Kapitel 9

Glæden ved missionering

Der påhviler os et stort ansvar for at forkynde Jesu Kristi evangelium. Opfylder vi denne pligt, vil det give os glæde og fred i hjertet.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grant tog i hele sit voksenliv del i missioneringen og fortalte familiemedlemmer, venner og arbejdskolleger om evangeliet. Hans første mulighed for at tage på fuldtidsmission bød sig i 1901, hvor han blev kaldet som missionspræsident for den første mission i Japan.

Præsident Grant så med optimisme og begejstring på sin kaldelse til Japan. Han skrev: »Jeg nærer fuld tillid til, at dette vil blive en af de mest fremgangsrige missioner, som nogen sinde er oprettet i Kirken. Arbejdet vil gå langsomt til at begynde med, men høsten vil blive stor og vil forbløffe verden i de kommende år.«¹

Sammen med tre andre missionærer indviede præsident Heber J. Grant i august 1901 Japan til forkyndelse af evangeliet og arbejdede derefter flittigt for værket, som i sandhed gik »langsomt« frem. Da præsident Grant blev afløst fra sin kaldelse i september 1903, havde han kun døbt to. Ved generalkonferencen i oktober 1903 aflagde han denne rapport:

»Jeg beklager, at jeg ikke kan fortælle jer, at vi har udrettet noget vidunderligt ovre i Japan. For at være helt ærlig så indrømmer jeg, at jeg har udrettet meget lidt som præsident for den mission, og der er udrettet meget lidt - hvad angår omvendelser - af de få ældster, som er sendt dertil for at arbejde, og de søstre, som var der sammen med mig. Samtidig har jeg en forvisning i mit hjerte om, at der vil blive udført et stort og vigtigt stykke arbejde i det land. Indbyggerne er vidunderlige mennesker.«²

21 år efter lukkede præsident Grant og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab missionen, overvejende på grund af »forsvindende små resultater af missioneringen« dér.³ Missionen blev genåbnet i 1948.

Den 18. maj 1996, 48 år efter missionen blev genåbnet, besøgte præsident Gordon B. Hinckley Japan og talte til en forsamling, som var så stor, at nogle måtte stå op. På det tidspunkt var der bygget et tempel i Japan, og medlemstallet i landet var steget til godt 100.000 medlemmer i 25 stave og ni missioner. Præsident Hinckley mindedes arbejdets begyndelse i Japan og sagde: »Hvis præsident Grant var her nu, ville han græde af taknemmelighed, og sådan har jeg det også, når jeg ser jeres ansigter … Jeg ser en styrke, som jeg aldrig havde drømt om fandtes i dette land.«⁴

Heber J. Grants lærdomme

Det er vores pligt og privilegium at fortælle om evangeliet.

Jeg ønsker at lægge vægt på, at vi som medlemmer har én overordnet ting at udføre, og det er at kalde verden til omvendelse og til at komme til Gud. Og vi har først og fremmest pligt til at gå ud og forkynde Herren Jesu Kristi evangelium, og at livets og frelsens plan er gengivet til jorden. Fra hele verden kommer der opfordringer på flere missionærer. De sidste dages hellige bør indrette deres tilværelse og ordne deres økonomi, så flere vil være rede og villige - især de lidt ældre og erfarne med et vidnesbyrd og kundskab om dette værks guddommelighed - til at rejse [på] mission … Vi har virkelig den kostelige perle. Vi har det, der har større værdi end alverdens rigdom og videnskabelige kundskab. Vi har livets og frelsens plan. Det første store bud var at elske Herren vor Gud af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke; og det andet lignede det: At elske vores næste som os selv (se Matt 22:37-39). Og den bedste måde i verden at vise vores næste kærlighed på er at gå ud og forkynde Herren Jesu Kristi evangelium.⁵

At frelse sjæle, heriblandt vores egen sjæl, er det største af alt og det mest værdifulde og nødvendige arbejde; det vil skænke os vor himmelske Faders velsignelser og vor Herre og Mesters, Jesu Kristi, kærlighed.⁶

