Kaldet og udvalgt
Disse kaldede, opretholdte og indsatte er berettiget til vores opretholdende støtte.
Mine kære brødre i præstedømmet, modtag venligst vores påskønnelse for alt det, I gør for at fremme Herrens værk over hele verden. Jeg har et stærkt ønske om at tale om de hellige embeder i præstedømmet, som besiddes af dem, som er »kaldet og udvalgt«1 til at lede Kirken i denne tid. Dette er et særligt år af mindst to årsager, for det første fejrer vi i december 200-året for profeten Joseph Smiths fødsel, og dernæst fejrede præsident Gordon B. Hinckley sin 95-års fødselsdag i juni. Jeg vidner om, at profeten Joseph Smith var kaldet og udvalgt som den første profet i denne uddeling, og at præsident Gordon B. Hinckley er den nuværende profet, seer og åbenbarer i denne kirke.
Da Mike Wallace interviewede præsident Hinckley for nogle år siden til tv-programmet 60 Minutes, sagde han: »[Folk siger], at dette er en kirke, som ledes af gamle mænd.« Til dette svarede præsident Hinckley: »Er det ikke skønt at have en moden mand ved roret; en mand med dømmekraft, som ikke kastes rundt af enhver strømning.«2 Så hvis nogen af jer synes, at det nuværende lederskab er for gammelt til at lede Kirken, så kan præsident Hinckley give jer nogle yderligere råd om den visdom, der kommer med alderen!
Af de 102 apostle, som er kaldet i denne uddeling har kun 13 tjent i længere tid end præsident Hinckley. Han har tjent længere som apostel end Brigham Young, præsident Hunter, præsident Lee, præsident Kimball og mange andre. Det er vidunderligt at være under hans inspirerede ledelse. Tilgiv, at jeg siger, at jeg føler, at jeg til tider står på kanten af evigheden. I en alder af 85, er jeg den tredje ældste levende generalautoritet. Jeg har ikke søgt denne ære. Jeg har bare levet længe nok.
Jeg tror ikke, at der tidligere i Kirkens historie har været større enighed, end der er nu blandt mine brødre i Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og de andre generalautoriteter i Kirken, som er blevet kaldet og udvalgt til at lede Kirken nu. Jeg tror, at der er rigeligt bevis for dette. Den nuværende ledelse af Guds rige på jorden har nydt Frelserens vejledende inspiration længere end nogen anden gruppe. Vi er den ældste gruppe, som nogensinde har ledt Kirken.
Min omgang med nogle af disse mænd i næsten et halvt århundrede kvalificerer mig, mener jeg, til med overbevisning at hævde, at mine brødre, uden undtagelse, er gode, hæderlige og pålidelige mænd. Jeg kender deres hjerte. De er Herrens tjenere. Deres eneste ønske er at arbejde i deres betydningsfulde kald og opbygge Guds rige på jorden. Vore Brødre, som tjener i denne tid, er bestået, prøvet og oprigtige. Nogle er ikke så fysisk stærke, som de har været, men deres hjerte er så rent, deres erfaring så storslået, deres sind så skarpt og deres åndelige visdom så dyb, at det er en styrke blot at være i deres nærhed.
Jeg blev ydmyg og overvældet over at blive kaldet som assistent til De Tolv Apostle for 33 år siden. Nogle dage senere rådgav præsident Hugh B. Brown mig om en af de vigtigste ting, jeg skulle gøre for altid at være i harmoni med mine Brødre. Præsident Brown udpenslede det ikke. Han sagde bare: »Hold dig til Brødrene.« Jeg tolkede det som, at jeg skulle følge de råd og den vejledning, der kom fra Kirkens præsident, Det Første Præsidentskab og De Tolvs kvorum. Det gav genklang af noget, som jeg ønskede at gøre af hele mit hjerte.
Andre er måske ikke enige i det råd, men det berettiger til nogen overvejelse. Jeg konkluderer, at åndelig vejledning i stor grad afhænger af at være i harmoni med Kirkens præsident, Det Første Præsidentskab og De Tolvs kvorum, som alle er opretholdt, som de blev det i dag, som profeter, seere og åbenbarere. Jeg ved ikke, hvordan vi kan forvente at være i fuld harmoni med Herrens Ånd, hvis vi ikke er i harmoni med Kirkens præsident og de andre profeter, seere og åbenbarere.
