Legemets hellighed
Herren ønsker, at vi forandrer os – men efter hans billede, ikke efter verdens billede, ved at få hans billede prentet i vores bevidsthed.
Jeg er lige vendt hjem fra et besøg, hvor jeg bød vores nyeste lille barnebarn, Elizabeth Claire Sandberg, velkommen til verden. Hun er perfekt! Jeg blev fyldt af ærefrygt, som jeg bliver det, hver gang en baby bliver født, over hendes fingre, tæer, hår, bankende hjerte, og hendes tydelige familiesærpræg – næse, hage, smilehuller. Hendes ældre brødre og søstre var lige så begejstrede og fascinerede af deres lillebitte, perfekte lillesøster. De syntes at mærke en hellighed i deres hjem ved tilstedeværelsen af en celestial ånd, der for nylig er blevet forenet med et rent fysisk legeme.
I forudtilværelsen lærte vi, at legemet var en del af Guds store plan for vores lykke. Som familieproklamationen erklærer: »I den førjordiske verden kendte og tilbad åndelige sønner og døtre Gud som deres evige Fader og accepterede hans plan, hvorved hans børn kunne opnå et fysisk legeme og opnå jordiske erfaringer for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere deres guddommelige skæbne som arving til evigt liv« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49). Vi »råbte af fryd« (Job 38:7) over at være en del af denne plan.
Hvorfor var vi så begejstrede? Vi forstod evige sandheder om vore legemer. Vi vidste, at vore legemer ville være i Guds billede. Vi vidste, at vores legeme skulle huse vores ånd. Vi forstod også, at vores legeme ville blive genstand for smerte, sygdom, handicap og fristelse. Men vi var villige til, endda ivrige efter, at tage imod disse udfordringer, fordi vi vidste, at kun med ånd og legeme uadskilleligt forbundet kunne vi udvikle os til at blive som vor himmelske Fader (se L&P 130:22) og modtage »en fylde af glæde« (L&P 93:33).
Med evangeliets fylde på jorden har vi igen det privilegium at kende disse sandheder om legemet. Joseph Smith lærte os: »Vi kom her til jorden, for at vi kunne få et legeme og fremlægge det rent for Gud i det celestiale rige. Lykkens store princip består i at have et legeme. Djævelen har ikke noget legeme, og heri ligger hans straf« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 216).
Satan lærte de samme evige sandheder om legemet, og alligevel er hans straf, at han ikke har et. Derfor forsøger han at gøre alt, hvad han kan, for at få os til at mishandle eller misbruge denne dyrebare gave. Han har fyldt verden med løgne og bedrag om legemet. Han frister mange til at besmitte denne storslåede gave gennem ukyskhed, usømmelighed, vellevned og afhængighed. Nogle forleder han til at foragte deres legemer; andre frister han til at tilbede deres legemer. I begge tilfælde lokker han verden til blot at anse legemet for en genstand. Fordi der er så mange sataniske falskheder om legemet, vil jeg i dag løfte min stemme til støtte for legemets hellighed. Jeg vidner om, at legemet er en gave, der skal behandles med taknemmelighed og respekt.
Skrifterne erklærer, at legemet er et tempel. Det var Jesus selv, der først sammenlignede sit legeme med et tempel (se Joh 2:21). Senere formanede Paulus folket i Korinth, en ugudelig by med al slags udsvævelse og uanstændighed: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I« (1 Kor 3:16-17).
Hvad ville der ske, hvis vi virkelig behandlede vores legeme som et tempel? Udfaldet ville være en drastisk stigning i kyskhed, sømmelighed, overholdelse af visdomsordet og en tilsvarende nedgang i problemerne med pornografi og misbrug, for vi ville anse legemet, ligesom templet, for et helligt sted for Ånden. Ligesom intet urent må komme ind i templet, ville vi være opmærksomme på at holde alle slags urenheder ude fra vores legemes tempel.
På samme måde ville vi holde det ydre af vores legemlige tempel rent og smukt at se på, for at afspejle den hellige natur af det, der er indeni, ligesom Kirken gør med sine templer. Vi bør klæde og opføre os sådan, at det afspejler den hellige ånd i os.