Det er den mission, vi har fået: At advare nationerne om de forestående straffedomme, at forkynde Forløserens evangelium … og at indbyde alle til at komme til Kristus og nyde gavn af hans herlige forsoning. Den såkaldte »mormonisme« er i verden til gavn for verden. Dens missioneringssystem har intet andet formål end at velsigne og gavne. Den har ingen udeståender med vor tids trosretninger og sekter. Den står for fred, Guds fred, »som overgår al forstand« (se Fil 4:7). Den er altid rede til at gøre godt på enhver tænkelig måde. Den opfordrer indtrængende menneskene til at vende tilbage til den tro, som »én gang for alle er overdraget de hellige,« (se Jud 1:3), idet vi tror, at det er den vej, som vil frelse menneskeheden fra verdens synder og engang ophøje menneskene til Gud Faderens og Sønnens, Jesu Kristi, nærhed, han »som er verdens liv og lys« (L&P 10:70).⁷

Vi ved, at vi først og fremmest har pligt til at elske Herren vor Gud af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke og dernæst elske vore medmennesker. Intet folkefærd i hele verden udgør sådan et stort bevis på kærlighed til deres medmennesker og ønsker dem det så godt, som de sidste dages hellige gør i forhold til deres antal. Ved vores missionering forkynder vi for hele verden, at vi er villige til at yde økonomiske ofre og uden forventning om nogen jordisk fortjeneste at arbejde for frelse af vor himmelske Faders børns sjæle.

Enhver ung mand bør … stræbe efter at kvalificere sig til at arbejde af fuld kraft, så han vil kunne udføre alt, hvad der er ham muligt for at sætte sandhedens fane fast i jorden.⁹

Folk siger: »Vi fatter ikke ›mormonismens‹ styrke, vi fatter ikke, hvorfor [tusindvis af] unge mænd og unge kvinder i en periode for egen regning eller deres families regning vil rejse ud i verden og bruge deres tid, uden at få penge eller betaling, på at forkynde evangeliet og gå glip af indtægt og betale for alt selv for at forkynde jeres tro.« Enhver sidste dages hellig forstår det. De forstår det, fordi disse unge mænd og disse unge kvinder, som rejser ud for at forkynde evangeliet, efterlever det; de efterlever det virkelig og opfylder Frelserens krav om »at elske Herren [vor] Gud af hele [vores] og af hele [vores] sjæl og af hele [vores] sind« og det næste store bud; »at elske [vores] næste som [os] selv.«¹⁰

Vi bør huske, at Herren har sagt til os, at vi har pligt til at advare vores næste og forkynde dette evangelium - denne pligt påhviler os alle - vi bør være missionærer …

Lad os forstå, at dette værk tilhører os alle, hver og en, og lad os gøre alt, hvad der står i vores magt for dets fremgang.¹¹

Missionering giver mennesker ægte glæde.

Jeg tror, at enhver sidste dages hellig, som har fået et vidnesbyrd om, at det værk, han er en del af, er guddommeligt, har [den] samme følelse som Alma - et ønske om at hele verden skal høre vidnesbyrdet om Herren Jesu Kristi evangelium (se Alma 29:1-9). Når mænd og kvinder får et vidnesbyrd om profeten Joseph Smiths guddommelige mission, higer de efter, at resten af verden skal have samme viden og tro. De higer efter, at evangeliet skal nå ud til hver en ærlig sjæl. Og der findes intet andet arbejde i hele verden, som bringer mennesket større glæde, fred og ro - jeg ved det ud fra egen erfaring - end at forkynde Herren Jesu Kristi evangelium.¹²

Der findes ikke nogen del af Guds værk her på jorden i øjeblikket, hvor der er sådan en skare af lykkelige, tilfredse, fredfyldte mennesker, som dem, der arbejder med missionering. Tjeneste er den rigtige nøgle til glæde. Når man tjener til fordel for menneskehedens fremgang, når man arbejder uden at tjene noget og uden at gøre sig forhåbninger om nogen jordisk belønning, vil man opleve virkelig, ægte glæde i sit hjerte.¹³

Hvis det er nødvendigt, bør alle Guds tjenere, som har kundskab om evangeliet, være villige til at give sit liv for denne sag, som vitterlig er Mesterens værk, livets og frelsens plan, vor Herre og Frelser, Jesu Kristi, evangelium. Når vi fuldt ud får øjnene op for, at vi virkelig har den kostelige perle, at det evangelium, som vi har at give verdens befolkning, betyder evigt liv for dem, der tager det til sig og efterlever det fuldt ud, når vi indser dette, og når vi standser op for at tænke over den åbenbaring til profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery, hvori Herren siger: »Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun førte én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige! Og dersom jeres glæde kan være så stor over en eneste sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget større glæde ville I da ikke have, om I kan føre mange sjæle til mig« (L&P 18:15-16), da vil vi begynde at indse og fatte og forstå hans værks storhed.¹⁴