Da jeg var diakon, tog min far mig og min ældre bror med til generalkonferencens præstedømmemøde i Tabernaklet. Jeg husker, hvor begejstret jeg var over for første gang at være i nærheden af Guds profet, præsident Heber J. Grant og de andre profeter og apostle. Jeg lyttede opmærksomt til deres budskab og tog de ting, de sagde, til mit hjerte. Gennem årene er deres budskab blevet gentaget mange gange. Jeg tror, at nogen af dem også vil blive gentaget ved denne konference. De er afgørende for vores frelse, og vi har brug for gentagelsen.
Historien har lige siden verdens begyndelse vist mange eksempler på dem, som ikke har været i harmoni med profeterne. I vores uddelings første tid forblev nogle af De Tolv, til deres fortrydelse, ikke trofaste over for profeten Joseph Smith. En af dem var Lyman E. Johnson, der tilhørte det første kvorum af De Tolv, som blev udelukket for uretfærdig opførsel. Han begræd senere sit åndelige fald. Han sagde: »Jeg ville give min højre hånd for at kunne tro igen. Dengang var jeg fuld af fryd og glæde. Mine drømme var behagelige. Når jeg vågnede om morgenen, var mit sind opløftet. Jeg var glad om dagen og om natten, fuld af fred og glæde og taksigelse. Men nu er der mørke, smerte, sorg, og ekstrem elendighed. Jeg har aldrig siden haft et lykkeligt øjeblik.«3 Han døde i en kaneulykke i 1856 i en alder af 45 år.
Luke S. Johnson var også kaldet i det første kvorum af De Tolv i 1835. Hans åndelige beslutsomhed svækkedes på grund af nogle økonomiske spekulationer i 1837. Da han senere så tilbage, sagde han: »Mit sind begyndte at formørkes, og jeg blev overladt til at følge min egen kurs. Jeg mistede Guds Ånd og forsømte min pligt, og konsekvensen var, at til en konference i Kirtland den 3. september 1837 … blev jeg afskåret fra Kirken.« I december 1837 tilsluttede han sig en gruppe apostater, som offentligt fordømte Kirken, og han blev udelukket for apostasi i 1838. I otte år havde han en lægepraksis i Kirtland. I 1846 vendte han og hans familie så tilbage til de helliges fællesskab. Han sagde: »Jeg standsede ved vejkanten og stod uden for Herrens værk. Men mit hjerte er med folket. Jeg ønsker at blive genforenet med de hellige; at vandre med dem i ødemarken og fortsætte med dem indtil enden.« Han blev døbt igen i marts 1846, og tog vestpå med et kompagni af pionerer i 1847. Han døde i Salt Lake City i 1861 som fuldgyldigt medlem i en alder af 54 år.4
Mit råd til Kirkens medlemmer er at støtte Kirkens præsident, Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og andre generalautoriteter af hele vores hjerte og sind. Hvis vi gør det, er vi i sikker havn.
Præsident Brigham Young sagde, at han huskede mange gange, hvor profeten Joseph Smith sagde, at han »måtte bede hele tiden, udøve tro, efterleve sin religion og forstørre sin kaldelse for at modtage Herrens tilkendegivelser og holde sig fast i troen.«5 Alle må vi forvente, at vores tro bliver udfordret. Disse udfordringer kommer på forskellig vis. I vil måske ikke altid bryde jer om de råd, som Kirkens ledere giver jer. De forsøger ikke at være populære. De prøver at hjælpe os med at undgå de ulykker og skuffelser, som følger af ulydighed mod Guds love.
Vi har også brug for at støtte og opretholde vores lokale ledere, da de også er »blevet kaldet og udvalgt.« Ethvert medlem af denne kirke kan modtage råd fra en biskop eller grenspræsident, en stavs- eller missionspræsident og Kirkens præsident og hans medtjenere. Ingen af disse brødre har bedt om sin kaldelse. Ingen er fuldkommen. Alligevel er de Guds tjenere, kaldet af ham gennem dem, som er berettiget til inspiration. Disse kaldede, opretholdte og indsatte er berettiget til vores opretholdende støtte.
