Kapitel 5

Trøst i dødens stund

Vor himmelske Faders fred og trøst kan have en helende virkning for alle, som sørger over deres kæres bortgang.

Fra Heber J. Grants liv

»I tider med sygdom og død«, skrev Lucy Grant Cannon, præsident Heber J. Grants datter, »har far haft overordentlig sjælsstyrke. Da hans søn [den 7-årige Heber Stringham Grant] lå i sengen i over et år og i de sidste måneder af sit liv så ofte havde stærke smerter, sad far ved hans seng i timevis ad gangen for at berolige ham. Han var på hans værelse og sammen med ham så meget som muligt, og da han gik bort, fandt far sig tålmodigt i hans bortgang, skønt han vidste, at hvad angik jordiske efterkommere, så ville han sikkert ikke få en søn, som kunne føre hans navn videre. Hans store tro, som for os virkede fuldkommen, har været en styrke og en støtte for os hele livet.«¹

Når præsident Grant talte om sorgen over at miste sine kære, talte han med en medfølelse, som kom af personlig erfaring. Foruden hans søn, Heber, var yderligere seks familiemedlemmer døde forud for ham. Han var ni dage gammel, da han mistede sin far. I 1893 gik hans hustru, Lucy, bort i en alder af 34 år, efter tre års lang kamp med svær sygdom. Hans eneste anden søn, femårige Daniel Wells Grants, bortgang fulgte to år senere. I 1908, kort tid efter at præsident Grant og hans hustru, Emily, var kommet tilbage fra mission i Europa, krævede mavekræft Emilys liv. Et år senere, sørgede præsident Grant over sin mors bortgang. I 1929, elleve år efter han blev indsat som Kirkens præsident, gik hans datter, Emily, bort i en alder af 33 år.

Præsident Grant var stærkt berørt af disse tab. Under Lucys sygdom skrev han i sin dagbog: »Lucy føler, at hun ikke har nogen mulighed for at blive rask, og vi har haft nogle alvorlige samtaler i dag og har begge fældet tårer ved tanken om vores ventede adskillelse. Jeg kan ikke lade være med at frygte, at hendes liv ikke bliver skånet.«²

Selv om præsident Grant frygtede, at noget sådant ville ske, fandt han håb og fred ved at sætte sin lid til evangeliet. Han sagde, at han aldrig havde overværet et trofast medlems begravelse uden at takke Herren »for Jesu Kristi evangelium og for den trøst, som det giver os i sorgens og dødens stund.«³ Han fortalte, at han havde oplevet denne »trøst« ved sin søn, Hebers, bortgang: »Jeg ved, at da min sidste søn gik bort (jeg har kun fået to), var der på det tidspunkt en fredfyldt atmosfære i hjemmet, en trøst og en glæde, som overgår enhver beskrivelse for folk, som ikke kender noget til evangeliet og om den fred, som det giver i vores hjerte.«⁴

Heber J. Grants lærdomme

Evige sandheder kan trøste os, når vore kære dør

Hvor må det være en bitter lidelse og sorg for dem, som ikke ser noget på den anden side af graven andet end begyndelsen på en evig nat og glemsel. For folk, som tror således, har døden brod, og graven vinder sejr. For dem er selv denne jords herlighed blot som de sidste gnister fra et lys i et uendeligt mørke.

Men for den troende er døden blot en genoptagelse af det liv, som man har afbrudt, inden man kom til jorden.⁵

Jeg kan aldrig tænke på mine kære, min kære mor og dem, der er gået bort, som liggende i graven. Jeg glæder mig over det samvær, de har, og over den nydelse de har ved at mødes med deres kære på den anden side.⁶

Vi er selvfølgelig aldrig rede til døden, uanset hvornår den kommer. Jeg ved, at jeg i mit eget tilfælde var overbevist om, at eftersom min mor havde haft så godt et helbred, så ville hun blive mindst 100 år, og det var et stort chok, da hun døde 12 år før den tid.

Jeg har altid været taknemmelig for Jesu Kristi evangelium, livets og frelsens plan, men jeg er aldrig så taknemmelig for sandheden som ved disse [begravelser]. Den fuldkomne og fuldstændige kundskab, vi som sidste dages hellige har om det værks guddommelighed, som vi er en del af, den fuldkomne forvisning om, at hvis vi har været trofaste, vil vi få privilegiet at komme tilbage til dem, som vi har elsket, og som er gået forud for os, når livet er forbi, og forvisningen om at vi vil blive genforenet med vor himmelske Fader, vor Forløser, profeten Joseph Smith, patriarken Hyrum Smith og alle de store mænd og kvinder, der har viet deres liv til denne sag, giver os fred og glæde i hjertet i sådanne tilfælde, hvilket jeg er sikker på, at ingen ord, som jeg kan finde, eller som nogen anden kan finde, kan beskrive fuldt ud.⁷

For en sidste dages hellig er den sorg, som dødsfald forårsager i vores hjem og hjerte, mere eller mindre det samme, som vi føler, når vi for en tid kaldes til at tage afsked med vore kære, der rejser ud i missionsmarken, eller som flytter væk for en tid. Den frygtelige smerte, som jeg har set hos dem, der ikke kender sandheden, tror jeg aldrig kan trænge ind i en ægte sidste dages helligs hjerte.⁸

Når de, som vi beundrer og elsker, skal tage afsked med nogen, de holder af, er jeg ofte ked af, at vi ikke kan løfte den sorg fra deres skuldre, som de i deres svære stunder er nedsunket i.