Jeg er bedrøvet på den mand eller kvindes vegne, som aldrig har oplevet den dejlige glæde, som en missionær får, når han forkynder Jesu Kristi evangelium, når han bringer ærlige sjæle til kundskab om sandheden, og når han hører dem udtrykke deres hjertes taknemmelighed for dem, der gennem deres arbejde fik dem til at forstå, hvad det evige liv er. Jeg synes ligeledes, det er synd for dem, som aldrig oplever den dejlige glæde, man får ved at række sin hånd ud og hjælpe folk i nød. Vi får afgjort meget større velsignelser ved at give end ved at modtage; det nærer jeg ingen som helst tvivl om. Vi får også langt større velsignelser ved at gå ud og forkynde Jesu Kristi evangelium og arbejde med at frelse menneskesjæle, end vi på nogen mulig måde kan få ved blot at vide, at vores religion er sand og derpå bliver hjemme for at tage del i livets almindelige sysler for at modtage denne verdens velstand, som slides op ved brug deraf. Ét stort problem er, at vi ofte ikke kan se, hvilket arbejde, der er vigtigst at udføre, og hvilket arbejde der er mest behageligt i vor himmelske Faders øjne.¹⁵

Kun med Åndens kraft kan vi forkynde evangeliet og hjælpe nyomvendte med at pleje deres vidnesbyrd.

Jeg ønsker at fortælle jer, at alle de missionærer, som er rejst ud for at forkynde evangeliet … har fået Guds bemyndigede tjeneres hænder lagt på deres hoved, mænd, som har denne myndighed; og i hele verden og i hvert et land og under hvert himmelstrøg, fra midnatssolens land i nord til Sydafrika, hvor end de er rejst hen, har den levende Guds Ånd været hos dem. I hvert et land og under hvert et himmelstrøg har mænd og kvinder modtaget vidnesbyrd ved Helligånden og har taget evangeliet til sig.¹⁶

Jeg var i Grantsville, det største ward i Tooele Stav i Zion, og jeg henvendte mig til Herren med noget lignende samme indstilling som Oliver Cowdery, da han sagde til Herren: »Jeg ønsker at oversætte,« og Herren gav ham lov til at oversætte. Men han fik senere at vide, at han ikke kunne gøre det, fordi han ikke udtænkte det i sit sind, og han bad ikke om det, og han gjorde ikke sit (se L&P 9:7-8) … Jeg rejste mig og talte i fem minutter, og jeg svedte vist lige så meget, som var jeg blevet dyppet i en å, og jeg løb fuldstændig tør for ideer. Jeg fik gjort min tale til så stor en fiasko, som det var menneskeligt muligt …

[Senere] gik jeg adskillige kilometer væk fra den kirkebygning og ud på markerne blandt høet og høstakkene, og da jeg kom langt nok væk, så jeg var sikker på, at ingen kunne se mig, knælede jeg ned bag disse høstakke og græd ydmygelsens tårer. Jeg bad Gud tilgive mig for ikke at huske, at man ikke kan forkynde Herren Jesu Kristi evangelium med kraft, styrke og inspiration, hvis man ikke er velsignet med den kraft, som kommer fra Gud; og jeg sagde til ham, ligesom en dreng, at hvis han ville tilgive mig min egoisme, hvis han ville tilgive mig for at tro, at noget menneske kan forkynde sandheden uden hans Ånd og finde hjerter, der er rede til at tage imod den, ville jeg indtil min dødsdag bestræbe mig på at huske, hvor inspirationen kommer fra, når vi forkynder Herren Jesu Kristi evangelium, livets og frelsens plan som atter er åbenbaret på jorden.