Jeg har beundret og respekteret hver eneste biskop, jeg har haft. Jeg har prøvet ikke at stille spørgsmål til deres råd og har følt, at jeg ved at støtte og følge deres råd var beskyttet fra »menneskenes snedighed og lumskhed.«6 Dette fordi hver eneste af disse mænd var kaldede og udvalgte ledere, som var berettiget til den guddommelige inspiration, som kommer med kaldelsen. Manglende respekt for kirkeledere har forårsaget åndelig svækkelse og undergang for mange. Vi bør se udenom åbenbare fejl, mangler og ufuldkommenheder hos de mænd, som er kaldet til præsidere over os og opretholde det embede, de besidder.
For mange år siden plejede vi at lave arrangementer i vores menighed, som skulle skaffe penge til at betale for de lokale udgifter og aktiviteter, som nu betales af Kirkens midler og de lokale enheders tildelte budget. Vi plejede at lave basarer, udstillinger, middage og andre indtægtsgivende aktiviteter. På det tidspunkt havde min menighed en vidunderlig, hengiven og pligtopfyldende biskop.
Et medlem fra en nabo-menighed havde fundet ud af, at en »fald-i-vandet-maskine« var en indbringende aktivitet. Deltagere betalte for at kaste baseballbolde på en markeret mekanisk arm. At ramme plet udløste en aftrækker, som fik den person, som sad på maskinens sæde til at falde ned i et stort bassin med koldt vand. Vores menighed besluttede at bruge denne maskine, og nogen foreslog, at flere folk ville betale for at kaste bolde, hvis biskoppen var villig til at sidde på sædet. Vores biskop stod ikke tilbage for lidt sjov, og fordi han var ansvarlig for at indsamle pengene, gik han villigt med til at sidde på sædet. Snart begyndte nogle at købe bolde og kaste dem mod målet. Adskillige ramte plet, og biskoppen blev gennemblødt. Efter en halv time med dette, begyndte han at ryste af kulde.
Mens nogle syntes, det var sjovt, blev min far meget stødt over, at biskoppens embede var blevet så nedgjort og latterliggjort og endda foragtet. Selvom pengene blev indsamlet til et godt formål, kan jeg stadig huske, at jeg skammede mig over, at nogle af vore medlemmer ikke viste mere respekt for hverken embedet eller manden, som både dag og nat havde tjent os så godt som vores gode hyrde. Som bærere af Guds præstedømme bør vi være et eksempel for familier, venner og bekendte i at støtte Kirkens lederskab.
De hellige skrifter såvel som de lokale ledere og generalautoriteterne i Kirken udgør begge et sikkerhedsnet af råd og vejledning for Kirkens medlemmer. For eksempel har Brødrene hele mit liv fra denne og andre talerstole opfordret folk til at leve inden for rammerne af deres indtægt, ikke at stifte gæld og spare lidt op til trange tider, for der kommer altid trange tider. Jeg har gennemlevet tider med store økonomiske vanskeligheder, som den store depression og anden verdenskrig. Det, jeg har oplevet, gør mig bange for ikke at gøre, hvad jeg kan for at beskytte mig selv og min familie mod følgerne af sådanne katastrofer. Jeg er Brødrene taknemmelig for dette vise råd.
Kirkens præsident vil ikke lede Kirkens folk på afveje. Det vil aldrig ske. Præsident Hinckleys rådgivere opretholder ham fuldt ud så vel som De Tolvs Kvorum, De Halvfjerds’ Kvorummer og Det Præsiderende Biskopråd. Det resulterer som tidligere nævnt i, at der eksisterer en særlig kærlighed og harmoni i Kirkens ledende råd til Kirkens præsident og til hinanden.
Guds præstedømme er et skjold. Det er et skjold mod verdens ondskab. Det skjold skal holdes rent, ellers kan vores opfattelse af vores formål og farerne omkring os blive begrænset. Rengøringsmidlet er personlig retfærdighed, men ikke alle vil betale prisen for at holde deres skjold rent. Herren har sagt: »Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«7 Vi er kaldet, når der lægges hænder på vores hoved, og vi modtager præstedømmet, men vi er ikke udvalgt, før vi har vist Gud vores retskaffenhed, vores trofasthed og vores forpligtelse.
Brødre, dette værk er sandt. Joseph Smith så Faderen og Sønnen, og han hørte og fulgte deres instruktion. Det var begyndelsen på dette store værk, og ansvaret for dette hviler nu på os. Jeg bærer højtideligt vidne om dets guddommelighed i Jesu Kristi navn. Amen.