Men vi forstår, at vor Fader i himlen kan hele knuste hjerter, at han kan bortjage sorg, og at han kan vise vej til glæde og tilfredshed og de velsignelser, der kommer gennem lydighed mod Herren Jesu Kristi evangelium, for vi forstår virkelig, og vi har den overbevisning, at det er vor himmelske Faders vilje, at vi skal leve videre, og at vi ikke er færdige med at eksistere, når dette dødelige legeme er lagt i graven.

Det er en meget stor velsignelse, at vi i kraft af Herrens forsyn og de åbenbaringer, som vor himmelske Fader har givet os, har vished om, at ånden og legemet engang vil blive genforenet, trods den vantro, der hersker i verden i dag - og der hersker ganske vist stor skepsis og vantro i denne henseende. Men trods dette har vi forvisning gennem de åbenbaringer, som er givet af Herren vor Gud, om at det er Guds hensigt, at legeme og ånd for evigt bliver forenet, og at den tid kommer, da vi i kraft af Guds velsignelse og nåde ikke længere vil have sorg, men vi vil have besejret alle disse ting, som prøver og piner os, og vi skal stå i den levende Guds nærhed, fyldt med glæde, fred og tilfredshed.⁹

Herren styrker os, når vi anerkender hans hånd og accepterer hans vilje

Der findes mange ting i denne verden, som er uforklarlige. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Herren i sit forsyn … skulle hjemkalde begge de drenge, jeg havde, og at mit navn ikke vil blive ført videre efter mig i denne verden. På den anden side er evangeliet så opløftende, at trods tabet af mine to sønner har jeg aldrig næret den mindste beklagelse i mit hjerte eller ønsket at bebrejde. Der er noget ved evangeliet, som får mænd og kvinder til at anerkende Gud i livet og i døden, i glæde og i sorg, i fremgang og i modgang. Herren har sagt, at han kun finder behag i dem, der anerkender hans hånd i alle ting (se L&P 59:21).¹⁰

Jeg kan vidne om min fuldstændige kundskab om, at intet andet end Herrens Ånd har nogensinde kunnet bringe mig den fred og trøst, som jeg oplevede, da [min søn] Heber døde. Jeg er fra naturens side hengiven. Jeg elskede min sidste og eneste levende søn af hele mit hjerte. Jeg havde [oparbejdet] store forhåbninger om, hvad jeg havde ventet, han skulle opnå. Jeg havde forventet at se ham som en missionærer, der forkyndte Jesu Kristi evangelium, og jeg håbede, at han ville være en styrke for det gode på jorden; og dog kunne jeg trods alle disse ønsker for min dreng og takket være Herrens velsignelser se ham dø uden at fælde en tåre. Ingen magt på jorden kan have givet mig denne fred. Den kom fra Gud. Og jeg kan aldrig tale om det eller skrive om det uden at føle mit hjerte fyldes med en taknemmelighed, der langt overgår min evne til at udtrykke mine følelser.¹¹

Må vi altid huske på, fordi det både er sandt og en trøst, at en trofasts død er intet sammenlignet med at miste den gode Ånds inspiration. Det evige liv er den store belønning, og vi vil opnå dette, og den glæde at vor Fader i himlen byder os velkommen vil blive stor, hvis vi handler rigtigt. Der er intet større, som nogen kan gøre i dette liv, end at gøre det rigtige. Herren vil høre og besvare de bønner, vi beder til ham, og give os de ting, vi beder om, hvis det er til vores eget bedste. Han vil aldrig svigte og har aldrig svigtet dem, der tjener ham af hele deres hjerte, men vi må altid være rede til at sige: »Fader, din vilje ske.«¹²

Da jeg mistede min første hustru, var jeg i hjerte og sind fuldt ud overbevist om, at det var Herrens vilje, at hun skulle kaldes hjem. Jeg bøjede mig ydmygt for hendes død. Ved den lejlighed fandt Herren det formålstjenligt at give en af mine små piger et vidnesbyrd om, at hendes moders død var Herrens vilje.