Da jeg for kort tid siden besøgte en af verdens store turistbyer, følte jeg en overvældende tristhed over, at så mange mennesker i verden er blevet bytte for Satans bedrag, at vores legeme blot er en genstand, der kan lades hånt om og stilles offentligt til skue. Forestil jer kontrasten og min glæde, da jeg trådte ind i et klasseværelse med sømmeligt og passende påklædte unge piger, hvis fremtræden udstrålede godhed. Jeg tænkte: »Her er otte smukke piger, der ved, hvordan de skal vise respekt for deres legeme, og som ved, hvorfor de gør det.« I Til styrke for de unge står der: »Dit legeme er Guds hellige skaberværk. Respektér det som en gave fra Gud og besmit det ikke på nogen måde. Du kan i din påklædning og fremtoning vise Herren, at du ved, hvor dyrebart dit legeme er … Måden, du klæder dig på, er en afspejling af, hvordan du er indeni« (2001, s. 14-15).
Sømmelighed handler om mere end at undgå afslørende påklædning. Det handler ikke kun om, hvor kort eller hvor udringet tøjet er, men om vores hjertes indstilling. Ordet sømmelig betyder »passende«. Det har at gøre med at afpasse. Det indebærer »anstændighed og beskedenhed … i tanke, sprog, påklædning og opfør-sel« (i Daniel H. Ludlow, red., Encyclopedia of Mormonism, 5 bind, 1992, 2:932).
Mådehold og behørighed bør styre alle vore fysiske ønsker. En kærlig himmelsk Fader har givet os fysisk skønhed og behagelighed »både til at fryde øjet og glæde hjertet« (L&P 59:18), men med denne advarsel: At det skal »bruges med måde og ikke i overmål, ej heller med overdrivelse« (L&P 59:20). Min mand brugte skrifterne til at undervise vore børn i kyskhedsloven. Han sagde, at »ordet overdrivelse … rent bogstaveligt betyder at ›gå til yderligheder.‹ Vores anvendelse af … legemet, må ikke gå til yderligheder i forhold til … det guddommeligt indstiftede formål, hvortil [det blev] givet. Fysisk nydelse er godt på rette tid og sted, men selv da må det ikke blive vores gud« (John S. Tanner, »The Body as a Blessing«, Ensign, juli 1993, s. 10).
Legemlige glæder kan blive en besættelse for nogle; det samme kan den opmærksomhed, vi giver vores ydre fremtoning. Nogle gange er der en selvisk umådeholdenhed af motion, slankekure, ændring af udseende og brug af penge på den sidste nye mode (se Alma 1:27).
Det bekymrer mig, at nogle går til ekstremer for at ændre deres udseende. Lykke kommer af at acceptere de legemer, der er givet os som guddommelige gaver, og fremhæve vore naturlige fortrin, og ikke af at se vores legeme i forhold til verdens idealer. Herren ønsker, at vi forandrer os – men efter hans billede, ikke efter verdens billede, ved at få hans billede prentet i vores bevidsthed (se Alma 5:14, 19).
Jeg kan godt huske den usikkerhed, jeg følte som teenager med meget store hudproblemer. Jeg prøvede at pleje min hud ordentligt. Mine forældre hjalp mig med at få lægehjælp. I mange år spiste jeg endda ikke chokolade eller alt det fede fast food, som teenagere ofte spiser, når de er sammen, men stadig uden påfaldende tegn på helbredelse. Det var svært for mig dengang fuldt ud at værdsætte dette legeme, som gav mig så stor sorg. Men min gode mor belærte mig om en højere lov. Gang på gang sagde hun til mig: »Du skal gøre alt, hvad du kan for at se tiltalende ud, men fra det øjeblik, du går ud af døren, så glem dig selv og begynd at tænke på andre.«
Der var det. Hun underviste mig i det kristuslignende princip uselviskhed. Barmhjertighed, eller Kristi rene kærlighed »misunder ikke, opblæses ikke, søger ikke sit eget« (Moroni 7:45). Når vi tænker på andre og bliver uselviske, udvikler vi en indre skønhed i ånden, som udstråles i vores ydre fremtoning. Det er sådan, at vi skaber os selv efter Herrens billede frem for efter verdens og får hans billede prentet i vores bevidsthed. Præsident Hinckley talte om præcis den skønhed, der kommer, når vi lærer at respektere legeme, sind og ånd. Han sagde:
»Der findes ikke noget smukkere af den Almægtiges skaberværk, intet mere inspirerende, end en kær Guds datter, som vandrer i dyd, med en forståelse for, hvorfor hun skal gøre det, som ærer og respekterer sit legeme som noget helligt og gudgivent, og er en pige, der dygtiggør sig og hele tiden øger sin forståelse, som ernærer sin ånd ved evig sandhed« (»Forstå vores guddommelige natur«, Liahona, feb. 2002, s. 24; »Vort ansvar overfor vore unge piger,« Stjernen, jan. 1989, s. 88).