Jeg er taknemmelig for at kunne sige, at i de 40 år, der er gået siden da, er jeg aldrig blevet så ydmyget, som jeg blev den dag; og hvorfor? Fordi jeg, Herren være lovet, aldrig har stillet mig op med den tanke, at man kunne røre sine tilhøreres hjerte … uden at man er i besiddelse af den levende Guds Ånd og således bære vidnesbyrd om, at dette er den sandhed, som I og jeg har forpligtet os til.¹⁷

»Vi tror på tungemålsgaven,« og på udlægning deraf (se 7. trosartikel). Karl G. Maeser - som var den mest engagerede sidste dages hellige nogen sinde - fortalte mig med sine egne ord om sådan en episode … Han sagde: »Bror Grant, den aften jeg blev døbt, så jeg op mod himlen og sagde: ›O, Gud, jeg har fundet, tror jeg, din Søn Jesu Kristi evangelium. Jeg har vist lydighed mod det ved at gå i dåbens vande. Giv mig en tilkendegivelse, giv mig et uomstødeligt vidnesbyrd fra Ånden om, at jeg har fundet sandheden, så lover jeg dig, at jeg om nødvendigt vil give mit liv for denne sags fremgang.‹«

På det tidspunkt var bror Franklin D. Richards [fra De Tolv Apostles Kvorum] præsident for Den Europæiske Mission, som havde hovedsæde i Liverpool. Han rejste over til Tyskland for at overvære de første omvendtes dåb i dette store rige. Da bror Maeser gik fra det sted, hvor han blev døbt, til sit hjem, som lå adskillige kilometer væk, udtrykte han ønske om at tale om forskellige evangeliske principper gennem en tolk. Denne tolk var bror William Budge … Bror Maeser, som ikke kunne engelsk, stillede spørgsmålene på tysk, og bror Richards, som ikke kunne tysk, svarede på engelsk; bror Budge oversatte spørgsmålene og svarene. Da der var stillet og besvaret nogle få spørgsmål gennem tolken, sagde bror Richards: »Du skal ikke oversætte spørgsmålene; jeg kan godt forstå dem.« Så sagde bror Maeser: »Du skal ikke oversætte svarene, jeg kan godt forstå dem.« De talte sammen, mens de gik flere kilometer, spørgsmålene blev stillet på tysk, og der blev svaret på engelsk; ingen af mændene forstod hinandens sprog. De nåede frem til Elben, og da de gik over broen, skiltes de; da de kom over på den anden side af broen, stillede bror Maeser endnu et spørgsmål, og bror Richards sagde: »Oversæt det, bror Budge.« Da svaret lød, sagde bror Maeser: »Oversæt det.« Hans næste spørgsmål var: »Hvordan kan det være, apostel Richards, at vi kunne forstå hinanden før, og nu kan vi ikke?« Bror Richards sagde til ham, at en af Jesu Kristi evangeliums frugter er tungemålsgaven og gaven til udlægning af tungemål. Dernæst sagde han: »I aften har Gud givet dig og mig privilegiet at opleve en af evangeliets frugter ved at have gaven til udlægning af tungemål. Bror Maeser, du har fået et vidnesbyrd fra Gud om, at du har fundet sandheden.«

Bror Maeser sagde til mig: »Jeg rystede som et espeløv, og jeg hævede atter blikket mod himlen og sagde: ›O, Gud, jeg har fået det vidnesbyrd, jeg bad om, og jeg lover dig at give mit liv for denne sag om nødvendigt.‹«¹⁸

Forslag til studium og samtale

Hvilke velsignelser får vi, når vi fortæller om Jesu Kristi evangelium? Hvad har I følt, når I har set familiemedlemmer og venner tage evangeliet til sig?
Hvad forventer Herren af sine tjenere, når det drejer sig om at bringe hans budskab ud i verden? Hvordan kan vi udvikle tro og mod til at fortælle om evangeliet?
Hvordan kan vi prioritere, så vi vil have mulighed for at fortælle om evangeliet? Hvordan kan muligheder for at missionere ændre vores liv?
Hvorfor er det umuligt at forkynde om evangeliets sandheder uden Helligåndens kraft? På hvilke måder har Ånden hjulpet jer med at fortælle andre om evangeliet?
Karl G. Maeser fik bekræftet sit nye vidnesbyrd, da han og ældste Franklin D. Richards fik tungemålsgaven og gaven til udlægning af tungemål. Hvilke andre af Åndens gaver kan vi søge at få, når vi bestræber os på at styrke vores eget og andres vidnesbyrd? (Se L&P 46:8-26).
Hvad havde bror Maeser og ældste Richards gjort, som førte til bekræftelse af bror Maesers vidnesbyrd? Hvordan kan vi hjælpe nyomvendte med at nære deres vidnesbyrd?