Omkring en time inden min hustru døde, kaldte jeg mine børn ind på hendes værelse og fortalte dem, at deres moder skulle dø, og at de skulle tage afsked med hende. En af de små piger, som var omkring 12 år gammel, sagde til mig: »Far, jeg vil ikke have, at mor dør. Jeg har været hos jer på hospitalet i San Francisco i et halvt år. Når mor har lidt, har du gang på gang salvet hende, og hun er blevet befriet for sine smerter og er stille faldet i søvn. Jeg ønsker, at du skal lægge dine hænder på mor og helbrede hende.«

Jeg sagde til min lille pige, at vi alle skulle dø engang, og at jeg i mit hjerte følte mig sikker på, at hendes moders tid var kommet. Så forlod hun og de andre børn værelset.

Da knælede jeg ned ved min hustrus seng (på det tidspunkt havde hun mistet bevidstheden) og fortalte Herren, at jeg anerkendte hans hånd i livet, døden, glæde, sorg, medgang og modgang. Jeg takkede ham for min viden om, at min hustru tilhørte mig i al evighed, at Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet, og for at jeg vidste, at ved præstedømmets magt og myndighed her på jorden kunne og ville jeg have min hustru hos mig, hvis jeg blot var lige så trofast, som hun havde været. Men jeg fortalte Herren, at jeg manglede styrke til at lade min hustru dø, og til at lade det påvirke mine små børns tro på Jesu Kristi evangelium, og jeg bønfaldt Herren af al min styrke om at give min lille pige kundskab om, at det var hans hensigt og hans vilje, at hendes moder skulle dø.

Inden for den næste time døde min hustru, og jeg kaldte børnene tilbage på værelset. Min lille dreng, som var omkring fem et halvt eller seks år gammel, græd bitterligt, og den lille 12-årige pige tog ham i sine arme og sagde: »Du skal ikke græde, du skal ikke græde, Heber. Da vi var gået ud af værelset, sagde Herrens stemme fra himlen til mig: ›Med din mors død, bliver Herrens vilje fuldbragt.‹«

Prøv så at fortælle mig, venner, at jeg ikke ved, at Gud hører og besvarer bønner! Prøv så at fortælle mig, at jeg ikke ved, at de sidste dages hellige oplives, velsignes og trøstes som ingen andre i prøvelsens stund!¹³

Døden er en nødvendig del af livet på jorden og et trin i vores evige fremgang

Må vor himmelske Faders fred og trøst læge alle, som sørger og gennemgår lidelser. Og må vi blive styrket med den forståelse, at det at blive velsignet ikke betyder, at vi altid vil være forskånet for skuffelser og problemer i tilværelsen. Dem får vi alle sammen, selvom vore problemer er forskellige. Jeg har ikke haft de samme prøvelser, som andre har måttet gennemgå, og alligevel har jeg fået min del. Da jeg som ung mistede min hustru og mine eneste to sønner, forsøgte jeg inderligt af hele mit hjerte at holde Herrens bud, og min familie og jeg holdt visdomsordet og havde ret til livets velsignelser. Jeg er blevet hårdt prøvet og fristet, men jeg er taknemmelig for at kunne sige, at prøvelserne og fristelserne ikke har været større, end jeg kunne holde ud, og jeg håber af hele mit hjerte, at vi aldrig vil skulle udholde mere, end at vi vil blive velsignet af Herren med evne til at holde ud.¹⁴

Herren har sagt til os i denne Kirke, at før vi kom til denne jord, har vi levet helt tilbage i de fjerneste evigheder, at vi levede som ånder i en tilværelse, inden vi kom hertil, hvor vi forberedte os til livet på jorden; og at da vi havde bestået vores første prøvestand, kom vi til denne jord for at få kundskab, visdom og erfaring og for at lære det, vi skulle og lide smerte, udholde fristelser og sejre i den jordiske tilværelse; og at når vores jordiske legeme opgiver livet, vender vores ånd tilbage for at genoptage det åndelige liv, vi forlod, inden vi kom til jorden, og at vi derefter fortsætter og bygger videre på de ting, vi har opnået i vores første åndelige tilværelse, vores første prøvestand, og i vores jordiske liv, eller anden prøvestand, og går frem i de uendelige evigheder, indtil vi når det mål, som Herren har sat: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« (Matt 5:48).¹⁵

Forslag til studium og samtale

Hvilke principper i frelsesplanen kan vi finde trøst i, når vi sørger over at have mistet en af vore kære?
Præsident Heber J. Grant fortalte om sin datter, som, da hendes mor døde, modtog trøst af »Herrens stemme fra himlen.« På hvilke andre måder velsigner Herren os? Hvordan er I blevet trøstet, når I har mistet nogen af jeres kære?
Hvilke velsignelser får vi, når vi anerkender Herrens hånd i vores liv, selv når vi har prøvelser?
Præsident Grant sagde, at »det at blive velsignet ikke betyder, at vi altid vil være forskånet for skuffelser og problemer i tilværelsen.« Hvorfor er det vigtigt at forstå dette princip? På hvilke måder kan prøvelser føre til velsignelser?
Hvordan kan vi forberede os nu til at være modtagelige for »vor himmelske Faders fred og trøst« og hans »helende virkning« i vore prøvelser og sorger?