Det er min bøn, at alle mænd og kvinder vil søge den skønhed profeten priser – skønheden i legeme, sind og ånd!
Det gengivne evangelium lærer os, at der er en nær sammenhæng mellem legeme, sjæl og ånd. I visdomsordet er det åndelige og fysiske for eksempel sammenflettet. Når vi følger Herrens sundhedslov for vores krop, loves vi også visdom til vores ånd og viden til vores sind (se L&P 89:19-21). Det åndelige og fysiske er i sandhed forbundet.
Jeg husker en episode fra mit hjem, da jeg var barn, hvor min mors følsomme sind blev påvirket af fysisk fråds. Hun havde prøvet en ny kageopskrift. De var store, fede og lækre – og meget mættende. Selv mine teenage-brødre kunne ikke spise mere end én. Den aften til familiebøn bad min far min mor om at bede. Hun begravede sit hoved i hænderne og svarede ikke. Han prikkede blidt til hende: »Er der noget galt?« Til sidst sagde hun: »Jeg føler mig ikke særlig åndelig i aften. Jeg har lige spist tre af de meget fede kager.« Jeg går ud fra, at mange af os har krænket vores ånd på lignede måde, når vi har frådset fysisk. Især det, der forbydes i visdomsordet, har en skadelig indflydelse på vores legeme og en bedøvende påvirkning af vores åndelige følsomhed. Ingen af os kan se bort fra forbindelsen mellem ånd og legeme.
Disse hellige legemer, som vi er så taknemmelige for, lider under naturlige begrænsninger. Nogle fødes med et handicap og nogle lider med smerter på grund af sygdom hele deres liv. Når vi ældes, oplever vi alle, at vores legeme gradvist begynder at svigte. Når det sker, længes vi efter den dag, hvor vores legeme vil blive helbredt og raskt. Vi glæder os til opstandelsen, som Jesus Kristus gjorde mulig, når sjælen igen skal »komme til legemet og legemet til sjælen; ja, og hvert lem og led skal igen komme til sit legeme; ja, der skal endog ikke gå et hår af hovedet tabt, men alle ting skal atter komme til deres rette og fuldstændige sammensætning« (Alma 40:23). Jeg ved, at gennem Kristus kan vi opleve en fylde af glæde, der kun er tilgængelig, når ånd og grundstof er uadskilleligt forbundet (se L&P 93:33).
Vores legeme er vores tempel. Vi er ikke mindre, men mere lig vor himmelske Fader, fordi vi er legemliggjorte. Jeg vidner om, at vi er hans børn, skabt i hans billede, med potentiale til at blive som ham. Lad os behandle denne guddommelige gave, som kroppen er, med stor omsorg. Hvis vi er værdige skal vi en dag, modtage et fuldkomment, ophøjet legeme – rent og uplettet ligesom mit nye lille barnebarn, bare uadskilleligt forbundet med ånden. Og vi skal råbe af fryd (se Job 38:7) over at modtage denne gave igen, som vi sådan har længtes efter (se L&P 138:50). Må vi alle respektere legemets hellighed, mens det er dødeligt, så Herren kan helliggøre og ophøje det for al evighed. I Jesu Kristi navn. Amen.