har I fået, når I har undervist børn og unge i Kirken?
Hvorfor et det vigtigt, at forældre forstår, at lederne og lærerne i Kirken kun er kaldet til at hjælpe dem med at undervise deres børn?